Der stod jeg så. Bar bund og tanker. Mine tanker havde efterhånden bygget en motorvej i mit hoved. Og nu stod jeg op. Det rystede, og bilerne kørte i ring. -Ligesom blodet jeg gerne ville have ud. -Og tankerne jeg stadig ikke sætter ord på. Han kom, vi gik afsted. Gennem glas og mørke, trapper i bevægelse. Hele vejen op. Farvernes værelser i vejens skær af lys. Kravlende overalt, fulgte vi efter. Døre i gulvet, stiger op til vejen, lyse kældre. Vi fandt det aldrig, men fandt det hele. Vi tilføjede mærker, alene her i et af tidens tomme lommer. Da flaskens bund var nået, gik vi ud af døren. Vejens tørre floder ledte os væk. -For langt væk. Tilbage til tårne og øde veje. Vi sad lidt på vandet. Omringet af små lys på himlen, udenfor stjernernes ramme. Stjernerne hang under mørket. Vi blev enige om at månen nok var på vej frem fra sit skjul. Med alting i hegnet, gik vi. Vi gik. Vejen som stoppede i en busk, og vi som fortsatte. Hunde i biler, og mennesker fra en anden verden. Han ville op at kravle, og jeg skulle gå udenom. Udenom var ikke en vej, men jeg gik, imens han var oppe at stå - oppe at flyve. Væk fra alting, som drømmene havde spået om, gik jeg af uendelige veje. Stod alene. Ventede. Ventede, men ikke for at vente. Jeg prøvede bare at glemme. De døde tanker, gengangere, som flår følelsernes bånd itu. Jeg kunne sige hvad jeg følte, men det ville ødelægge alt igen. Måske jeg skulle klatre næste gang, bare for at glemme lidt mere. Eller måske jeg skulle stoppe alt, eller slippe alt ud. -stoppe cyklussen, stille cyklen og bare løbe. Men ud af busken kom han nu. Jeg glemte mig selv, og vi flød tilbage til før vi mødtes. Kunne mærke min glaskugle i lommen. Den havde jeg glemt alt om.
