Kære 2.g’er
- Du har hørt alle de værste skrækhistorier om, hvor forfærdelig 2.g er. Lad mig lige starte med at mane dem mere eller mindre til jorden.
- 2.g er ikke nødvendigvis det hårdeste af dine tre år på gymnasiet. Det er ikke forkert, hvis du synes 1.g var hårdere end 2.g. Det er heller ikke forkert hvis du synes, at 2.g er pisse-tisse-mega hårdt.
- Fo.ku.ser på dine afsluttende fag. Alle siger det til dig i 1.g, men der var du ikke helt inde i gymnasie-gamet, og hvad fanden var de der afsluttende fag overhovedet og hvad betød vægt af karakterer egentlig??
- Du kan sagtens (!) melde dig ind i diverse sociale fællesskaber, klubber osv osv selvom du ikke er 1.g’er mere. Søg udenfor skolen og find søde søde mennesker i andre sammenhænge. Det gav mit 2.g år så meget liv at skabe nye relationer
- Nå det så er sagt; vær sammen med din klasse. I hvert fald dem, der er vigtige for dig at være sammen med. Det er dem du skal stå op til og blive motiveret til at komme i skole af hver dag. De skal holde dig ud hver dag. Også på de grå januardage, hvor det virker som om, at skoleåret aldrig ender. Sæt pris på dem.
- Interesser dig for dine lærere! Chancen for, at det er et vidunderligt menneske, der underviser dig, er rimelig stor. Så interesser dig for dem og deres fag.
- Du har selv valgt at være her - vis det
- Hvis du ikke synes det her er fedt mere, og ikke synes det er fedt i lang tid, så drop ud. Det er der ærlig talt ingen skam i. En skam ville det være at spilde sin tid med noget, man egentlig ikke har lyst til.
- Du må godt synes, at 1.g’erne er lidt naive og irriterende. Ikke for længe og ikke for meget - og slet ikke åbenlyst til 1.g’erne. For et år siden fyldte du også for meget på gangene og brokkede dig over to afleveringer på en uge.
- Afleveringer er altid over lektier.
- Følg med i dine a-fag, ellers falder du seriøst bagud. Det her gælder i sær dine studieretningsfag.
- Du behøver ikke feste ligeså meget som i 1.g (hvis du altså gjorde det). Du kan også feste røven ud af bukserne, hvis du har lyst. Bottom line er nok; nobody gives a shit. Gør hvad du har lyst til og skejs ud eller lad være. Brug ikke så lang tid på, hvad andre tænker om dig. Bare vær et sødt og ordentligt menneske.
- Lad vær med at se på 2.g som et år, der bare skal overståes. Det er der aldrig kommet noget godt ud af. Og 2.g er godt. På den ene eller den anden eller alle måder. Det lover jeg dig.












