På finansekspedition i München
Det er 3. dag i München og 2 dag som sherpa for 60 banksfolk på teknologi-ekspedition gennem byens ‘fintech eco-system’, som det hedder i min startup-verden. Jeg har allerede tillagt mig små rutiner i den nye by: Jeg køber morgenavisen fra den samme automat på vejen fra hotellet til hovedbanegården, hvor jeg sætter mig på min nye favorit café og bestiller en kaffe med mælk og en croissant mens jeg læse overskrifterne og nyder travlheden på banegården. Mit tysk er rustent, men jeg tvinger mig til at læse og tale sproget; integration begynder, når man forsøger at kommunikere i original kode og leve som de indfødte. Hele øvelsen i München går netop ud på at tage mine bankfolk ind bag byens facade og møde nogle af Europas mest talentfulde entreprenører, som arbejder på at skabe en ny fremtid for vores banker.
Rejsen ind i fremtiden starter ikke i på første klasse med afhentning i bus med air condition - den foregår i øjenhøjde med virkeligheden og under jorden med S- og U-Bahn. Jeg har forberedt denne finans-ekspedition i tre-fire måneder sammen med min tyske partner og jeg begynder efterhånden at kende Münchens undergrund og dens infrastruktur. Jeg er med andre ord ved at føle mig hjemme i München, og det samme gør mine gæster, der får lov til at rakke rundt i storbyen fra den ene startup til den næste. De er ikke på ferie men på arbejde. I øvrigt skal jeg hilse at sige at 60 mennesker fylder forbavsende meget i gadebilledet - meget mere end man skulle tro.
Min unge tyske makker Steffie var i sidste uge ligget med influenza og er først stået op af sengen for to dage siden. Hun er segnefærdig efter 48 timer men piver ikke og ingen bemærker noget. Som Steffie siger: Das leben ist nicht für weichere’
Vi slutter de to dage af med middag i Wirtshaus an Bavaria Park, der er en ægte Münchener ‘Biergarten’; vejret arter sig fra sin bedste side og jeg er glad, da jeg går alene hjem gennem parken ned til Schwanthalerhöhe U-Bahn station, hvorfra jeg tager toget 2 stop til Hovedbanegården. Kvarteret bag banegården virker anderledes end de tre foregående aftener og det går op for mig, at klokken er 23 og at jeg faktisk har fri nu.
Jeg går ned af Dachauerstraße mod mit hotel og forstår ikke, at man kan leve med sådan et gadenavn - men man kan i anstændighedens navn vel heller ikke tillade sig at ændre det. Nogle ting skal man ikke løbe fra men leve med og jeg holder utroligt meget af Tyskland og tyskere. Jeg støder på en valgplakat til Europaparlamentet; det er en ung dyrlægeinde Agnes Becker, som vil redde Europas bier. Den er jeg med på, hvis jeg kunne stemme på hende, ville jeg gøre det. Hvorfor kan man til Europeparlamentsvalget i øvrigt ikke stemme på kandidater fra andre lande?
Inden for de sidste to uger har jeg været gennem Europa på kryds og tværs og i overmorgen flyver jeg til Frankrig. Det er muligt, at jeg bidrager med noget extra co2 til atmosfæren, men jeg bidrager også til udviklingen af den europæiske idé. Jeg har aldrig følt mig mere europæisk og når jeg kommer til Nice, skal jeg ned på konsulatet og stemme på min kandidat.
