Jeg tænker næsten dagligt på regeringens nye beslutning om, hvem der kan kaldes dansk. Mine forældre er fra Rusland, og jeg er født i Danmark. Jeg har altid haft følelsen af, at jeg aldrig har hørt til nogen steder. For et par år siden var der en periode, hvor jeg boede i England. Det var det, der skulle til for at finde ud af, hvor dansk jeg egentlig er, og hvor jeg hører til.
Jeg mindes en episode i folkeskolen, hvor jeg halvt havde gang i to forskellige samtaler på en gang. Den ene af mine klassekammerater spurgte mig, om jeg er enebarn, til hvad (i forlængelse af den anden samtale) min anden klassekammerat grinende kom til at svare “Nej, Alex er bare er 2. generations-indvandrer”. Mere får jeg tydeligvis ikke lov til at være, uanset hvem jeg føler, jeg er eller hvor jeg føler, jeg hører hjemme. ¯\_(ツ)_/¯ Det gør egentlig pænt ondt. Av.
