Kender du følelsen af at være på vej ud, hvor du ikke kan bunde? Vandet stiger fra maven og kun længere og længere opad jo længere ud, du kommer, bevæger dig ud. Du bliver koldere og koldere, og strømmen bliver stærkere og stærkere, men du kan ikke vende om, selvom du godt ved, at du burde. Du ved, at kommer du langt nok ud, så drukner du.
Men vandet er så fint og indbydende, som det ligger der foran dig, glitrende i solens stråler. De små skvulp af bølger, der kommer derudefra, rammer blødt og blidt din krop, lokker dig tættere på. Understrømmen breder falsk følelse af varme, der spreder sig i din krop, giver dig en falsk fornemmelse af tryghed. Det er så smuk derude, og du kan ikke modstå fristelsen.
Du går længere og længere ud, og vandet stiger støt omkring dig. Det er farligt, det ved du. Du ved, at fortsætter du meget længere, vil det være umuligt at vende om, før bølgerne sluger dig. Alligevel fortsætter du.
Kender du det?
