Vejen til livet @vejentillivet - Tumblr Blog

Hvornår beslutter man at tage hjem?

Når man har et halvt år til at rejse rundt, hvordan beslutter man så, at det er tid til at tage hjem? Vi har oplevet rigtig mange ting på vores tur indtil nu. Vi har set mange steder, der var helt forskellige fra Danmark, mødt mange menensker og spist meget forskellig mad. Alle de oplevelser har fyldt os med glade minder, men også gjort os lidt flade. Lidt ligesom, hvis man gik til fest hver dag i en uge. Så ville man også blive lidt træt bagefter :)

Vi er taget fra Sierra Nevada til Barcelona. Derfra var planen at tage en færge til Sardinien og videre til det Italienske fastland. Men i lyset af, at vi nu bruger mange dage på campingpladsen med at dase, læse og spille magic, så syntes vi, at det ville være lidt spild af tid og penge, at tage til Italien for at sidde på campingpladser.

Vi har også brug for noget tid, når vi kommer hjem, til at finde et nyt sted at bo. Vi savner alle jer dejlige mennesker, som vi kender. Vi savner efterår, regn og kulde. Så nu har vi folder Camp-Let’en for sidste gang og er vi kørt hjem.

3 dage tog det, at køre fra Barcelona til Tullebølle med en trailer. Vi fik efterårsfarver allerede i Alsace og nåede også at få dem med herhjemme.

Det har været et fantastisk eventyr, og vi har lovet hinanden, at vi gør det igen.

Sierra Nevada

Vi er kørt til en campingplads i Sierra Nevada for at tage en slapper fra oplevelserne. Det lyder måske lidt forkælet, men man bliver faktisk ret flad af at se nye steder hele tiden.

Vi bor på kanten af bjergene i ca. 1100m højde med 30 minutter i bil ind til Granada. Det perfekte sted til at nyde byen lidt, tage den med ro i bjergene og få cyklet på nogle af de grumme stigninger, som Sierra Nevada byder på.

Sierra Nevada har Europas højest beliggende asfalterede vej op til Pico del Veleta i 3300m højde. Her bliver vejen til en grusvej og man kan faktisk fortsætte til fods eller på cykel helt op til toppen af Pico del Veleta. Ret unikt for et bjerg på 3394m. Herfra kan man se Afrika på en klar dag. Op til Pico del Veleta kan man desuden kører nogle af de hårdeste stigninger i Spanien og Europa.

Der er f.eks. 40km uafbrudt op af bakke fra Granada til toppen af Pico del Veleta. Vi nøjedes med at køre noget af den brutale stigning i to omgange op til toppen af skiområdet, hvor der var en fantastisk udsigt.

Vi har også brugt en del dage på bare at slappe af på camping pladsen. Drengene har trægt til at tage en pause fra oplevelserne og spille magic, læse Harry Potter og se lidt film. Vi har kigget lidt efter huse til når vi kommer hjem og cyklet og gået nogle ture.

I Granada ligger Alhambra, en af Maurernes flotteste borge fra deres besættelse af Spanien. Vi prøvede at tage forbi forleden dag, men der var desværre udsolgt indtil november :(

Heldigvis er der 1000 billetter pr. dag, som kan købes fra morgenstunden af. Jeg var derfor oppe kl. 5 dagen efter for at stå i kø i regnen med 50 andre turister, som havde forvildet sig op på det tidspunkt. Min plads i køen var heldigvis under en parasol, så jeg slap for regnen og fik billetter til kl. 11.30. Man har adgang hele dagen med billet, men man får kun et bestemt tidsrum til at se det Muslimske palads i Alhambra fæstningen.

Det var en helt fantastisk oplevelse. Paladset er smukt udsmykket med kakler, relieffer hugget i sten og træudskæringer og er ulig noget vi ellers har set.

Dagen efter stod jeg tidligt op igen for at se solopgangen i bjergene. Det blev en flot morgen med sol på toppen og skyer i dalene.

Jeg mødte en tysker i på vej op, som stod og tog billeder af udsigten, og overtalte ham til at tage et billede af mig også.

Ved toppen af skiresortet var jeg helt flad. Der er heldigvis en cafe, så jeg købte mad, kaffe og cola for over 10 euro (ellers tog de ikke visakort) og vilede lidt. Mens jeg holdt pause begyndte det at sne. Efteråret havde indhentet os.

:) Simon

Jimena

Er en lille by, som vi kørte igennem på vej til Sierra Mágina. Da vi kørte igennem byen første gang, så vi kun husene ved hovedvejen og den lignede de andre små byen i området. Jeg kom tilbage til Jimena, for at købe ind og hæve kontanter. Et lille kig ned af de første par sidegader i byen sagde mig, at jeg skulle parkere oppe på hovedvejen. Sidegaderne havde et fald på 10-16%, og jeg kunne nå husene på begge sider af gaden flere steder. En del af gaderne var også så stejle at de havde trappetrin.

Alt var lukket. Også vinduer og døre. De eneste jeg mødte var en hund, som gøede af mig fra en altan og to katte, som lå og hvilede på køleren af en bil. Alligevel var byen fuld af stemning og mindede mig mest om Hodja fra Pjort. Jeg fandt en hæveautomat, men da kl. var 16.30, var der igen åbne butikker. Her ude på landet varer Siestaen fra 14.00 til 18.00. Dagen efter kørte vi alle ned til Jimena, da jeg ville vise de andre den fine by. Vi så et boldbur på taget af et hus, og mødte en ældre dame, som smilede til mig og sagde: "Du var her også i går", hvorefter hun gik videre.

Lidt længere oppe i byen gik vi forbi en brødfabrik, hvor jeg troede, vi kunne købe noget bagværk af bagdøren. Bageren viste sig at være en ældre mand, som gik og ordnede have på den anden side af gaden. Han sagde, at der ikke var åbent, fordi det jo var søndag, men syntes alligevel, at vi skulle smage noget. Han kom ud med en pose citronmuffins og ville have, at vi skulle smage med det samme. De var helt fantastiske. Han lagde stor vægt på, at de kun brugte naturlige råvarer og viste os produktionslokalet, hvor kasser med citroner stod ved siden af sække med mel og en palle med æg.

:) Simon

Sierra Mágina

Her er tørt, helt vildt tørt. Det har ikke regnet i 4 måneder, og sådan er det hvert år. Vi bor på kanten af bjergområdet Sierra Mágina på en campingplads, som ligger i 850 meters højde. Kalenderen siger 1. oktober og det er over 30 grader indtil kl. 17.30, hvor solen går ned bag bjerget. I sommers var der 45 grader varmt, fortæller familien, som ejer campingpladsen. Man kan lige holde det ud, men det er svært at komme ud og se noget pga. varmen og det kuperede terræn.

Drengene er blevet rigtig gode venner med Sergio, som er den midterste søn i værstfamilien, og Jesus, som er søn af nogle andre gæster på pladsen. Det er fedt, at se hvordan de sagtens kan spille fodbold, lege fangeleg, cykle og se film sammen med nogen, de ikke rigtig kan tale med. Det bliver til lidt engelsk, men de to spanske drenge forstå kun meget få ord, så de må klare sig med fagter det meste af tiden.

En dag cyklede August og jeg en tur. Vi orkede ikke at cykle over bjerget i varmen, så vi tog den "lette" tur over til landsbyen på den anden side af dalen. Det blev til 13 km med 600 højdemeter. Man kan nu godt forstå hvorfor de lokale ikke bare tager cyklen til skole eller arbejde.

Vi ville rigtig gerne ud at vandre på bjerget og se landskabet, så vi besluttede os for at snyde varmen og satte et ur, så vi kunne komme afsted, så snart det blev lyst. Stedet ligger lidt udenfor de sædvanlige touristområder, så vi måtte følge de stier bjerggederne havde trådt, for at finde vejen op til passet.

Det var fint at komme op og nyde udsigten og få set nogle af de planter, som kan gro i området. Billedet er selvfølgelig præget af tørre tornede gevækster, men der er også mange blomster og både valnødde- og granatæbletræer.

Udenfor bjergene er der en stram monokultur med udelukkende olivenplantager. Der er ikke engang en eneste plante under træerne. Det giver et meget ensformigt kulturlandskab, som er lidt skræmmende. Da vi kom hertil kørte vi igennem olivenplantager i 2 timer, og de fortsætter ligeså langt i de andre retninger. Det er vel ikke så meget anderledes, end det landbrug vi har i Danmark. Det får bare en til at tænke, på hvordan vi producere vores fødevarer, og om det er den vej vi skal fortsætte med at gå.

For at komme udenom varmen stod jeg tidligt op den sidste dag og cyklede op til passet for at se solopgangen. Det var en fantastisk flot tur, hvor komplet mørke skiftede til tusmørke og dagslys, mens flagermusene blev afløst af småfugle og harer.

Det var en søndag morgen og da jeg kom ned til landsbyen på den anden side af bjerget, var alle de gamle mænd ude og spadsere.

:) Simon

Vi fik gæster

Jeg havde hjemme fra ønsket mig, at mine venner skulle komme til min fødselsdag, så jeg var kommet til at invitere dem uden at spørge Mor og Far. De kunne dog ikke komme på dagen, men Far og Mor syntes, det var en god idé, så vi fandt ud af, at de kunne komme tre uger efter. Først tog vi til Madrids lufthavn med metro. Vi sad i et hjørne og spillede kort, da far pludselig opdagede, at flyet var landet. Vi gik ud til ankomsthallen, og så kom de...

På vejen hjem til hotellet købte vi snacks til hygge. Da vi kom hjem til hotellet, udvekslede vi gaver, jeg fik to regnbuefarvede/oliefarvede hjul til mit løbehjul, to bøtter remoulade og to bakker chokoladeskilpader. Alba og Olga fik en nøglering med hver deres navn af mig. Mine venner og jeg havde ét værelse, Mor, Far og August et andet og Katrin og Louise et tredje (Albas mor og Olgas mor).

Den næste dag gik vi ned til en bogcafé og spiste morgen mad. Så gik vi op i en slags torvehal, det var som i en myretue, så mange menesker var der, og vi kunne knap nok høre, hvad hinanden sagde, men der var en masse lækker mad, og Mor havde lovet, at vi kunne smage churros (friturestegt kagedej).

Bagefter holdt vi en pause, hvor vi bare gik rundt og købte armbånd. Om eftermiddagen tog vi ud til en bowlinghal og bowlede og fik sodavand og det hele. De havde kun prøvet det én gang før, og Alba havde noget med sin ene arm, så hun måtte spille med venstre. Vi spillede også airhockey og bordfodbold.

Far fik mega tæsk af Olgas mor ved fodboldbordet, selvom han spiller det hver dag på arbejdet. Da vi var færdige, havde vi bestilt bord på en restaurant. Vi fik en masse lækker mad og dessert. Det var rigtig hyggeligt, vi spillede kort og lavede en konkurrence om, hvem der kunne have flest isterninger i munden.

Den næste dag gik med at være på marked, høre musik og have det sjovt, men lige pludselig skulle de til lufthavnen, selvom alle, både børn og voksne, syntes, de skulle blive noget længere.

KH Oskar

Cykelmesse i Madrid

Vi tog metroen ud af byen kl 10. Vi havde tilmeldt os messen som cykelbloggere, så vi kunne komme ind sammen med de profecionelle. Vi chekkede ind uden problemer, da vi sagde, at vi var cykelbloggere fra København. Det var to kæmpe haller med stande fra alle mulige forskellige firmaer, der var sågar nogen der solgte løbehjul til Mills (en løbehjulsforetning i København). Vi kom til en meget interessant stand, firmaet hed BRN og de solgte gammeldags stålcykler. De havde også en meget flot cykel, hvor styret, pedalerne og skærmene var af træ og som var håndlavet, inden i træet lå der et tyndt lag af kuldfiber, som skulle sikre, at det ikke knækkede, hvis man væltede.

Vi fandt en stand som havde nogle moderne touring og racercykler, firmaet hed Canyon og laver cykler for Moviestar pro cycling team, far fortalte at Oskar og jeg var vilde med Quintana, og så sagde manden, at han havde noget vi skulle se. Han viste os en rød racercykel og fortalte, at det var den cykel, Quintana havde kørt på på sidste etape af Vueltaen. Da Oskar og jeg kiggede nærmere på den, opdagede vi, at styrbåndet var Lizardskin - et mærke styrbånd, som Oskar havde på sin racercykel. Grunden til at cyklen var rød, var at føretrøjen i Vueltaen er rød.

:-D August

Spanien og Portugal på cykel

Vi har nu trillet rundt på vores cykler i Spanien og Portugal i en måneds tid. Bilerne er ret hensynsfulde overfor cyklisterne og holder gerne tilbage, indtil der er god plads til at trække udenom. Det er ret fedt, for det er slet ikke noget problem, at køre med børn i trafikken, så man får nogle afslappende ture ud af det, selvom man skal køre ad nogle landeveje med trafik. I Portugal var vi kun i Porto, hvor vi boede på en campingplads ved Atlanterhavsstranden og cyklede ind til byen. Det fungerede fint, selvom Porto er en ret stor by.

I Spanien, har vi kørt på landeveje, i udkanten af nogle større byer og på nogle cykelstier kaldet Vias Verdes. Vias Verdes er nogle nedlagte togbaner, som er lagt om til cykelstier, så man møder kun andre cyklister og gående på dem. Indtil videre, har vi prøvet to af dem, og de har skåret sig flot gennem landskabet, ligesom togbanen engang gjorde.

Den ene var en gammel minebane, som slyngede sig op ad slugter og ind gennem tuneller i bjergene i Asturias. Nok den smukkeste tur, jeg nogensinde har cyklet.

Den anden lå som en anden westerntogbane på de flade sletter ved Segovia 90km fra Madrid. Den havde været en passagerbane, dengang toget kørte der, og de faldefærdige stationer stod stadig og vidnede om en tid, hvor ikke alle kørte i bil.

Nu lå landskabet lidt øde hen. Man kunne snildt have set en vindheks komme trillende, og vi kom også forbi en kirke, hvor Charles Bronsson kunne være komme ud af døren med mundharmonikaen i mellem læberne. Og hov, glemte jeg at nævne gribbene. Dem var der også masser af.

Den eneste bagside ved at cykle i Spanien og Portugal er manglen på deciderede cykelruter. Vias Verdes er der en del af, men Spanien er et stort land og de ligger spredt rundt i landet 40km sti her, 100km sti der, uden rigtig at være bundet sammen. Dog kan man sagtens cykle sig nogle rigtig flotte ture på de normale landeveje, så det er ikke noget, der spolerer oplevelsen.

Vejbelægningen på Vias Verdes kan være ret grov og Spanien er fyldt med små grusveje og andre smuthuller med dårlig belægning, som det er fristende at trille nedad. Jeg kan derfor kun anbefale, at man medbringer en cykel, der kan tåle mosten, hvis man tænker at cykle i Spanien.

Det optimale er nok en crosscykel eller mountainbike, men en racer med punkterfri og lidt brede dæk (mindt 25 mm) kan også fint klare terrænet, hvis man ikke er for øm over den.

Vi har leget turister et par dage i Porto. Vi har været i svævebane og set byen fra oven, sejlet på floden, været på marked, spist tapas og prøvet Atlanterhavets kolde bølger. Dejlig by med utrolig meget patina og utrolig mange turister. Undgå de store hovedstrøg og gå af de små gyder, så er det en helt fantastisk by.

Oskars fødselsdag

Det hele startede med, at jeg blev vækket og sunget for. Da jeg var blevet vækket, gav Mor mig bind for øjnene. Så gik hun rundt med mig og drejede mig rundt. Vi gik og gik og gik, indtil Mor sagde, at jeg skulle tage bindet af, og der stod gaven, et LØBEHJUL.

Mor og Far havde også fundet en skaterbane, så vi tog ud og skatede. På den skaterbane var der en fed grydeformet rampe, og to drenge der lærte mig nogle tricks. De vidste, at der lå en løbehjulsbutik i byen, så vi kørte derhen, og August købte et løbehjul. Far var ved at dø af sult, så vi tog på café og spiste paella (en spansk skaldyrsret), før vi tog tilbage til skaterbanen og skatede.

Da vi blev trætte og svedige, fandt vi et sted at spise en is. Ved siden af isstedet var der en bowlinghal, så jeg fik en idé. Vi skulle bowle. Vi gik ind i hallen og bestilte en skål popcorn og fire colaer. Så, det her var rigtig fødselsdag! Far vandt det hele, men Mor lavede strike 3 gange i træk. Da vi var færdige med at bowle, tog vi et spil airhockey.

Som en god afslutning på dagen tog vi på restaurant og spiste mad og dessert. Det var en super fødselsdag.

KH Oskar

Cueva Huerta

Så blev vi sørme også grottevandrere... I nærheden af vores base i Pola de Somiedo ligger en stor grotte, der hedder Cueva Huerta, som efter sigende er af stor naturhistorisk vigtighed og derfor er adgangen til den stærkt begrænset, men gennem et lokalt adventurefirma kom vi ind bag pigtråden og på en 3 timer lang vandre, klatre- og rapellingtur i hulen.

På turen fortalte vores guide Pablo (på engelsk, så vi allesammen kunne forstå) om livet i grottesystemet - om flagermusene, grotteuglen, de små biller som lever af lortene på grottens bund og om hvide edderkopper, som kan overleve i det totale mørke. Han fortalte også om hulens tilblivelse, hvor vand lige siden istiden har skyllet gruslag og kalk i bjerget væk og om stalaktitter og stalakmitter.

Han fortalte at grotteforskere ved at studere stalaktitterne i loftet kan finde udgange i grottesystemet, fordi de visse steder er drejet efter vinden - og hvor der er vind er der vej. Vi så sågar én, der lignede en vindeltrappe, som var opstået, fordi der på dette sted i hulen var en en cirkulation af vinden. Vi så nogle fantastiske formationer af stalaktitter og -mitter - en mammut, en palme, æselører og flere spøgelser.

Det var som at træde ind i en anden verden. Det var forunderligt at klatre rundt om et hjøne og pludselig vider hulen sig ud og bliver enorm - et sted var der firs meter fra gulv til loft - for så igen at snævre sig ind og føre videre til nye store rum.

I grotteudforskning er det vigtigt ikke at være bange for små rum og snævre passager. (Det er som regel de voksne, som er bange, fortalte Pablo.) Og vi fik testet vores evner ud i at lirke og vride kroppen gennem trange gange. August og Oskar skulle selv finde vejen tilbage fra en visit i en meget trang gang og klarede den til UG med kryds og slange. Et sted skulle vi desuden rapelle ned i et hul, hvilket var lidt nervepirrende i mørket. Til sidst fik vi lov at rapelle ned ad et udtørret vandfald.

Det var en fantastisk oplevelse og guiden Pablo og hans hjælper Laura var enormt søde. De syntes at August og Oskar var vildt seje til at klare det udfordrende terræn.

Vi elsker Asturias

Vi er i Asturias, en region i det nordvestlige Spanien, som er helt utrolig flot. Vi bor i en lille bjergby ved navn Pola de Somiedo, som er helt omgivet af stejle grønne bjerge - helt anderledes end, hvad man normalt forbinder med Spanien. Igår var vi på vores livs mest spektakulære cykeltur på en tidligere minetogstrækning og derfor gennem buldermørke tuneller og langs dybe slukter. Se bare:

I dag besøgte vi nogle gamle stråtækte huse, der står som da de blev bygget for 200 år siden (eller mere) med datidens husgeråd og de mange års sod og skidt.

Det, der gjorde besøget helt specielt, var, at manden, der viste os rundt, var barnebarn og senere nevø til beboerne i det ene af husene. Her havde hans faster boet frem til 1986, hvorfor han havde haft sin gang i huset det meste af sit liv - en slags vidne til historien om livet i området.

Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi er i Asturien, hvor vi er faldet pladask for det rolige tempo, de spektakulære udsigter, god mad og æblecider - som hældes op på sin helt egen måde.

Sved og tårer på Los lagos de Covadonga

Klokken var ca. 10:00, da vi forlod campingpladsen. Det var varmt. Der var mange andre, der også skulle cykle op og se Vuelta a España, så vi dannede et lille felt af cyklister. Pludselig kom vi til en parkeringsplads, hvor der stod en mand og solgte T-shirts og kasketter. Oskar og jeg købte hver en Movistar T-shirt. (Movistar er Oskars og mit yndlingshold, der har mange klassementryttere som f.e.k.s Nairo Quintana og Alejandro Valverde).

Varmen stegte ned over os, og der kom flere og flere mennesker, så feltet voksede hurtigt. Det var hårdt, dækkenes snurrende lyd var som en slags trance. Jo længere vi kom op i bjergene, jo koldere blev det. De høje tinder dannede en mur omkring os.

Pludselig skulle vi op ad en 15% stigning, den trak tænder ud. Da vi var kommmet op ad 15% stigningen, var vi helt færdige. Far spottede en mand, der solgte kolde colaer, så vi købte nogle.

Vi kørte videre med fornyet energi. Det var begyndt at blive køligt, men vi kørte videre. Endelig kom vi til 2 km porten og spiste lidt mad og benzin (slik). Vi kørte hen til den sidste bjergpointport og stoppede.

Da vi havde ventet 2½ time og set på politimotorcykler suse frem og tilbage, kunne vi endelig høre råb og skrig, og så susede den første rytter rundt om hjørnet. Oskar sagde: "Det er en Movistarrytter". Jeg sagde: "Han er faktisk også ret lille". Så råbte Oskar, da han susede forbi: "DET ER NAIRO QUINTANA" (Oskars og min yndlingsrytter). Derefter kom en tremandsgruppe med Froom og to andre. Så kom feltet og grupettoen.

Tænk det var da heldigt, at Quintana vandt, da vi så etapen! I alt blev det 40 km med nedkørsel og 1000 højdemeter.

Mvh, August

I går besteg jeg og resten af min seje familie den sidste stigning på dagens etape af Vuelta a España (en stigning uden for kategori). Det er fandme fantastisk at kunne det, og jeg indrømmer, at jeg tød en tåre, da vi nåede toppen. - Og en stor tak til de højere magter, hvem de end er, for at give mig en chance til. :) Stine

Hvor er vi nu?

Sara og James, som vi besøgte i Wales, gav os et tip: Der går en færge fra Portsmouth til Santander i Nordspanien. Så den tog vi.

Færgeturen tog 24 timer og mindede ret meget om Oslobåden. Maden var lidt dårligere, til gengæld var kahytterne og fællesarealerne bedre.

Efter landgangen i Santander tog vi et par dage på en campingplads på nordkysten. Den havde pool og lå lige ved et kystområde, der varierede mellem høje klipper og lækre badestrande.

Efter en måned i England og Wales uden en eneste badetur, var ungerne superglade for at boble rundt i et par dage.

Vi fik også cyklet en kort tur ned til en bugt længere henne af kysten, hvor vi fandt en ø, der kunne være taget lige ud af et Minecraftspil eller et Legobyggeri.

Nu er vi kørt videre vestpå, for at se La Vuelta a España og for selv at få lidt kilometer i benene. Mere om det senere...

Oskars mange ansigter.

Cykling i England og Wales

Man skal vende sig lidt til at cykle i England og Wales. Der er nogle umiddelbare udfordringer, men med lidt trick lader det sig fint gøre. Først er der de smalle veje og manglen på andre cyklister. Når man ikke ser andre på cykel, så er det svært at vide hvordan trafikken reagerer på cyklister. Det er selvfølgelig også fordi vi har børn og en lidt bred og lav liggecykel med. Desuden er vejene ret dårlige. Der er mange steder med seriøst store huller i asfalten, som man ikke skal have sit forhjul ned i.

Nu kom det hele til at lyde lidt negativt. Når man har været ud på de første par ture går angsten over. Det handler lidt om at finde den stil man skal bruge.

Man skal tage sit space på vejen. Så holder bilerne gerne tilbage og kører i store buer udenom, når de skal overhale. Vi har desuden været ret glade for cykelruterne herovre. Hvis man holder sig til dem eller kører på samme størrelse veje, som de anvender, så er man home safe. Vi købte en ret fed bog: Lost Lanes Wales, men man kan også købe Sustrans cykelkort på nettet eller i de lokale turistinformationer.

I weekenden kommer der andre cyklister på vejene. Mest folk på racercykel, og der er et godt sammenhold mellem os. Fraværet af dagligdags cyklister gør, at vi naturligt har et fællesskab med de andre, der cykler.

Det fede får man så i landskabet. Der er bakker i en størrelse vi ikke har derhjemme. Det er hårdt og belønningen får man i form af nogle vilde udsigter over dale med skov, marker med runde halmballer og skråninger spækket med får.

Landskabet er i det hele taget en del grønnere end i Danmark og fyldt med historiske efterladenskaber. Der er rester af hilltop forts fra jernalderen, Romerske garnisoner og amfiteatre, Normannernes borgruiner og spidsbuede katedralruiner efterladt af munkene, da Henry d. VIII smed dem ud fra klostrene efter reformationen i 1536. For ikke at tale om de kilometer lange nedkørsler.

Cykeltur fra Chepstow til Tintern

Vi havde jo luret på nogle cykelture i Wales hjemmefra i en fantastisk (og anbefalelsesværdig) bog med titlen "Lost Lanes" og én af dem, vi måtte ud på, var en ruinsafari fra byen Chepstow ved Wye og Severns udløb og ind i bjergene til den lille landsby Tintern.

Der var mange racercyklister i området og vi hilste og snakkede med mange. Op gennem dalen lå en mængde damme og ruiner fra et omfattende jernværk, som virkede her fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-årene.

I den lille by Tintern var der en imponerende ruin af en gammel klosterkirke fra det 12. århundrede, som var blevet forladt i 1536, da munkene blev smidt ud af Storbrittanien af Henry d. VIII og har stået næsten urørt siden. (Måske turde man ikke rane byggematerialer fra Vor Herre?).

Og her fandt vi også ruinerne af en lille kirke på bjergsiden, som såmænd bare var brændt i 70'erne, men alligevel lignede noget fra en anden verden - eller en film.

I Tintern var vi også på en lille cykelcafé, hvor indehaveren blev så facineret af vores rejse, at hun måtte have et billede til caféens facebookside

Trending Blogs

Recently Viewed Blogs

Vejen til livet