Her kommer nogle af de skriverier jeg har skrevet i løbet af graviditeten. Jeg tænker at poste lidt løbende.
Torsdag d. 3. juli 2025 // 4+0
Jeg har lige taget min første graviditetstest nogensinde. Den er svag positiv. Men der er to streger. Jeg havde altid troet, at jeg ville begynde at græde, når jeg stod med min første positive graviditetstest i hænderne. Men der kom ingen tårer. Jeg tror det er fordi jeg ikke helt tør tror på det. At jeg virkelig er gravid. Jeg vil tage en test igen på lørdag. Der er stregen forhåbentlig tydeligere. Jeg har aftalt med Kris, at jeg skulle vente med at fortælle hvad testen sagde til han kom hjem fra arbejde. Jeg har altid troet at jeg skulle overraske ham på en eller anden måde. Men jeg kunne ikke nå at finde på noget med så kort varsel. Vi havde aftalt, at jeg godt måtte skrive til ham hvis jeg fik min mens. Men jeg har jo ikke fået min mens. Sjovt nok. Da han kom hjem fortalte jeg ham, at testen var svag positiv. Jeg havde taget nogle billeder af testen, som jeg viste ham, så han kunne se det. Han blev ikke så glad som jeg troede han ville blive. Det var som om han blev lidt skuffet faktisk. Det får mig lidt til at tvivle. Var det alligevel for tidligt at gå i gang med at prøve?
Lørdag d. 5. juli 2025 // 4+2
Jeg vågnede tidligt. Jeg kunne ikke sove mere. Og så skulle jeg tisse. Så jeg listede ud på badeværelset og tog endnu en test. Stregen er blevet tydeligere. Hvilket var hvad jeg håbede på. Jeg blev glad. Alt går efter planen. Jeg listede mig tilbage i sengen igen. Prøvede at sove lidt mere. Jeg kunne ikke sove mere. Jeg er ovenud lykkelig for at jeg er gravid. Men samtidig ligger det jo i baghovedet, at der er meget der kan gå galt. Derfor tror jeg, at det er en forsvarsmekanisme, at jeg ikke tør at være helt vildt glad. Selvom jeg er det.
Senere på dagen snakkede vi om graviditetsteste. Og det viste sig at kæreste troede stregen skulle være tydelig før man var gravid. Så derfor troede han ikke, at jeg var gravid der i torsdags, da jeg tog den første test. Men da jeg fortalte ham om at en streg er en streg på sådan en test, fordi den jo måler HCG i urinen, hvilket man kun har hvis man er gravid, så blev han mega glad. Det gjorde mig så glad og rolig at hans reaktion i torsdags var fordi han ikke troede at jeg var gravid. Han har været mega glad hele dagen i dag og det er så dejligt.
Mandag d. 7. juli 2025 // 4+4
Jeg ringede til min læge i dag. Jeg ville gerne vide hvordan jeg skulle forholde mig. Og ville gerne vide det inden vi rejser to uger til Italien i morgen. Det var en lidt sjov samtale. Jeg fik vist formuleret mig lidt dårligt. Tror jeg fik sagt noget med: “Jeg ringer fordi jeg har taget en positiv graviditetstest og da jeg rejser på ferie i morgen, så vil jeg gerne vide hvordan jeg skal forholde mig”. Så kvinden i telefonen spørger forsigtigt “Er du ønsket gravid?” Det hele blev ligesom lidt akavet der. men jeg måtte jo bare skynde mig at sige ja hahah. Derefter spurgte hun om et par andre ting og spurgte om de måtte sende mig mere information på mail. Jeg har fået en tid til en af jordemødrene i lægehuset d. 23. juli. Dagen efter vi kommer hjem fra Italien.
Mandag d. 14. juli 2025 // 5+4
Hvorfor er der ingen der har snakket højt om at forstoppelse er en ting, når man er gravid? Alle snakker bare om kvalme, opkast og træthed. Men hvorfor er der ingen der har fortalt at forstoppelse IKKE er for sjov, når man er gravid. Har lige haft et mental breakdown ude på toilettet. Jeg begyndte simpelthen at græde, fordi jeg havde så ondt i maven, og at der bare ikke ville komme noget ud. Kæreste er heldigvis den bedste. Han kom med noget vand til mig. Og generelt er han bare så sød ved mig. Det er ret svært for mig at være på den her ferie. Pga. flere forskellige ting: 1. fordi jeg har forstoppelse og bare har vildt ondt i maven. 2. fordi man åbenbart ikke må spise alt muligt som gravid i Italien. Så ferien er blevet lidt anderledes. Generelt er der lagt mere afslapning ind, fordi jeg har brug for at ligge mere ned end jeg plejer, fordi min mave gør ondt.