vågnede op til et koldt rum igen, men til et hul i skyerne, til en forandring. drømte igen at jeg var i udlandet alene og ikke vidste, præcis hvor jeg var, udover at jeg var i paris. men i udkanten, et højt arrondissement med flere nyere og knap så smukke bygninger. jeg ledte efter en café på maps og huskede at lave accenten over e’et. den nærmeste var langt væk. jeg ville ikke engang drikke kaffe. jeg ville bare udnytte muligheden for at sidde alene på en parisisk café og tænkte, at man måske på den måde kunne finde sit livs kærlighed. eller sin eftermiddags kærlighed. eller i hvert fald, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før en hvilken som helst mand kom hen og spurgte, om man sad alene, og hvordan det kunne være, og hvor man var fra, og hvad man manglede at se i paris, og at man skulle undgå de mest besøgte steder fordi de alligevel ikke var det rigtige paris, og at han kunne vise mig paris from the inside. underjordiske grotter eller speak-easys eller noget helt tredje. bare en af de samtaler, man ikke selv ville skulle kæmpe for at holde i gang, fordi manden var ligeglad med, hvor interesseret man egenligt virkede, og ville fortsætte med stor entusiasme så længe man ikke rejste sig og gik. der ligger sne udenfor mit vindue, det dækker hustagene og gør verden lysere i en mørk tid. tror naturen har gjort det sådan med vilje
