Der er gået 21 år. Her er 21 grunde til, hvorfor jeg ikke skal have kontakt til min mor:
Jeg er et selvstændigt individ, derfor kan jeg tage et valg om, at min biologiske familie ikke behøver betyde noget for mit liv, fremadrettet. At hun er min biologiske mor, er ikke ensbetydende med, at jeg skylder hende noget. Hun opgav ansvaret for mig til andre mennesker (gudskelov) og selvom hun har fortrudt det, er det ikke mit problem.
Jeg kan værdsætte og mindes en persons gode sider, selvom jeg ikke har lyst til at rumme deres helhed eller risikoen ved relationen. Ligesom en ekskæreste; Det har haft en betydning, men det er fortid.
Jeg fortjener at være på bølgelængde med folk, som jeg har at gøre med i mit liv, i stedet for at skulle tilpasse mig, når jeg i realiteten hellere har lyst til, at bruge min tid og energi, anderledes.
Jeg er flov over, at blive set med hende. Hun ser sjusket ud, har ingen situationsfornemmelse og er ofte højlydt.
Hun er typen, som sladrer og skaber drama. Jeg kan ikke stole på hende. Hun vil hellere have opmærksomhed, frem for at beskytte mig.
Hun forsøgte engang at afpresse mig. Hun ville begå selvmord, hvis ikke jeg gjorde, som hun sagde.
Jeg har været bange for, at hun ville slå min plejemor ihjel. Hvorfor skulle jeg have lyst til, at have at gøre med en person, som kunne finde på, at true en kvinde, som fornyeligt havde mistet sin mand, og et barn, som fornyeligt havde mistet sin far? At det er lang tid siden, spiller ingen rolle. Hvorfor skal jeg tilgive hende, når vi stadig kæmper med konsekvenserne af hendes opførsel?
Hun har været voldelig overfor andre, "fordi hun elsker mig", men det er en syg logik og hendes historier har ingen sammenhæng.
Hun har indirekte truet mig, angående at jeg skulle frygte organiseret kriminalitet rettet mod mig. Det har at gøre med hendes traumer, men jeg har ikke lyst til at forholde mig til, at hun er irrationel og insisterende på, at jeg skal være bange.
Hun har altid manipuleret mig til at tilgive hende og se bort fra, når hun har overskredet mine grænser. Det er ikke mere synd for hende, end det er for mig.
Det er ikke mit ansvar, at hun er syg. Jeg skal ikke trøste hende, fordi hun har haft et lorteliv. Det kommer ikke til, at ændre sig. Jeg får intet ud af det, og det bliver ikke anderledes. Hun er patologisk løgner. Derfor har jeg haft svært ved at stole på, hvad folk siger. Jeg fortjener tryghed.
Jeg har kun kontakt med hende, fordi hun har stalket sig frem til at finde ud af, hvor jeg bor, selvom jeg har hemmelig adresse.
Jeg har følt mig nødsaget til, at spille sød overfor hende, fordi jeg har været bange for, hvad hun ellers ville gøre. Jeg har været nødt til at være falsk overfor hende, fordi jeg ikke magter, potentielt at gennemgå en masse.
Når min plejemor har talt om hende, har hun talt om "psykisk terror". Definitionen af terror; (trusler om) voldshandlinger som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk mål. Frygt er et middel til at kontrollere andre. Derfor har hun manipuleret mig. Hun har talt om, at andre har hjernevasket mig, men det har hun lige så meget selv gjort. Derfor var jeg så forvirret, da jeg var yngre. Intet gav mening, alt var smertefuld. Det er hendes skyld.
Jeg vil lytte til den lille pige, som flygtede og gemte sig væk, fordi hun absolut ikke ville se den kvinde, som brutalt sårede en person, hun holdte af. Den person, som forsøgte at beskytte mig, blev knækket psykisk, derfor så jeg hende aldrig igen. Den person, som var årsagen, da hun altid har været for syg til at konsekvensberegne, er min mor. Og hende var jeg tvunget til, at blive ved med at ses med.
Jeg vil ikke forblændes af, at hun også kan være sød. Hun får mig til at føle, at jeg er det mest fantastiske i verdenen, hvilket jeg sikkert også er, i hendes øjne - medmindre jeg siger hende imod, for enten er jeg hendes ven eller fjende - ellers er jeg blevet hjernevasket, hvilket er nogen andres skyld.
Hun har sagt, at hun ville dræbe og skære skamlæberne af personen, som har reddet mit liv. Det er for langt ude.
Jeg fortryder, at jeg har leget med hende, at hun er en god mor, for at trøste hende. Det er en fantasi. Måske havde vi begge lyst til, at tro på det. Og hun har følt sig berettiget til sin fantasi, om at være en god mor, derfor har hun virket overbevisende overfor mig, fordi hun var en slags autoritet, da jeg var lille. Mens hele verdenen har været imod hende, var jeg hendes ét og alt. Men det er ikke en sund basis for, hvad kærlighed er.
Familie er ikke et helligt bånd. Familie er et valg, mere end noget andet. Jeg skal hverken vælge hende til af høflighed eller frygt.
Jeg kan ikke lide at have mennesker i mit liv, som får mig til at overtænke. Det bliver for kompliceret. Jeg har ikke lyst til at kende hende. Hun skal være et fjernt minde. Jeg fortjener et nemmere liv, end jeg har haft.
Jeg har ikke lyst til, at være bange. Der kommer ikke til at ske noget, bare fordi hun ikke får sin vilje. Det styrker mig kun, at sige fra overfor det, mit yngre jeg ikke turde.
