Recess Pt. 2: Lombok & Gili
Vi forlader Lembongan og sætter os endnu engang til rette i en dyr sejlads mod Lombok, en stor ø øst for Bali. Da vi allerede har skandinaviske venner her, bliver vi hurtigt indlogeret i et flot hotel! Om det er helt sikkert, er så en anden ting, da en af de lokale dagen efter fanger en kobra, (han siger han fandt den væk fra hotellet, men vi ved godt, hvad han mener) til min store fascination. Han siger, at han vil tage den med hjem og give den et godt liv. Jeg ved ikke om de betragter dem som hellige, eller om han joker, og den ender livet på et spyd over bålet til aftensmad. Men jeg håber selvfølgelig det førstnævnte :-)
Lomboks veje (hovedvej) er både bred og virker nyligt renoveret, en ting man glemmer at sætte pris på i dagligdagen, jeg vil gå så vidt som at beskrive den som 'tysk'! Det er dog også påkrævet, at vi kører med hjelm her, så civilisationen er mere til stede end på Lembongan. Og dog, for som vores udlejer siger; "Hvis der bliver problemer med politiet, skal i bare betale jer ud af det". Okay så...
Den første dag byder på en fabelagtig middag på en restaurant (læs: madhus) på stranden.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed..
Scootereventyret når nye højder, da vi begiver os sydpå, og ender i Lomboks storby. Et kaos uden lige, hvor hestvogne, ramponerede biler og hele klodens population af brugte køretøjer på to hul (minus cykler) findes!
Du kan ikke stå og kigge på en gade uden hundrede scootere passere dig i minuttet. Krydsene er ikke (alle) lysregulerede, hvilket var ved at ende i en reel sandwich, først gang vi tonsende gennem én af disse! Det er dog stadig en fed oplevelse at prøve, og bybilledet rummer da også et par sights, udover de utallige enorme billboards, der er allestedsværende. Bl.a. ser vi opførelsen af en moske, der er så stor, at der kunne ligge en lille jysk by indenfor murene.
Da vi forlader byen ender vi dog i den modsatte ende af industrialiserings-spektret. Vi tager en lille betonvej ned til stranden, hvor der ligger flere hundrede fiskerbåde, og køer og høns går frit. Her er også masser af små blikhuse, og vi er lidt tvivlsomme, om hvorvidt vi begiver os ind på private grund, men ejendomsretten er vist en anderledes størrelse hernede. Specielt pudsigt bliver det dog, da vi ser et par hytter ved siden af hinanden bygget af hhv. flettet strå, træpinde og blik-plader. Har de tre små grise været forbi? Og så i et muslimsk land! :-)
Lokalbefolkningen vil ikke lege...
Vi møder en enkelt familie, og får udvekslet et par sætninger, men det virker ikke rigtigt til, at de forstår engelsk. De er to voksne, en halv-voksen og tre-fire børn. Deres hytte er vel på størrelse med et kollegieværelse, og ser ikke ud til at være forsikret mod stormvejr!
Lækker udsigt med lækre Low Ridaz!
Vi ryger ud i bylivet om aftenen, på bar med live-musik. Og fodbold i tv! Kæmpe afsavn endelig indfriet! Vi bliver der hele aftenen, og sidder og snakker med barpersonalet til sidst. En fyr giver mig et armbånd, fra noget, der hedder Lombok Hardcore. Peter bliver ved med at påstå, at han lægger an på mig! Men de kan altså godt bare være venlige hernede! ;-) De unge drenge, der stort set står i alle de butikker/steder vi kommer forbi plejer også mest at være interesseret i vores piger. De spørger i hvert fald om de kan få dem i stedet for penge som betaling i stedet for f.eks. scooterne...
Dagen efter deles gruppen op, da en del vil til Gili tidligt om morgenen. Vi er dog nogen, der bliver, da vi er en lille drengegruppe, der vil en sidste tur på scooter til en såkaldt monkeyforest. Filippa tager en dag mere i bølgerne på sit lyserøde favouritboard.
Med et meget skrabet landkort (tegnet på en serviet), tager vi afsted, og efter 1½ times kørsel finder vi bemærkelsesvist i skoven i første hug. Den ligger på et bjerg, som vejen lige så stille snor sig op igennem.
Det er ikke for ingenting, at det kaldes en monkeyforest. I vejkanten og på pælene, der holder det sparsomme autoværn, sidder der hundredevis af aber og venter på en godbid. Helt galt går det, da en scooter overhaler os, og smider godbider ud til dem, fra en pose bagpå scooteren. Pludselig er der dusinvis af aber overalt på vejen, og der skal køres meget slalom for at undgå knækkede haler.
På ved mod toppen holder vi ind til en lille hytte, hvor en kvinder og mand fortæller os lidt om skoven, mens vi fylder op med vand og... bananer selvfølgelig! :)
På toppen kan man gøre stop og stå på en platform og nyde udsigten og fodre de omkringgående aber, der rangere fra små monkeytonkey'er til store testosteronpumpede fuldblods avekatte! Sidstnævnte snuppede de fleste bananer.
Så er det også hjem i en fart, vi har en aftale med Filippa om at mødes klokken to, for med taxa (og taxa'er er ikke bare sådan lige at få fat i) at blive fragtet til den båd, der skal tage os til Gili.
For at det kan nåes, skal der dog noget gasolin på fartøjerne, og her er det værd at bemærke, at selvom alle de små landevejsboder sælger benzin, de opbevarer i gamle sprutflasker, svinger en liter fra at være 0,75 til 1,5 L og prisen svinger mellem 2.000 og 20.000 literen. De ville altså kunne få fjernet røde tal på bundlinien, hvis de bare snakkede en lille smule sammen i regionen, eller slog karteldannelse op i på wiki!
Til gengæld sparer de lidt på anvendt arbejdskraft
Der skal også fyldes lidt op i maven, i et af de mere spektakulære spisestedsbesøg, som jeg har været en del af. På vejen hjem holder vi ind på en cafe, og gør opmærksom på, at vi har travlt, så vi bestiller alle sammen en salat, og pasta carbonara, for at gøre det nemt for køkkenet. I restauranten er et par herre vi tidligere har talt med, når vi har været ude. De får en hilsen med. Mere underligt bliver det dog at møde Mathias, i det Jens og jeg spæner ned af den nærliggende strand i håbet om en svalende tur i det azurblå vand. Det svenske bekendtskab fra NTU har rejst rundt, både på egen hånd, og med andre, men at han kommer vandrende på en tilfældig strand viser bare, hvor lille verdenen er! Efter endt dukkert, og skyller (i restauranten, heh), viser vores måltid sig at være en lige så stor overraskelse. Min rejesalat er uden rejer (de kommer dog et par minutter efter på en underkop - jeg troede blot de var meget små) og de andres kartoffelsalat er sølet ind i en dressing, der smager lidt af opkast. Vores pasta carbonara viser sig at være en pasta bolognese. Ikke lige, hvad vi havde forventet efter at have ventet i næsten 45 minutter, fra ankomst! Ingen Michelin-stjerner til dette sted! Der er dog ikke tid til at gøre noget ved det, ned ryger retten, og vi når lige at ankomme tids nok til taxaen og en noget nervøs Filippa!
Bådturen til Gili, der kun tager 30-40 minutter, er i langbåd. Efter at have skændtes lidt med de lokale bådmænd, da de vil have os til at betale ekstra(sådan er business hernede), kommer vi afsted en time forsinket, men med penge og ære i behold.
Lykkeligt uvidende om den "spændende" bådtur
Bådturen er noget af en oplevelse i sig selv. Da vi kommer ud på åbent hav, har vi ramt højvande og bølgerne ser ud til bare at vokse sig større og større. Vi bliver bogstavelig talt "vugget" fra side til side, til båden næsten står på højkant, og der bliver da også råbt en del fra udkigsmanden forrest i båden, der spotter bølgerne, til styrmanden bagerst, der er tavs under hele turen. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at adrenalinen ikke pumpede, og der ikke var et godt tag i taget da tingene tog fart, men jeg befinder mig også lige ved siden af alle redningsvestene, og jeg agter at tage mindst to på, hvis vi skulle kæntre. Samtidig er der dog en vis tryghed i, at styrmanden ikke lader sig synderligt påvirke. Der er dog en del kvinder ombord, der begynder at græde, så det gik altså okay vildt for sig. Så vidt jeg så var der ingen, der løb ind og kyssede jorden, da vi ramte land ;-)
Gili øgruppen består af tre øer, to, der er næsten uden bebyggelse, og så den vi er på, hvor der er mange små resorts og barer. Her er også mange heste/muldyrs-vogne, da de ikke har (må have?) motoriserede køretøjer på øen. Så alt fragtes på ladvogne trukket af det ene eller det andet.
Den lille ø kan cykles rundt på et par timer, og det ville gå noget hurtigere, hvis det ikke var fordi, at der kun er brugbart cykel-underlag 65% rundt, så man skal trække sin elendige lånecykel igennem strand og sand resten af vejen (snydt igen, denne gang af cykeludlejeren). Til gengæld er de små resorts, der ligger væk fra hovedgaden super lækre, og naturen ligeså. Vores cykeltur tager os til nordsiden, hvor vi nyder en lækker solnedgang med en lækker Bintan (den lokale øl) i hånden!
Øl er desuden næsten det eneste vi drikker (udover vand), da der har været en del tilfælde af forgiftning (nogen med dødelig udgang) fra drinks i de seneste år. De lokale blander gerne op med methanol, når de løber tør for alkohol, hvis de feststemte turister, ønsker mere. Man må dog give dem, at deres supply chain også er ret langsom, da forsyninger kommer ind et par gange om dagen med båd... hvor der handles, der spildes! Og det der spildes er åbenbart giftigt.
Selvom Gilis til tider rave agtige fester er nice, får vi også bondet med naturen, da vi lejer en båd med glasbund (som så viser sig at være et meget lille kighul i midten af båden) til at tage os rundt mellem øerne og snorkle.
Snorkling lyder lidt slattent, når man nu har dykkerbevis, og har været på så mange lækre dyk på Hawaii, men efter over to års pause er det fantastisk at være i vandet igen, og så kan selv små havskildpadder få en helt op og køre!
Der jages et stykke med natur
Aftenerne byder blandt andet på indisk mad, komplet med arabiske liggestole og vandpibe.
... og billig disko/jule belysning!
Alt i alt er Gili rigtig lækkert, også selvom ens værelse er med kakkelakker, bruserne i første omgang ikke virker, aircon er ikke eksisterende, og fanen i loftet ikke ville kunne få et papirfly til at lette. Ej heller at forglemme, at man sover mast mellem Schmidt og Peter! Men det hele indtages som kulturel indsigt og nydes, nydes, nydes!
janainaart
prguitarman
stormborns
pixelskylines
romaincrisis
tangentwithtanner
kianamaiart