Under Polarisen, af Line Renslebråten
Den norske forfatter og illustrator Line Renslebråten er kvinden bag de kunstfærdige illustrationer og de kolde fakta om polarhavets økosystemer.
Under isen på Arktisk lever findes en hel særlig verden. Her lever farvestrålende søanemoner, polartortorsken der kan tåle meget kulde, goplen der ingen hjerne har og krill, der kan leve i 200 dage uden mad. Der findes også plankton, blomkålskoraller, søfjer og meget andet. Det vrimler med liv. Men måske ikke ret meget længere. Isen smelter, og arterne dør. Det er skidt for både polarhavet og for os. Det hele hænger sammen i et stort økosystem.
Line Renslebråten fortæller om de mange arter i små bokse. Det er kort og præcist. Til gengæld er illustrationerne overdådige, farverige og fuld af liv. De flotte illustrationer fanger øjnene - der er meget at se på, og jeg føler næsten, jeg er med under isen. Jeg bliver et med livet der og svømmer med som i en drøm - til BAM! Virkeligheden rammer. Isen smelter... Noget må gøres. Hvis jeg var i tvivl om det før, er jeg det i hvertfald ikke nu. De sidste to sider giver konkrete råd til, hvad du og jeg kan gøre for at hjælpe verden.
En utrolig smuk fagbilledbog for de 7-10 årige.
Under Polarisen, skrevet og illustreret af Line Renslebråten. Straarup & Co, 2019. 104 sider
Tak for gratis anmeldereksemplar fra Straarup & Co