Alkymi er en videnskabelig og filosofisk praksis, der kombinerer kemi, metallurgi, astrologi, semiotik, mystik, fysik, medicin og kunst. Alkymi blev praktiseret i bl.a. Egypten, Indien, Romerriget, Kina, Illyrien, i den muslimske kultur og i Europa fra middelalderen op til det 19. århundrede i et kompleks netværk af skoler og filosofiske systemer, der strækker sig over mere end 2500 år.
Praksissen er mest kendt for alkymisternes forsøg på at frembringe guld ved forskellige kemiske reaktioner og legeringer. De søgte også efter livseliksiren, som kunne forlænge livet. Men deres stræben gjaldt også stræben efter åndelig fuldkommenhed, som de søgte at opnå gennem foreningen af modsatte elementer (de fire elementer ild, jord, luft og vand.) Ud over læren om de fire elementer, fulgte alkymisterne også læren om de tre forskellige principper. De tre principper var salt, kviksølv og svovl.
Alkymien og naturfilosofien hører delvist sammen. Også den antikke lære om humoralpatologien spiller ind i alkymiens verden. Hos den græske filosof Empedocles udviklede tanken sig om, at verden var sammensat af fire elementer. Også to andre videnskabsmænd - den græske læge Hippokrates (ca. 460-370 fvt) og den romerske læge Claudius Galenos (ca. 129-217 evt) - mente, at denne lære kunne forklare verdens sammenhæng. På baggrund af de fire forskellige elementer udviklede de den lægevidenskab, der i renæssancen blev kendt som humoralpatologien - og som blev anvendt over alt i Europa.
Humoralpatologien blev en af de antikke videnskaber der kom til at gennemstrømme europæisk tankegang. Den betød bl.a., at læger og videnskabsmænd helt op til midten af 1800-tallet anvendte læren om de fire elementer som en helt naturlig del af deres lægepraksis og verdensopfattelse.
Læs mere om alkymi, okkultisme, elementlæren o.s.v. i nyhedsbrevet fra Nekropolis.
