Med Palle og Foss på motorcykel gennem den syriske ørken
De to skuespillere Elith Foss og Palle Huld kørte i 1937 på motorcykel fra København til Teheran. De danske eventyrere undgik med nød og næppe døden i den syriske ørken. (foto fra bogen "Med Palle og Fos til Orienten")
Jeg var til Palle Hulds bisættelse i Holmens Kirke i fredags; siden maj havde jeg håbet at få et interview med den 98-årige skuespiller, der blev virkelighedens Tintin, da han som 15-årig i 1928 rejste jorden rundt på 44 dage; men dette interview med den gamle eventyrer, var et af dem, jeg ikke fik. Derfor ville jeg vise Huld og hans familie den sidste ære og mødte op i kirken med en buket røde tulipaner.
Palle Huld og jeg havde kun talt sammen i fem minutter sidste år på grusstien ved Peblingesøen, men jeg synes, jeg at jeg kender manden godt, at det retfærdiggjorde min deltagelse ved hans bisættelse. Jeg havde lige skrevet en kronik om ham i Jyllands-Posten med afsæt i hans bog "Jorden rundt på 44 dage af Palle" og jeg var netop færdig "Med Palle og Foss til Orienten", som blev udgivet i 1937. Bogen skildrer en besynderlig motorcykeltur fra København til Teheran og tilbage igen med de to skuespillere Palle Huld og Elith Foss bag styret. Jeg skal hilse og sige, at Palle Huld er født under en heldig stjerne; der var bud efter ham og hans rejsekammerat på turen.
De to unge skuespillere havde allerede i 1935 kørt til Afrika på deres Nimbus motorcykel med sidevogn og to år senere besluttede de at bruge deres sommerferie fra Det kgl. Teater til igen at drage sydpå. Denne gang til Teheran i Persien.
Turen ned gennem Europa på Hitlers nye autostradaer gik fint, men på de smalle snoede veje ned ad Dolomitterne, var det nær gået galt. Foss brugte bremserne for flittigt i stedet for at geare ned, og pludselig mistede motorcyklen sin bremseevne. I febrilskhed efter at bremse ned i gear, gik maskinen ud for Foss. Det er slemt. En Nimbus kan ikke skifte gear med mindre motoren kører. Palle Huld forsøgte forgæves at starte motoren med kickstarteren, mens de kørte stadig hurtigere ned, og da det ikke lykkedes at starte motoren, prøvede han at presse reservedækket ind mellem skærmen og dækket – heller ikke med det store held. Frem for at køre ud over bjergkanten valgte de to eventyrere at køre ind i bjergvæggen med 60 km/t – hvorefter de begge fløj af maskinen, der også slog en ordentlig kolbøtte. Mænd og maskine slap mirakuløst fra sammenstødet uden nævneværdige skrammer, om end Foss og Huld havde fået sig en ordentlig forskrækkelse og trak motorcyklen resten af vejen ned af bjerget.
I Triest i Italien steg de ombord på passagerbåden ”Galilæa”, der sejlede dem til havnebyen Haifa i Palæstina. De fleste passagerer var jødiske immigranter. Året var 1937 og nazisternes jødeforfølgelser havde nu fået frit løb, og millioner af mennesker måtte forlade alt hvad de ejede og gjorde for at søge ly andre steder.
I Palæstina var de landflygtige heller ikke velkomne. Araberne følte forståeligt nok, at de europæiske jøder var fremmede, der kom og tog deres land. Når man læser ”Med Palle og Foss i Orienten” bliver det klart, at hadet mellem jøder og arabere ikke er af ny dato.
De to motorcyklister fortsatte gennem palestina, svømmede i Genesareth Sø og kom til Damaskus i Syrien, hvorfra de ville køre de godt 1.000 kilometer gennem den Syriske Ørken, som ingen nogensinde havde ”gjort” på motorcykel. Danskernes idé var at køre efter en af de store ”diesel-ørkenautomobiler” fra det berømte ”Naiern’s Transport co.”, der en gang om ugen kørte mellem Damaskus og Bagdad. Men Mr. Naiern rystede på hovedet og skraldgrinede: ”Ikke om I gav mig hundrede engelske pund ville jeg have det stykke legetøj med i konvoj”
Nu var de to danske skuespillere ikke taget på eventyr for sådan at lade sig afvise. ”jamen, så tager vi af sted alene!”
”Nej stop nu, Boys”, sagde Naiern og forklarede dem at ørkenen var fuld af død. Der var hyæner, skorpioner, slanger og vilde beduiner, der overfaldt og dræbte folk. Vejen til Bagdad var overstrøet med lig fra folk hvis motorkøretøjer var brudt sammen. Og hvordan ville de medbringe tilstrækkeligt vand og brændstof til en tur på tusind kilometer i dræbende hede? Og hvordan ville de i det hele taget finde vej? – der var ingen vej af følge! Endelig måtte de have tilladelse fra myndighederne til at krydse ørkenen, og den fik de garanteret ikke.
Når man læser om de to danskere i ørkenen, kan man ikke andet end at blive imponeret af deres ukuelige eventyrlyst. For på trods af alle de mange advarsler og manglen på tilladelse, drager de to alligevel af sted på den dødsensfarlige tur. I 50 graders varme kører de ind i ørkenen og mister naturligvis orienteringen; efter en dag i sadlen opdager de, at solen går ned i Nord. De er kørt i gal retning. De beslutter sig for at se på kompasset, som de har lagt ned i sidevognen. Desværre har de også smidt en kasse ovenpå, så kompasset er knust og ikke virker. De prøver at navigere efter stjernerne, men ingen af dem har noget nævneværdigt astronomisk kendskab. De er lost i den syriske ørken.
Om natten bliver de angrebet af hyæner, som det lykkes dem at skræmme væk ved at starte ”bussen” med et brag og blænde hyænerne med deres projektører. Det blev en uhyggelig nat.
Næste morgen kørte de mod øst, og efter flere timers kørsel opdagede de endelig spor i ørkenen, for dernæst at konstatere, at det var deres egen fra i formiddags. De var som Dupond og Dupont kørt i cirkel.
For ikke at spilde unødig benzin satte de sig ned og ventede under en presenning. Palle Huld skriver, at han allerede kunne se avisoverskrifterne for sig ”To unge Danskere fundet døde i den syriske ørken – vovet sig ud på trods af forbudet – Dumdristighed”. Hans makker, Elith Foss, sidder stille og græder. De ser senere på dagen en flyver på himlen og svinger vildt med armene, men maskinen flyver forbi uden at opdage dem. De tørster, men tør ikke gå løs på de sidste liter vand.
Da de er mest fortvivlede, hører de motorlyd og ser to støvskyer i ørkenen. De får startet motorcyklen og kører støvskyerne i møde og ser to ørkenlastbiler. Chaufførerne fortalte, at de om natten havde set danskernes projektører og hørt motorlarmen og havde regnet med, at der var noget galt på færde. De var derfor kørt ud for at finde dem.
De to chauffører reddede livet for Huld og Foss, der derfor lovede dem en kæmpemiddag, når de nåede til Fort Ruthba næste dag. ”No, Sir”, svarede den ene af chaufførerne. ”I har allerede sinket os en hel dag, så vi må nå fortet i nat”
Herefter fik de to eventyrere lov til at køre med i konvojen på deres motorcykel til Fort Ruthba og sidenhen Bagdad; en køretur gennem et helvede af en ørken, hvor motorcyklen blev testet til bristepunktet og føreren bag styret konstant frygtede, at nu var der noget, som ville knække. Men de kom igennem den syriske ørken – de første som gjorde de tusind kilometer på motorcykel – og de lærte en masse. Ikke blot om at krydse en ørken – men også om mennesker.
Sådan skriver de i bogen om deres tid med de to ørkenchauffører, som frelste deres liv:
”Garabet tændte et lille lejrbål og lavede te, og vi sad alle fire og sludrede flere timer, skønt vi var dødtrætte. Det var mærkeligt at sidde så langt fra hjemmet og tænke på dem derhjemme; det lille ulmende bål blussede af og til kraftigt op og belyste det ejendommelige selskab – fire godt skæggede og uvaskede mænd fra to vidt forskellige verdensdele.
Dæmpet gik samtalen – det var mest Garabet og Stefano, der talte – og vi lyttede til – spændte, for det var mandfolk, der talte om mandfolk – om deres kammerater, der blev derude – om beduinoverfald, ja der blev også talt om den store Oberst Lawrence, alle tiders store helt i disse egne – ”den beundrede sheik”.
Det er ægte sundt kammeratskab, der hersker mellem disse ørkenens sønner, og jeg er stolt af at kalde disse to mine venner, for magen til kærnegutter har jeg aldrig mødt eller møder sikkert heller ikke i det åh, så civiliserede Europa!
Det var denne historie jeg havde i hovedet, da jeg i fredag kørte ned til Holmens Kirke, og satte mig på bagerste række; jeg ville ikke trænge mig på, men da jeg bagefter blev inviteret til gravøl i Eventyrernes Klub, som Palle Huld var medlem af, greb jeg naturligvis chancen for at slutte hans historie blandt eventyrere.
Jeg betragter besøget i Eventyrernes Klub, som hørende til de pårørendes fred; men naturligvis kom jeg til at tale om motorcykler med et af medlemmerne af klubben, og de han hørte, jeg havde en Royal Enfield, spurgte han straks: ”Sådan én kunne jeg godt tænke mig. Har du selv kørt den hjem fra Indien?”
Næh, kære eventyrere, jeg er ikke af samme karat som jer; jeg kører ikke gennem ørkener og bjergkæder. Men jeg skriver gerne jeres historier.
Hjemme igen i København efter 14.000 kilometer hård kørsel på deres Nimbus motorcykel, der holdt til strabadserne - det gjorde de også selv. Ved siden af Foss og Huld står direktør Fisker fra Nimbus-fabrikken.
