Mærkning af kemikalier når brugere og miljøet skal beskyttes
Det er arbejdsgiverens ansvar, at farlige kemiske stoffer og materialer, der bruges eller opbevares i virksomheden, er mærket korrekt.
Etiketten på kemiske stoffer og blandinger, der skal klassificeres som farlige, skal oplyse om de relevante farer samt om sikker brug og bortskaffelse.
Kemikalier og blandinger af kemikalier skal iflg. lovgivningen mærkes efter materialets sikkerhed/farlighed. Gældende lovgivning, som trådte i kraft d. 1. december 2010, hedder GHS (Global Harmonised System).
Om GHS mærkning
GHS er et FN udviklet system og er en forkortelse for ”Globally Harmonised System of Classification and Labelling of Chemicals”. i EU implementeret som CLP-forordningen (Classification Labelling and Packaging).
GHS er implementeret i mere end 65 lande (2016) og forventes med tiden at blive udbredt til flere lande. De harmoniserede regler vil således lette handlen med kemikalier på globalt plan.
De hidtige, orange faresymboler er blevet erstattet af nye hvide med en rød ramme om. En etikette med GHS faresymbolet skal enten sidde fastgjort til kemikaliets eller det kemikalieholdige produkts emballage, eller faresymbolet skal være påtrykt emballagen.
Symbolerne bruges til at gøre opmærksom på, at kemikalier eller kemikalieholdige blandinger udgør en fysisk fare, en sundhedsfare eller en miljøfare. Der findes ni GHS klassifikationer og dermed ni faresymboler.
Ved transport af kemikalier, skal kemikalierne udstyres med en separat type mærkning, som hedder en transportklassifikation. Dette er både for transportkollier, tanke, containere, biler og hvad man ellers vil transportere i.











