Én af de vigtigste dage for Brøndby i længere tid...
I morgen er det nok en af de vigtigste dage for Brøndby IF i rigtig lang tid. Ikke fordi der sker så meget på fodboldbanen, for Superligaen ligger som bekendt stille og der er lang tid til den 15. Juli, hvor Brøndby tager imod OB i deres første Superliga kamp i den nye sæson.
Dagen i morgen er nemlig den dag, hvor Spillerforeningen på vegne af 57 (!!!) spillere indleder deres sag mod Brøndby IF i Fodboldens Voldgiftsret. Hele 23,4 millioner kroner står på spil, når de første prøvesager går i gang.
Da jeg på ingen måde er en part i sagen, er det naturligvis umuligt for mig, at bedømme om Brøndby IF taber eller vinder disse sager. Brøndby IF's tidligere direktør Jan Lockhart kommenterede dog i Tipsbladet, at man nok tabte et par af sagerne, men man forventede at vinde størstedelen, mens man så ville anke de sager som man tabte.
Jan Lockhart var måske ikke klar over det, men det kan ikke lade sig gøre ifølge DBU's love at anke en sag der er afgjort ved Fodboldens Voldgiftsret. Har man først tabt (eller vundet), så er det bare at hoste op ved kasse ét.
Jeg har igennem lang tid fulgt denne sag, og jeg har da også skrevet om den tidligere på min gamle blog. Jeg er kommet frem til, at efter min mening står langt den største del af de danske Superliga klubber med en meget dårlig sag. To klubber - OB og F.C. København - har nemlig indbetalt de omdiskuterede feriepenge, hvorfor spillerforeningen da heller ikke har rejst nogle krav mod disse.
Det bliver dog spændende at følge udviklingen af sagerne i morgen, min vurdering er dog, at dagen i morgen kan blive en dyr dag for Brøndby IF - meget dyr!