Farlig ven, af Bo Skjoldborg
ANMELDEREKSEMPLAR: Vennerne Dizzy og Mango går i 6.klasse. Der sker ikke så meget. Dizzy er lidt vild med Alberte med det søde smil. En dag starter Heino i klassen. Han er anderledes men også ret cool. Lige indtil falske sms'er bliver sendt rundt, og der optages onde videoer. Det går snart op for Dizzy, at han ikke er til at stole på. En nat på kirkegården er det ved at gå helt galt...
Bo Skjoldborg har skrevet en spændingsroman af den slags, der rammer lige ind i en genkendelig hverdag. Heldigvis er der ikke en Heino i alle klasser, men i en tid hvor alle har mobiler, er den digitale legeplads et aktuelt emne. Farlig ven kan læses af både drenge og piger, og kan med fordel købes som klassesæt og læses i 6. klasse. Denne børneroman vil være et godt udgangspunkt til at snakke om mobning, digital dannelse og venskaber.
Farlig fjende er en selvstændig fortsættelse og er også udkommet. I 2021 udkommer sidste bog Farlig hævn.
Farlig ven, skrevet af Bo Skjoldborg. Forlaget Werther, 2020. 143 sider














