Skolens sande superhelte, af Søren Lindal
Der er superhelte i alle klasser
Skoleåret er netop startet. Eleverne er igen samlet i deres klasser. Klar til at lære nye spændende og måske også kedelige ting. Heldigvis er eleverne ikke ens. Nogen larmer. Andre er stille. Der dem, der prøver at være usynlige, og dem der ikke er til at overse. I sær den sidste gruppe har inspireret Søren Lindal til at skrive denne bog om Skolens sande superhelte.
Her kan du møde forskellige børn og en gammel historielærer, der alle gør tingene helt på deres egen måde. Bokseren Mick er forelsket. Men hvordan pokker får man Theas opmærksomhed. Fucking tøser! De kan drive en til vanvid.
Benny står hele tiden på hovedet. Forældrene ved ikke, hvad de skal gøre ved det. Skoleinspektøreren kan heller ikke forstå Benny og taber selv sit hovede. Heldigvis har Benny en ide. Du kan også læse om Hidsige Henriette, Balder Bold og alle de andre.
Søren Lindal beskriver alle sine personer med kærlighed og stor accept. Han har skrevet historierne med humor og helt i øjenhøjde med mellemtrinsbørn, som må være den oplagte målgruppe. Det er forfriskende. Her er Bent, Mick og Balder ikke uvorne unger, der forstyrrer undervisningen. Tvært i mod. De er helt deres egne med talenter og kvaliteter, vi kan lære noget af, og som bidrager til den inkluderende skole, og gør den farverig og alt andet end kedelig.
Skolens sande superhelte er velegnet til højtlæsning - enten hjemme eller i en klasse. Børnene vil helt sikkert kunne genkende mange af situationerne og give anledning til gode og sjove samtaler.
Skolens sande superhelte, skrevet af Søren Lindal. Illustreret af Thomas Papousek Rindom. Forlaget Mellemgaard. 2019. 110 sider
Tak for gratis anmeldeeksemplar.














