#girafland

[girafland-blog]

Fejl

Sad i fransk og kom til at tænke på, at vi er så moderne i vores samfund, at det er meget nemmere at finde næsten alting, end det er at lave dem. Bortset fra fejl. Måske tænker du nu Hey, jeg kan da finde rigtigt mange fejl ved alting, og så svarer jeg Ja, det ved jeg godt. Men det er stadig sandt... 

Tænk over det. 

Giraf

[girafland-blog]

Det er tidligt

Jeg har ikke meget at skrive. Ikke lige nu, men har jo heller ikke rigtigt tid. Det er morgen, en god morgen. Måske bliver det varmt, så måske cykler jeg i skole, så jeg ikke skal sidde i den rumlende og bumlende skolebus. Det er bare forpligtende at cykle, så skal jeg jo cykle hjem igen...

Der er så mange ting der forpligter. Jeg vil bare gerne være, uden nogle bånd og forpligtelser; ingenting at skulle nå eller gøre. Bare være til stede, med en kop kaffe og lidt toast, et vindue og en god bog, og en smule klavermusik. Herligt...

Det er morgen, en god morgen, men jeg går ikke ud og fortæller det til alle jeg møder, de ved det sikkert godt. Siger kun God morgen, Guten Tag, Good morning og Bonjour hvis der ikke er en god morgen, så jeg kan håbe, at det ville blive til en god morgen. For alle ved godt, at det er en god morgen, hvis det er, så man behøver ikke at informere dem om det.

Moi, là, je suis juste une fille. Je ne suis pas vraie, je suis je suis je suis....?

Giraf

[girafland-blog]

Tanketom

Det er lidt underligt at man kan gå rundt på en skole med mere end 1200 unge mennesker, der alle sammen er levende, og så stadig føle sig helt alene. De andre. Der er mig, og der er de andre. De andre. Ikke mig. De andre. Som jeg ikke er en del af. Jeg er ikke en del af dem. Det er nok meget godt. Hvilken forfærdelig tanke, at være som alle de andre...

Jeg kan godt føle mig meget alene. Kan godt. Er i stand til. Det er et underligt udtryk...

Burde nok skrive "føler mig ind i mellem ret ensom", så det gør jeg. Jeg føler mig ind i mellem meget ensom. Jeg er slet ikke som de andre. Nogle gange føles det som om jeg er den eneste der kan tænke. Eller; som den eneste der tænker på mere end hvad der sker lige nu og hvem der er kæreste med hvem. For det er jo ligemeget lige nu. Meget mere end lige meget, i hvert fald for alle andre end dem der er kærester. For der er ikke noget som bliver ved med at være som det er i High School. Det hele ændrer sig, før eller siden...

Her går jeg rundt, på den anden side af kloden i forhold til hvor jeg gerne ville gå rundt. Måske ikke helt på præcist den anden side, men i hvert fald meget langt væk. Jeg går rundt og håber på at dagene dog ville gå hurtigere, og samtidigt frygter jeg at de kommer til at gå for hurtigt. For hvad nu hvis jeg heller ikke kan holde ud at være derhjemme? For hvad nu hvis det ikke er Canada der er ved at langsom køre min passions-bil i gryften? Hvad nu hvis det er livet generelt der sidder bag rettet? 

Hvad nu hvis jeg slet ikke er savnet? Hvad nu hvis det bare er noget folk siger? Hvad nu hvis? Jeg har så meget brug for at der er en eller andet der fortæller mig at jeg betyder noget for dem og at de savner mig, og det skal være en i Danmark. Sagen er bare den, at der er folk der siger det, jeg stoler bare ikke på dem. Så er det vel min egen skyld. 

Indtil jeg kommer hjem, kan jeg jo bare spekulere på om jeg overhovedet er savnet. Jeg håber jeg er savnet. Det kunne være rart. Meget rart... Bare lade tankerne flyde, og bare nyde at jeg kan, for man ved aldrig om man kan senere... 

Og indtil jeg kommer hjem kan jeg bare gå rundt, og tænke på hvorfor mon jeg er den eneste der ikke fandt det sjovt da Phillip prøvede at skære sin mad med den forkerte side af kniven... Er det fordi jeg ikke har humor, eller fordi de andre er nemme at underholde? Jeg tror at de andre er easily amused, for det var ikke sjovt. Men de grinte meget, og diskuterede det i flere minutter. Måske er jeg bare en stenbidder. Det ved jeg ikke.. Men det er helt sikkert at jeg ikke har været så glad på det seneste. Jeg har kun haft lyst til at skrive det hele ned. Bare lade ordene flyde ud på papir eller internettet, helt anonymt. Hvor jeg dog ville ønske at jeg kunne huske de finere ord, så jeg kunne skrive lange, flotte tekster på dansk, og være stolt over mine ord-finurligheder og bare kreere smukke, lange sætninger der skulle læses med omhu og skabte tanker og idéer hos folk, som så ville takke mig. Men sådan er det ikke, men der er også ok. Helt fint. For jeg skriver ikke for andre, jeg skriver for mig!

Måske er det der er i vejen med mig, at jeg ikke har nogen at snakke med. Ikke sådan rigtigt. Min bedste ven har lidt forladt mig. Det er min egen skyld, det var jo mig der stak af. Men nu har hun lidt en kæreste, og gider mig ikke. Eller sådan føles det. Øvbøv... Og veninder her er ikke af den bedste kaliber.

Jeg savner hende. Meget. Nogle gange græder jeg, og det er tit i skolen. Skjuler det med gab og nys, men jeg græder fordi jeg savner hende, og fordi jeg ikke kan snakke med nogen her som jeg kan snakke med hende, og jeg græder fordi jeg er egocentreret og kun tænker på mig selv og om mig selv. 

Nu har jeg skrevet alt for meget, og må i seng. For klokken er mange, og jeg skal have kræfter i morgen hvis jeg skal slæbe mig selv igennem endnu en dag med skjulte tårer og kedelige miner og dårlige jokes og det dårlige humør der har fuldt mig rundt i dagevis nu, som kun går væk når jeg er alene... En skam, det er det virkelig...

Giraf