Simon Kernick: Den Hængte Mand
Et hus langt ude på landet, hvor resterne af syv uidentificerede kvinder netop er blevet fundet. En politimand, der er parat til at risikere alt i jagten på deres mordere. En mand, som har set mordene og nu er på flugt, fordi han frygter for sit liv. Således begynder kapløbet om at finde frem til vidnet, før morderne gør det. For Ray Mason og privatdetektiv Tina Boyd venter en farlig vej, hvor lig og bedrag lurer bag hvert et sving.
Ok, jeg kan lige så godt sige det med det samme. Hvis du ikke har læst Kernicks Gravpladsen allerede, så vil jeg stærkt anbefale at du gør det inden du kaster dig over Den Hængte Mand. Ikke at sidstnævnte ikke kan læses uden du har først har læst Gravpladsen. Det kan du sagtens, men for at få fuld fornøjelse af den er det bedst at have læst Gravpladsen først. Og Gravpladsen er en fantastisk god bog, så du vil ikke spilde din tid.
I Den Hængte Mand fortsætter historien fra Gravpladsen og Masons forsøg på at få brikkerne til at falde på plads møder stor modstand. Det er ikke hvem som helst han er oppe imod og det er ikke fine metoder han bliver mødt med.
Bogen er, som sin forgænger, godt skruet sammen og foregår i et godt tempo. Den er velskrevet og svær at lægge fra sig. Selvom Mason helt klart er bogens hovedkarakter følges vi også med flere andre i løbet af historien og det er med til øge spændingen.
En god fortsættelse.













