Kvindernes Internationale Kampdag er for mig altid lidt en blandet fornøjelse. Jeg ender hvert år med at glæde mig rigtigt meget, og får altid en kæmpe ubehagelig oplevelse på dagen.
Jeg skriver lidt mere om usynlighed på min nye blog. (På min knapt så nye hjemmeside.)
Jeg synes hvert år, jeg ender med at smide en overskrift afsted, der er nedladende overfor Kvindernes Internationale Kampdag, og jeg kan egentlig ikke så godt lidt det. Det får mig til at føle mig som en kliché på mig selv. Men det illustrerer jo, hvordan jeg har det. Og jeg har det egentlig bedst med at være ærlig. Jeg kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide, at kampdagen hvert år synes at blive kapret mere og mere af individualistiske interesser, hvad end den bliver brugt til at tjene penge eller udnyttet til at bygge videre på diverse politikere og kendissers personlige brands.
Og så bliver jeg jo hver dag frustreret over at komme ud af min boble af venner, der godt ved at transkvinder eksisterer, for at blive konfronteret med f.eks. den selvsamme politiker fra Enhedslisten, der stod og talte forbi alle til den sidste transdemo mod Sundhedsstyrelsen, og nu står og plaprer om livmødre til en 8 marts demo. Blandt andre...
Anyway. Jeg tror jeg skriver en masse om det her indlæg inden jeg deler, fordi jeg synes det er alt for vævende og følende og ukoordineret, og det her er er en måde at undskylde mig selv. Men det er jo også en del af den udfordring, jeg har givet til mig selv ved at lave en blog - der må teksten jo helst ikke blive alt for gennemarbejdet, men godt være lidt mere personlig og sårbar. So here goes: