Hvert år, næsten, render jeg ind i en vinterdepression. Jeg kom lidt op over den sidste år, ved at være meget aktiv og spise ekstra D-vitamin. Og underligt nok, for da var jeg lige slået op med en kæreste igennem 3 år og boligstresset, altimens temperaturen faldt til rekordlave minusgrader. I år fik den mig vist igen, også selvom jeg har væbnet mig med ekstra D-vitamin, kalktilskud, og magnesium oven i hatten denne gang. Det er desværre ikke noget, jeg får snakket så meget om, som jeg gerne ville. Det kommer i små kvæk nu og da, at jeg minder folk om, at jeg faktisk også er psykisk sårbar, og at det ikke nødvendigvis er det samme som, at jeg har det vildt fedt, bare fordi jeg fremstår "højt-fungerende" som man siger. Jeg kan mærke, at mange går til mig, som om at jeg er transkvinde-laura først og fremmest, og at der er en klar forventning om, at det er dét, jeg snakker om, når jeg bliver inviteret til debatter og interviews og til at holde foredrag, men det fylder faktisk virkelig meget for mig, at jeg har depressioner og angstanfald og socialfobiske tendenser. Det fylder faktisk mere for mig, end trans-tingen nu, for nu er fremmede næsten holdt op med at reagere på mit udseende, og jeg er blevet god til at navigere det at jeg er transkønnet, og hvordan folk typisk reagere på det ifht offentlighed, kolleger, nære relationer, osv. Jeg er stadigvæk pisse vred over, hvor udbredt og normaliseret, transmisogyni er, men det er ikke det, der påvirker mit liv mest lige nu. Jeg har skrevet en meget længere tekst, end Instagram tillader. Og overvejer at lægge den op som blogpost .. men skal lige overveje om jeg også vil det ifht nuværende og fremtidige job og sådan men øh .. Jeg har meget mere at sige om prekær økonomi og det at passe fast arbejde med psykisk andetgjorthed i et arbejdsmarked der sjældent er indrettet dertil. Indtil da, fuck TERFs og fuck mentalisme, K? 😉😎🙄🍞 https://www.instagram.com/p/BtJl0rtHTlQ/?utm_source=ig_tumblr_share&igshid=vc0oxqqlgq9g