Jeg søger jævnligt mod bogreolen og hiver en af Jan Grünwalds bøger ud for at lade mig underholde og inspirere af Danmarks bedste fiskejournalist.
Men én enkelt bog har altid manglet i reolen. Jan Grünwalds hovedværk LAKS. I mange år udsolgt fra forlaget og ofte udlånt på landets biblioteker. Men nu er den her i en ny og større udgave.
Den nye udgivelse indeholder også to af Grünwalds øvrige bøger om laksefiskeri og fiskerejser: Kunsten at fiske laks og Farlige laksefluer.
Desuden rummer LAKS også en række nye billeder til at understøtte de velskrevne reportager fra Sverige, Norge og Skotland. Der er også enkelte nye tekster.
Skjern Å har således fået sin velfortjente lille plads i bogen, og det er i sig selv ganske tankevækkende. Da LAKS udkom i sin tid, var der stort set ikke en eneste laks at fange i de danske åer, men sådan er det ikke længere, og denne lille opdatering af bogen er glædelig på flere måder.
LAKS er velskrevne beretninger fra fiskevandet, og selv om de fleste tekster er skrevet for en del år siden, skaber de samme fængslende stemning, som da de var helt frisk fra pennen.
"Nakken lægges tilbage, og den skarpe luft fylder lungerne, mens øjnene glider op mod fjeldmassivernes hvide toppe. Den evige lyd af brusende vand, der styrter ned over fjeldsiderne, hænger som en dump torden i ørerne. Vi er i Norge i begyndelsen af juni, hvor laksene samles uden for elvmundingerne og venter på at gå op mod strømmen."
Beskrivelserne er fluegrej, fluemønstre og kastteknink er ikke opdateret, selv om der er sket utroligt meget på området. Men det vil også kræve en større omskrivning af det oprindelige materiale, og det er en detaljer i en udsædvanlig flot udgivelser, der fortjener mange nye læsere.