I know I suck, but it's vent art and I did it in like, 15 minutes.
seen from Belarus

seen from United States

seen from Norway

seen from United States
seen from Sweden
seen from China

seen from Malaysia

seen from China
seen from China

seen from Sweden
seen from United States
seen from Germany
seen from China
seen from Malaysia
seen from China
seen from Malaysia

seen from Sweden
seen from United States

seen from Spain
seen from Spain
I know I suck, but it's vent art and I did it in like, 15 minutes.
House :>
og havde samtalen med overlægen for OPUS i dag. behandler M var syg, men kp T var med. overlægen rejste som forventet en bekymring om hvorvidt jeg havde fået det dårligere grundet det stigende antal indlæggelser i den sidste tid (har åbenbart haft en om måneden de sidste 4 måneder, sammenlignet med før hvor jeg cirka havde en hver anden måned og havde en pause på 3 måneder på et tidspunkt). hun foreslog derfor jeg opstartede i Leponexbehandling (clozapin). men jeg takkede nej og så var det næsten uddebateret. hun sagde det var mit valg og at hun ikke kunne tvinge mig til noget (hvilket jeg troede hun kunne i form af ambulant tvang, så ved ikke om det bare er noget hun siger eller om det er mig der har misforstået det). men jeg vil ikke starte på medicin igen. for det første siger stemmerne nej og for det andet kan jeg ikke få taget blodprøver fordi jeg er bange for at mine blodårer kollapser og jeg dør - og med leponex er der nogle vilde bivirkninger man skal holde øje med ved at få taget blodprøver hver uge de første 18 uger. ihvertfald blev mit nej godtaget og vi aftalte at mødes igen om 3 mdr. mig og T sagde at indlæggelserne skyldtes at der havde været noget personale der ikke kendte mig så godt, hvilket jo er rigtigt, men vi sagde så heller ikke noget om de nye oplevelser jeg er begyndt at få. T sagde bagefter at det ikke var fordi hun prøvede at holde det hemmeligt overfor lægen, men fordi hun synes det kunne være svært at forklare overlægen hvordan bostedet, eller ihvertfald hende som min kontaktperson, godt kan rumme de nye ting og godt tør at lade mig være uden medicin på trods af det. og det kan være svært at fortælle en overlæge om de ting der sker uden hun straks tænker MEDICIN! - især når hun ikke kender mig og ser mig i hverdagen. så alt-i-alt en god samtale, jeg fik også sagt noget om at jeg både ikke ville tilbage på medicin fordi jeg ikke kan overskue at skulle have kampen med stemmerne hver gang jeg skal have injektionen og have det ligeså dårligt ifm. injektionsdagen men at jeg også synes det ville være ærgerligt at smide de fremskridt jeg gør med at mærke mine følelser og kunne sige til/fra væk (ved godt det ikke bliver smidt væk, men så ihvertfald stoppe udviklingen). lægen mener så jeg godt kan fortsætte udviklingen på medicin, men jeg synes det modsatte er ret godt bevist når jeg først begynder at gøre nogle fremskridt her efter medicinen er ude af kroppen på mig. behandler M siger også at de psykotiske symptomer kommer af at jeg har nogle følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere, og så er det jo klart jeg bliver mere psykotisk når jeg stopper på medicinen og får flere følelser. så hvis jeg bare kan arbejde med at kunne håndtere følelserne vil det psykotiske også mindskes og simsalabim, så klarer jeg den uden medicin. det er hårdt arbejde og det er ikke særligt fedt at være i, men jeg håber jeg kan klare den. (nu skal det lige siges, at jeg på ingen måde er imod medicin eller synes det er “bedre” ikke at tage medicin. mine stemmer er bare så meget imod det at det er en udtrættende kamp af H til at skulle sige ja til det hver 14. dag. jeg ville sådan ønske jeg kunne tage PN så jeg bedre og hurtigere kunne komme igennem det når jeg får det dårligt og måske undgå indlæggelserne, det er bare ikke en mulighed lige nu og så må jeg jo arbejde med det jeg har. vi vælger vores kampe som kp T siger).
#leponex ja #texasfaggot (paikassa Nekala)