Er du pårørende til en misbruger? få hjælp, råd og vejledning hos Det Gode Liv. Læs mere om sygdomsforløbet samt medafhængighed.
Afhængighed er en familiesygdom. Misbruget påvirker den afhængige og dennes pårørende. Venskaber, arbejde, børn, forældreforhold, kærlighedsliv og ægteskab – alt bliver ramt af afhængigheden. De pårørende, som er tættest knyttet til, og som holder mest af misbrugeren, bliver mest påvirket af dennes adfærd. De reagerer på misbrugerens opførsel, de ser, at misbruget tager overhånd og forsøger at kontrollere det. De skammer sig over ubehagelige optrin uden for hjemmet, men prøver privat at håndtere sagen. Det varer ikke længe, før de tror, at det hele er deres skyld og påtager sig lidelsen, frygten og skyldfølelsen for misbrugeren. De bliver også syge.
Disse velmenende mennesker begynder at tælle, hvor mange genstande alkoholikeren indtager, hvor mange penge ludomanen spiller op og hvor meget narkotika misbrugeren indtager i gram. De hælder dyre drikkevarer i vasken, leder efter skjulte flasker, og de lytter efter lyden af flasker, der åbnes. Kikker efter gemmesteder til oddset, kokain, hash, piller osv. Al deres tænkning er rettet mod, hvad misbrugeren gør eller ikke gør, og hvordan de skal få misbrugeren til, at holde op med at misbruge. Dette er deres tvangstanke.















