Ok, så har Anders Matthesen skrevet en bog. Man er ikke i tvivl - Onkel Stewart er med, og den er aldeles politisk ukorrekt. Der bliver lavet jokes med tykke og specialklasseelever - og piger, narkomaner, bøsser, “homoer” med flere bliver brugt som skældsord. En børnearbejder bliver tævet ihjel af en fabriksejer efter ved en fejl at have syet ternet tøj til en legetøjsninja (og her bliver der ikke lavet sjov. Det er blodig alvor!). Ninjaen kommer med Onkel Stewart over havet og havner som fødselsdagsgave hos hovedpersonen Aske. Den viser sig at være levende, og så sker der ting og sager. Og bogen ender godt. Den har absolut sine øjeblikke hvor jeg trak på smilebåndet, men jeg tager den ikke med til 6. klasses booktalk. Dertil jokker den på for mange grupper...








