Hun sætter sig altid på det tredjesidste sæde i bussen. Hun er i dårligt humør, når hun står op om morgenen. Men det er bedre at stå op end at blive liggende. Hun lever i håbet om, at vejret og verden har ændret sig i løbet af natten. Hun føler sig ærlig talt lukket inde i sit eget indre. Ventetiden er uendelig og det er ikke til at vide, hvornår hun støder på det næste venlige ansigt. Der er gået år siden sidst og af og til har tanken strejfet hende, at det måske har noget med udstrålingen at gøre, men den tanke har ikke holdt længe.
Hun har affundet sig med, at tågen ikke letter og hoster en enkelt gang, da den befrakkede bagdel ramme bussædet. Hun holder med begge hænder om plastikstangen på sædet foran hende og spejder ud over tomme sæder og tomme passagerer. Det er godt at have overblik. Det ærgerlige sker, når nogen allerede sidder på sædet. Men så sætter hun sig ved siden af dem, det har man nemlig lov til. Og hun flytter sig ikke, selvom sædet foran bliver ledigt – til stor ubehag for sidemandens personlige rum. Det skal man nemlig have – personlig boble i offentligheden, men det er okay, for det var vi aftalt.