#kortprosa

[annavargie]

Vintermorgen i vår hage. ~ Jeg bare elsker å sitte ute i sola når termometer'n viser kulegrader ☺️ ~ Mange som spør om jeg savner Italia. Det er selvsagt noe jeg savner, men abso-fucking-lutely ikke varmen! Har alltid hatt det vanskelig i de lange, varme sommernettene, når man ikke får sove og det hjelper ikke å legge seg naken på gulvet (har gjort det, hjelper ikke 👎🏽). ~ Jeg husker min fortvilet mor når jeg gikk ut i t-shirt midt i vinter, "kle på deg" ropte hun, men jeg ville ikke det. Og nei, jeg ble ikke syk heller (sykdommer er faktisk forårsaket av virus og bakterier, og ikke av lav temperatur 😏). ~ Jeg husker mine pub besøk i Roma, da det ble forbudt å røyke inne, og jeg maste på om ikke vi skulle ut å røyke. Jeg røykte vel ikke (har aldri startet egentlig, bare tøffer meg med sigarer en gang i ny og ne), men elsket å komme meg ut av lokalene. ~ Mange som lurer på om jeg liker sydferier, men: hallo! Jeg flykta fra syden! 😂 hadde jeg likt meg der så hadde jeg vel blitt der 🤪 ~ Så ja: jeg elsker vinter 🥰 jeg liker lange netter, stille morgener og de typiske laange skyggene som ikke fins noe annet sted enn i Norge, der sola alltid står på skrå over horisonten. ~ #kortprosa #noentanker #elskernorge #litteratur #derhvorsolastårpåskrå #vinterinorge #norskvinter (presso Casa di Stian & Anna Maria) https://www.instagram.com/p/B8G0QCsHw5T/?igshid=1269sbbum8gbp

[aestheticallyartsy]

Drabble katastrofe

Langsomt. Så langsomt. Alt for langsomt. Alt sammen. Tiden lunter afsted, med hvert åndedrag der sagte bliver trukket. Hvert øjeblik er trukket til ukendelighed som en elastik på overarbejde. Sekunderne strækker sig og fanger dem. De sidder fast, holdes tilbage i en historie. Historien om dem. Beretning griber dem, knuger dem til sig, vil ikke slippe. Den klemmer livet af dem, kvæler dem med minder. De drukner. Igen. Igen og igen. Det sker hele tiden. Om og om og om igen. De kan ikke stoppe det. Det sidder i dem. Hver bølge fra hukommelsens hav dræber dem igen.

m. s.

[aestheticallyartsy]

Uddrag af Med livet i hænderne

Det hvide sand i timeglasset ved siden af fodbolden på natbordet render i en lind strøm gennem det lille hul. Om lidt viser det, at der er gået fem minutter, men før det kan jeg række frem og vende det om, så sandet igen kan hives ned af tyngdekraften. Bare det var så vel med min tid. Gid jeg med en enkelt bevægelse kunne forlænge livet. En teenager med cancer, hvor er det dog kliché, men jeg kan sku’ ikke gøre så meget ved det. Det er bare her, jeg er endt. Her med forskellige apparater, der holder mig i live. En respirator der får luft ind og ud af mine lunger, en sonde der giver mig mad, og alt det andet der vist bare holder øje med mig. Jeg ligger i den lidt for bløde seng, og der er endelig blevet stille. Min mor er ude på gangen ved rækken af automater. Hun er den eneste, der lige kunne få fri i dag. Det her føles som det rigtige tidspunkt. Efter sytten måneders intens kamp, føles dette moment som en potentiel ende. Åh, stilheden er så rar. Den fylder hver en celle, både de raske, der udmattede kæmper videre, og de syge, der vel egentlig forsøger at tage livet fra mig. Mørket, eller er det lyset, møder mig. Jeg kæmper ikke imod mere. Kampen er i de afsluttende minutter, og den sunde del af mig er bagud. Der pustes i fløjten, som jeg ånder ud for sidste gang. m.s.

[neistignei-blog]

Stig mestret kortprosasjangeren på videregående

Hunden bjeffa i bakgården. «Skjerf til de mange», ropte mannen som sto nede på torget med en trillebår og solgte skjerf til de som hadde lyst til å kjøpe. Det var som vanlig ingen. Heldigvis kom det en eldre dame forbi og forklarte hvordan man malte kjøkkenveggen med rulle, så vi slapp å høre mer fra mannen med skjerfene.

Skrevet i 2010

[tankestryger]

Error detected

Jeg ved at det var en fejl. Jeg vidste også at det var en fejl jeg ville begå. Det var en fejl jeg gerne ville begå, en fejl jeg ikke kunne lade være med at begå.  

Jeg sidder tilbage med konsekvenser jeg ubevidst godt vidste ville komme.

Jeg havde længtes efter hans læber siden første gang jeg så ham. Når jeg lukker øjnene brænder billedet af hans smil og din krop. Jeg sutter på mine læber i håb om stadig at kunne smage hans kys. Min krop sitrede under hans hænder og hver en berøring ligger lagret i min hukommelse og bliver genafspillet på en time basis. Han var så fandens smuk. Hans krop så smal, selvsikker og perfekt. Jeg følte mig som en knoldet bunke frossen jord, der langsomt blødte op under hans berøring. Det var slutningen på længselsfulde blikke. Jeg sidder tilbage med en stikkende følelse i brystet, for inderst inde ville jeg ikke være hans fredag aften. Jeg ville være hans tirsdag morgen. 

[avsagdetekster]

Subway

Han så henne bare én gang senere. Han gikk forbi der hun bodde og gardinene til rommet hennes i andre etasje var trukket fra og lyset var på. Hun var usminket og i avslappende klær og sto og ordnet noe i klesskapet. Hun så ham ikke. Etter det gikk han alltid på andre siden av veien.

[avsagdetekster]

Besøket

De hadde vært ute og var på vei hjem og gikk langs jernbaneskinnene i mørket. Det hadde snødd noen dager før, men nå hadde det meste smeltet og det lå bare noen små hauger de passet på ikke å tråkke i. Det var kjølig, men ikke kjølig nok til å fryse, og han hadde latt jakken ligge. De hadde ikke sagt noe under togturen hjem og nå var det helt stille.

«Jeg ser at du er skuffet,» sa hun.

«Ja.»

De fortsatte å gå og han så ikke på henne, men så gjorde han det.

«Jeg vet ikke. Jeg hadde kanskje urealistiske forventninger.»

De gikk et stykke til. Hun gråt ikke ennå.

«Er jeg akkurat som du hadde håpet?» spurte han.

Hun nikket. Ny pause.

«Er du forelsket i meg?»

«Det spiller ingen rolle.»

«Det spiller en rolle.»

De kom frem til døren og låste seg inn og tok av sko og jakker og mens hun sto i gangen spurte han igjen.

«Ja, men det spiller ingen rolle.»

Da han var ferdig med å pusse tenner, lå hun i sengen med klærne på. Han satte seg på sengekanten og strøk henne over håret. Men det var ingenting han kunne si, og det var ingenting hun kunne si. Han spurte om hun helst ville sove alene. Det ville hun.

Morgenen etter kom han inn på rommet for å vekke henne og så la han seg på ryggen ved siden av henne. Han snudde hodet og så henne inn i øynene og ingen sa noe og så hadde de sex. Det var deilig, men han måtte ta en pause for å gå på do og da han trakk seg ut, spurte han burde latt være og det var som om noe knuste. Da han kom tilbake var hun påkledd og det var fortsatt ingenting han kunne si.

[avsagdetekster]

Trappen

Det startet alltid på samme måte. Han ringte på og ventet noen sekunder på at hun skulle åpne døren nede. Hun åpnet alltid døren til leiligheten og sto og ventet på ham i toppen av trappen, selv om det egentlig ikke hadde vært nødvendig. Og smilet hennes. Latet hun som? Var det bare slik hun smilte? Eller glemte hun et øyeblikk at det ikke skulle bli de to? Han gikk opp trappen og kysset henne og lukket døren bak seg og alt var som det skulle være.