Minichat med kronprinsen
Kronprins Frederik har været tre dage i Japan, primært for at besøge katastrofeområderne og give udtryk for danskernes sympati med de ramte. Ambassaden her har tilsyneladende valgt at koncentrere den danske hjælpeindsats omkring byen Higashi-matsushima (Østfyrreø) i Miyagi-amtet. Derfor var prinsen deroppe og inspicere ødelæggelserne, lege med børnene i et flygtningecenter og overrække nogle pengedonationer fra danske virksomheder.
Onsdag aften var der reception på ambassaden, hvor alle danskere i Japan var inviteret. Vi havde på forhånd fået at vide at vi kun ville få lov til at blive der i 20 minutter og hilse kort på kronprinsen på grund af mangel på plads og tid. Det blev dog noget mere afslappet end det lød, og faktisk til en rigtig fin lille time. Vi stod i kø for at komme ind, da alle skulle have en lille sludder med ham. Da det blev vores tur introducerede vi os selv og takkede ham for at besøge Tohoku, og han fortalte kort om sit indtryk deroppefra. Jeg havde to kopier med af den netop udkomne papirudgave af Quakebook. Den ene gav jeg til prinsen og jeg fortalte ham kort hvad den handler om, og hvordan den kom til verden. Han takkede og virkede i det mindste oprigtigt interesseret.
Derefter fik vi taget foto og blev elegant men bestemt sendt videre af ambassadøren (som jeg gav den anden bog som tak for hans indsats for genopbygningen). I ambassadørboligens have var der reception hvor vi blev budt velkommen af ambassadørfruen. Da hun hørte at jeg forsker førte hun os straks hen til en anden dansker, som hun også havde hørt arbejder med forskning. Meget garvet. På den korte tid, vi var der, nåede vi at få snakket med en del interessante danskere - både nogen, jeg kendte i forvejen, en som jeg kendte fra hendes blog, og nogle helt nye ansigter.
En spændende begivenhed. Jeg er imponeret over Kronprins Frederiks professionalisme. Jeg tænker at det må være så træls at skulle igennem sådan en seance, sikkert flere gange om måneden, foruden alle de andre pligter og opsatte forestillinger, han bliver slæbt rundt til. Men han hilste pænt og småsnakkede høfligt og interesseret med alle. Super fyr!












