#ragde

[hedonista-a]

Creo que mi condena será pensarte, mi peor castigo el no poder olvidarte

[arborescente]

If you could only see the beast you've made of me I held it in but now it seems you've set it running free Screaming in the dark, I howl when we're apart drag my teeth across your chest to taste your beating heart My fingers claw your skin, try to tear my way in You are the moon that breaks the night for which I have to howl My fingers claw your skin, try to tear my way in You are the moon that breaks the night for which I have to Howl, howl Howl, howl Now there's no holding back, I'm making to attack My blood is singing with your voice, I want to pour it out The saints can't help me now, the ropes have been unbound I hunt for you with bloody feet across the hallow'd ground like some child possessed, the beast howls in my veins I want to find you tear out all your tenderness And howl, howl Howl, howl Be careful of the curse that falls on young lovers Starts so soft and sweet and turns them to hunters Hunters, hunters, hunters Hunters, hunters, hunters The fabric of your flesh, pure as a wedding dress Until I wrap myself inside your arms I cannot rest The saints can't help me now, the ropes have been unbound I hunt for you with bloodied feet across the hallow'd ground And howl Be careful of the curse that falls on young lovers Starts so soft and sweet and turns them to hunters A man who's pure of heart and says his prayers by night May still become a wolf when the autumn moon is bright If you could only see the beast you've made of me I held it in but now it seems you've set it running free The saints can't help me now, the ropes have been unbound I hunt for you with bloody feet across the hallow'd ground

Howl, Florence + The Machine

[fries4slayer]

Srsly this song isn't bad. I expected something laughable but this was a pleasant surprise

[perspectivaaleatoria-blog]

Si te parece que de pasadas situaciones pudiste sacar mas provecho , no os preocupeis por eso , pues las vivencias son complemento de un producto exacto y perfecto

[kulturformidlet]

Tomgang i opgangen

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på litteraturnu.dk

Anne B. Ragdes store popularitet kan ud fra denne bog undre. Historien om en norsk opgang i 1960’ernes boligblokke vrister sig aldrig fri af klichéer, flade figurer og tamt sprog. Denne bog har ikke gjort denne anmelder særlig lykkelig. Så er det slået fast fra start. Krakelerede facader og undertrykte længsler kan ellers så udmærket sitre i hænderne på gode forfattere, men hos Ragde forbliver forstadslivets fortrædeligheder overfladiske og af samme grund uvedkommende. Blottet for dramatisk nerve og uden sproglig finesse er vi dermed langt fra eksempelvis Dan Turells eller Helle Helles respektive hyldester til hverdagens almindeligheder. En boligblok med otte familier er fortællerammen for dette tidsbillede på 1960’ernes middelklasse, der så småt begynder at mærke den stigende velstand. De små hints om moderne bekvemmeligheder som støvsugere, frysere og færdigretter mangler dog i den grad kontekst, idet der aldrig for alvor kobles an til verden uden for opgangen. Fokus holdes stramt på det helt nære og jævne, og det meste går op i rengøring og skærmydsler. At ’kvinde er kvinde værst’ bankes fast fra start til slut, hvor konerne ivrigt konkurrerer om, hvem der har den bedste husholdning, talje eller lignende. På den måde skildres et kvindeunivers med uanede mængder af social kontrol, gulvvask, madlavning, misundelse og falsk venlighed. Trods opbrudstiden virker oprør og frigørelse lysår væk. Kedsomhed, stille desperation og frustration florerer på alle etager – således også hos læseren. Salmiakduften svider ’løfterigt’ i øjne og næse for fru Åsen i stuen, lækre Fru Foss på 4. sal gør rent nøgen og småpimper de bristede drømme væk, mens den unge mor med fødselsdepression misrøgter sit barn og snakken går hos hjemmefrisøren på 1. th. Alle holder øje med alle, men alligevel blander ingen sig i hinandens affærer. Det skorter således hverken på trivialiteter eller tragedier bag facaderne, og læseren får lov til at overvære det hele som fluen på væggen. Det pirrer på sin vis nysgerrigheden, men eftersom man ikke får lov at komme helt ind under huden på nogle af bogens personer, bliver interessen efterhånden svær at fastholde. Imens flagrer den uinspirerede alvidende fortællervinkel ufortrødent videre over vandene, alt for distanceret til at stoppe op og klemme interessant substans ud af de mange skæbnefælleskaber. Af samme grund kræver det også vilje at adskille dette småborgerlige morads af beboere fra hinanden. Alle går de i et med tapetet og hinanden. Mændene er væk på arbejde og går kun op i deres respektive hobbies, når endelig de er hjemme. Kønsrollerne er lige så stereotype, som personerne er det i bogen. End ikke rotter i kælderen får handlingen i gear. JEG SKAL GØRE DIG SÅ LYKKELIG var for denne anmelder lange, banale 272 sider med rungende tomgang i opgangen, hvor der undervejs (lettere desperat) blev sat lid til bagsidetekstens løfte om bare lidt spænding: – En dag kommer en ung montør og tilbyder at installere dørspioner … Man skal imidlertid helt frem til side 209, før denne ’rivende udvikling’ sættes i scene, og end ikke nærkontakten med den føromtalte Fru Foss formår at få pulsen bare en anelse op. Det slukkede sidste håb for denne tålmodige læser. Er man fan af Ragde, har man en nostalgisk tilgang til 1960′ernes forstadsliv, eller var man glad for Heidi Lindes NU, FOR HELVEDE vil bogen muligvis skabe lykke. Hos denne anmelder er der imidlertid ikke meget nåde at hente. Citat: »Selv om hendes mand var handelsrejsende i supper og bouillonterninger fra Toro og på den måde forfægtede en letbenet husholdning, måtte det da være muligt at bruge almindelig kakao, der kostede langt mindre end O’Boy. Men der havde hun stået fuldstændig skamløst med den store dåse stående foran sig på disken, en dåse O’Boy kostede sikkert fem gange så meget, som hvis hun havde lavet kakao fra bunden, det skulle hendes mand bare have vidst, når han kørte land og rige rundt med frugtsuppe og abrikossuppe og næsten aldrig kunne være hjemme. Men det værste var, at hun altid købte færdigbagt brød. Alle kunne jo finde på at skeje ud med bagerbrød om lørdagen. Men madam Foss købte hvedebrod og sigtebrød på alle hverdage. Stakkels mand«.

[perspectivaaleatoria-blog]

Si mirar atrás es recordar algo que de nuevo no sucederá , sera cierto que hay que aprender a valorar los instantes al momento y no esperar hasta el final ..

FRAGMENTO (Person)