Kultur. Formidlet.

Mit navn er Gudrun Hagen. Jeg er uddannet litterat og har – sideløbende med fuldtidsarbejde og øvrigt levet liv – pludselig beskæftiget mig med kulturjournalistik i mere end et årti nu. Jeg er mest freelance, men fast tilknyttet som anmelder hos Teateravisen og skribent hos Jazz Special. Alle mine danske anmeldelser, interviews m.v. er samlet på denne blog. Kontakt mig gerne via LinkedIn eller på [email protected]

[kulturformidlet]

Tinka i Tivoli

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul. Sådan må det måske være, når Lion Musicals og Live Nation går sammen om så kommercielt et julehit, men det er er skønt at erfare, at det faktisk er en fest – også som voksen – at overgive sig til denne charmerende opsætning, der rammer målgruppen rent.

’Tinkas juleunivers’ er, som vi kender det fra julekalendernes 24 afsnit på tv. Naboskabet mellem nisser og mennesker mere end knager pga. en forsvundet, magisk julestjerne, og nu er udfordringen: Kan de finde stjernen og tonen sammen igen?

Denne klassiske jule-grundkonflikt, om hvorvidt det rent faktisk bliver jul i år, er her barberet ned til et par timer på scenen, og især 2. akt bliver på den konto lidt kompakt handlingsmæssigt.

Omvendt er det netop i alle sidefortællingerne, og langt mindre i hovedsporet, at forestillingen fungerer, så som voksen er man glad for, at de ikke er skåret fra, og Frede Gulbrandsen skal have tak for den prioritering.

Sukkersød og vidunderligt emsig Birthe Kjær og formidabel Marie Askehave

Bl.a. har vi helt fra start et skønt gensyn med Birthe Kjær, der giver den som perfekt jule-entusiastisk Farmor Maja ude på landet. En figur der er så mild og god, som dagen er lang, at det næsten ikke er til at rumme, men som sideløbende viser en udtalt omsorgsfuld emsighed i at få puffet sin fraskilte søn mod nye romantiske veje.

Det er ret underholdende midt i den sukkersøde idyl, at fornemme den gamle matriark bag det hele, og godt gået af Birthe Kjær at balancere figuren så overbevisende i en rolle, der får så forholdsvis lidt plads.

En anden bifigur, der skal fremhæves, er hærchefen Ingi, der som den eneste er ændret ret markant fra Ellen Hillingsøs intense tv-version. Marie Askehaves Ingi er ikke på samme måde i kontrol, og det introducerer en sårbarhed midt i det grusomme, der måske nok gør figuren mindre ond, men også mindre flad.

Faktisk fascinerer Askehave stykket igennem med sin bævrende læbe og sit stirrende blik. Som en skrap dressurrytter (oplagt inspireret af Madonna i sin Confessions Turné), bevæger hun sig graciøst og teatralsk rundt i en campet, sort ride-agtig dragt med langstrakte hestebevægelser og en cabaret-tristhed over sig, der gør hende til aftenens stjerne for undertegnede.

At hun er forelsket i magten mere end Fileas (Johannes Nymark), er nok en fair udlægning, men ikke desto mindre er denne ulykkelige romance rå og ganske hjerteskærende i hendes store solonummer, som Askehave løfter formidabelt med god Anne Linnet-råstyrke og et snert af jazz i vokalen. Hele forestillingen får her momentant lidt tiltrængt kant og tvetydighed.

Fin dialog, flow i scenografien og smukke kostumer

Tinka (spillet af Trine Marie Wisborg) synger flot, men forbliver forestillingen igennem en ret anonym, regelret nisse. Når det er sagt, så kaster kontrasten mellem hende og Lasse, den moderne og ganske charmerende cool teenager (spillet af Jacob Spang Olsen) flere grin af sig.  Eksempelvis da han ved deres første møde tror, at hun spiller rollespil!

Noget der fint følges til dørs af lillesøster Astrid (godt spillet af Vigga Glindvad Porsborg), der får aftenens højeste ’hujen’, da hun med et kækt nik til tidsånden slår et slag for, at man skal have lov til at identificere sig, som lige hvad man har lyst til – også nisse. Mere klassisk og klægt bliver det, når humoren udelades og Kasper Leisner (der flot spiller både den gamle, godmodige Kong Gobbe og den ’åh så værdige’ Storebror Storm) med ophøjet ro får lov at levere gajolpakke-sandheder som disse: ’Det er nemmere at hade dem, som man ikke kender’. Det hører med, og det hele er selvfølgelig også på liv og død og over stok og sten, men som anmelder – og jeg vil vove at sige voksen – ligger kvaliteterne andre steder.

Særligt Eilev Skinnamos scenografi giver et godt flow i skiftende mellem nisseland og menneskeverden. Via digitale storskærme og enkle vendbare kulisser på scenen går vi fra blåfrossent vinterlandskab til ild i pejsen på slottet og indendørs varm nisse-systue-hygge på sekunder.

Også Camilla Bjørnvad skal have ros for kostumerne, hvor især den føromtalte hærchef Ingi og den karikerede Kong Fileas får lov at gå planken ud i dramatiske, detaljerige kreationer, hvor der ikke er sparet på kreative knappelukninger, guldtråd eller puf i ærmerne.

Værdsæt festen og nyd julen

Undertegnede kunne godt have ønsket sig flere ørehængere undervejs, men det er og bliver Burhan G’s titelsang, som Szhirley slutter overlegent af med i stemningsfuld koncertstil, der står som det lysende julehit over dem alle. Efter den er der ikke et øje tørt.

Som oftest med denne slags store kommercielle produktioner skal man værdsætte festen i en flot opsætning og nyde, hvad der undervejs og her ganske gavmildt, kastes ud til den voksne del af publikummet.

’Tinkas Juleeventyr’ er en vellykket familieforestilling, men frem for alt er den børnenes fest – og mine små ledsagere på henholdsvis seks og ti år var ovenud begejstrede, det skal understreges. Og hvad vil man mere?

FAKTA Instruktør: Frede Gulbrandsen. Manuskript: Flemming Klem og Ina Bruhn. Koreograf: Peter Friis. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Scenografi: Eilev Skinnamo. Kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Musik: Burhan G og Sarah West. Medvirkende: Trine Marie Wisborg, Jacob Spang Olsen, Birthe Kjær, Kasper Leisner, Johannes Nymark, Szhirley, arie Askehave, Martin Bo Lindsten, Paw Henriksen og Vigga Glindvad Porsborg. Kreativ executive producent: Thomas Langkjær. Produktion: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation. Aldersgrænse: Fra 6 år. Set 21. november 2024 til premieren i Glassalen i Tivoli, hvor den spiller til 28. december.

[kulturformidlet]

Graden af gensidighed

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i Jazz Special Tekst: Gudrun Hagen Foto: Kresten Hillerup

Kasper Tranberg – anerkendt trompetist, kornettist, komponist, underviser, radiovært med videre – fortæller om relationen mellem ord og lyd i sin musik. Som en inkarneret figur i dansk jazz, og blandt de efterspurgte musikere at arbejde sammen med herhjemme, er krydsfeltet mellem jazz og poesi igennem en årrække og ved en lang række samarbejder blevet udforsket, vendt og drejet i forskellige former. Men hvad er det med de digte? Og hvad kan de i kombination med improviseret jazz?

Kasper Tranberg tager imod på sit kontor ude på Rytmisk Musikkonservatorium.

―Huler skal man bygge, griner han, da han ser mig kigge rundt på de mange klenodier overalt i rummet. På væggene hænger der billeder af jazzlegender side om side med private foto fra diverse live-optrædener. CDer står i rækker og bunker omkring stereoanlægget, og på sofabordet er der fyldt med bøger.

―Nogle ligger der fast, andre bliver skiftet ud, og det er alt muligt blandet, fortæller Kasper beredvilligt, da han ser mig kigge nysgerrigt på bunkerne. Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg-digte ligger øverst i en af dem.

―Jeg er her jo hele tiden faktisk. Hvis ikke jeg er på turné, så er jeg her. Det er mit arbejdsliv, så det er virkelig fedt og vigtigt at føle sig hjemme.

Historiefortælling og poesi

―De her ord føler du dig tydeligvis også hjemme i. Hvornår og hvordan kom du i gang med poesien?

―Det er fortællingen, der interesserer mig. Jeg har ligget under mine forældres køkkenbord, siden jeg var ganske ung, og omkring det har der siddet digtere, kunstnere, løgnere og ballademagere. Du ved, postmanden, lidt halvfuld onsdag klokken 16 – alt det der er jeg vokset op med. Jeg er flasket op på historiefortælling. Det har bare været omkring mig. Jeg er ikke litterær i den forstand. Jeg er fascineret af den verden, og sådan har jeg det også med klassisk musik for øvrigt. Jeg ved godt, hvad perioderne [de kunsthistoriske] hedder, men jeg kan ikke høre forskel på den og den komponist. Jeg har selvfølgelig nogle yndlingskomponister som Toru Takemitsu.

Kasper gør stemmen blid og viser det italienske prima-tegn med pege- og tommelfinger mod hinanden, for at indikere, hvilken høj kvalitet, vi taler om.

―Jeg er jo Japan-tosset, og med ham går jeg i dybden. Og det har jeg også gjort med poesien ud fra den improviserende musikers fundament. Da jeg som ganske ung mand for første gang hørte jazz og poesi med Peter Poulsen og Jens Søndergaard, du ved; Toooftegårds plads. Kasper synger hæst og drevent for at illustrere.

―Mega godt ikke’ griner han og fortsætter,

―Eller John Tchicai som midt i en solo fremsiger digte og bringer musikken og stemningen i rummet, og hele viben et andet sted hen. Du kan jo ændre det hele sådan her med ord! Kasper knipser.

―Så det er dér, jeg kommer fra med de ord. Inden for jazzen og den improviserede musik.

―Så det er et spørgsmål om stemning og stemningsskift?

―Ja. Og det har jeg også brugt i min musik, og gør det stadigvæk. Og de improvisatorer, som arbejder med ord, gør det samme. Der er jo også et budskab i fortællingen, i ordene, i digtet, i tekstmassen. Jeg har kammerater, som er digtere og arbejder med alle mulige former. Jeg har altid interesseret mig mest for den helt korte form. De få ord. Og ikke det sådan mere rablende. Måske lige med undtagelse af Cecil Taylor, som arbejder med mange ord og mange toner, altså en helt overvældende densitet. Det er sådan et godstog med ord, der kommer flyvende og kører en ned. Så sidder man der, kørt over, og tænker hvad skete der?

―Men ellers er det for mig mere noget med, hvor meget man kan få ud af hvor lidt. Altså det koncise udtryk. Det synes jeg er interessant.

―Hvornår bliver det interessant? Hvad er det, der gør de her ord og de her stemningsskift, man kan lave med dem, interessante?

―Jeg kan generelt godt li’ poetiske musikere. I mit nye orkester – The Future Ancestors – har vi arbejdet meget med metaforer. Der er ikke et nodepapir i miles omkreds. Der er kun lyd og metaforer, når vi arbejder med musikken. Og musik kan helt grundlæggende beskrives som et poetisk udtryk. Og jazzens store poeter har virkelig optaget mig meget. Det kommer i lidt forskellige udtryk. Om det er Thelonious Monk, eller pianisten Bill Evans – de er begge store poeter for mig. Derer selvfølgelig også noget med den syngende kvalitet af mit instrument, trompeten, som altid har optaget mig. Det vokale, det sangbare, det poetiske i den lyd. Miles Davis ligger lige for, eller min anden store helt, Timofei Dokschitzer, som også har den der poetiske, syngende kvalitet i trompetens klang.

Det vi kan dele sammen

―Hvornår bliver det så til ord? Hvornår er det poetiske i musikken ikke nok?

―Det ved jeg ikke, om jeg kan svare helt klart på. Kasper tænker lidt.

―Men der er en anden ting også: Det provokerende eller det overraskende i det. John Tchicai havde et digt i retning af: ”I want a big orgasm, said the litttle man.” Det kan også noget. Det er dragende. I min musik arbejder jeg ellers ikke med den erigerede langemand. I mit udtryk igennem årene har jeg altid ledt efter det, vi kan dele sammen. Der er ikke noget oprør i mine værker, plader eller måder at være på. Selvfølgelig har man været ungdomskæk, men som kerne handler mit bidrag om levels of mutuality. Altså hvilken grad af gensidighed, vi kan finde. Hvad er det gensidige, som musikken kan rumme? Det interesserer mig, og det er dét, jeg er bedst til. Og der er ordene en bro, der er virkelig fed. For de kan være præcise, konkrete, og især kan de være utrolig billedskabende hos modtageren.

―Jeg har spillet med pianisten Jacob Anderskov i 25 år, og han har igennem alle årene arbejdet med den danske sangskat. Det har jeg altid set lidt fra sidelinjen, men i det nye år kommer der en plade, som Jacob har lavet med danske sange, hvor to vokalister synger, og vi improviserer. Vi kaster et forholdsvis nyt lys på, hvordan man kan dele en sang, der kan stå i Højskolesangbogen. Og det har været rigtig fedt at ændre det oprindelige udtryk. At sige: Vi elsker denne sang men ud med første vers, lad os begynde med vers fire og bagefter spiller vi vers syv, og så er det det, griner Kasper og slår animeret ud med armene.

―Det er noget med at skabe en forbindelse imellem lytteren, og dem som spiller, men også at skabe nogle illusioner om, hvad en sang, og hvad budskabet i en sang, skal kunne. Vi har gjort det meget live. Vi har spillet med brandmandskor, og vi har spillet i sangforeninger og alt muligt. Vi improviserer, og så dukker sangene op. Og ordene dukker op i folks hoved med det samme, når man nærmer sig en sang, de kender. Live har vi prøvet at aftale med publikum at de skulle synge med, når vi gav tegn – sådan en alternativ form for fællessang – men det kom aldrig til at fungere. Publikum er konsekvent foran. De hører lidt af melodien, og så begynder de bare at synge, og som musiker er det sådan lidt: ”Hallo, vi skal også være med.” Ordet tilsat en melodi er simpelthen en diamant, der skinner hver gang.

Agurkesalat

―Et andet virkeligt sjovt projekt er Vi sidder bare her med Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithiof Toksvig. Jørgen er jo enormt jazzet. Jeg har spillet live med dem og er med på de første plader, og Jørgen skulle ikke have nogen cues. Timing havde han styr på. Det skulle han nok selv ordne. Han er improvisator i hjertet og elsker at være på scenen. Så i det band har min rolle været instrumentalisten, som farver rummet, der opstår mellem musikken og Jørgens testbidder. Og hvad gør man så, når det handler om agurkesalat – sådan en klagesang om agurkesalat, og skal spille noget der passer til? Kasper smiler bredt ved tanken.

―Det er pissesjovt. De fedeste er C.V. Jørgensen, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund, eller Hanne Boel, som også har den der direkte kommunikation i ordet. Jeg har gjort det med alle mulige, og nogle i den del af musikken er mere digtere end andre. Kasper smiler lumsk og stiller selv næste spørgsmål:

―For er der forskel på en digter og en sangskriver? Måske.

At Lytte og respondere

―Hvad skal være til stede i musikken og poesien, for at det hele går op i en højere enhed?

―Vi har alle en god ven, som bare taler hele tiden. Og ens opfattelsesapparat lukker ned. Der er ikke det vakuum, hvor forståelsen får rum, og hvor der kan opstå en form for dialog. Det er også i en vis forstand en form for timing, når man forstår at sige noget og nogle gange må man vente 10, 20, 40 sekunder, før den anden person har tænkt sig om, og kan respondere. Det er improvisation. Det er dialogen, det hele drejer sig om. Den umiddelbare og den reflekterede. Om det så er musik, et interview eller hvad som helst. Lige nu er der en real time-forhandling. Hvem siger hvad, hvornår? Hvad skal det handle om? Hvem bliver træt først? Det er det, vi som musikere egentlig gerne vil perfektionere. At lytte og respondere.Ord og musik lever godt sammen i improvisation. Det skal ikke tages så højtideligt. Det er ikke en formel øvelse. Det hele handler om relevans. Ordene kan være lige så meget loose guns, som jazzen kan. Det kender vi fra beat-generationen, punken, alle mulige. Sådan en som Pia Juul er også flabet på sin måde. Man bliver helt omsluttet af hendes ord. Det er sjovt, dybsindigt, drømmende, beskrivende, pirrende og … vedkommende! Ja, det er et godt ord. Noget, der har rigtig høj relevans, kan jo godt være skideskægt. Og weird, fjollet og alt muligt. Samtidig med at det er dødsens alvorligt.

Når samspillet mellem ord og musik virker bedst, så åbner to døre. Første dør åbner til en fundamental fælles forståelse af, hvad det vil sige at være i det her rum nu, eller at være menneske. Den anden dør åbner til en fuldstændig individuel fortolkning af, hvad det her drejer sig om. Og det er måske dét, den gode digter kan. Den gode poet, som spiller klarinet, så følelserne reagerer. Der kommer gåsehud, eller vi bliver megaglade. Det kan vi alle sammen mærke. Umiddelbart. Men lige så mange lyttere der er, lige så mange drømmebilleder, opfattelser og oplevelser vil der være. For mig handler det om at komme frem til at have noget på hjerte. En stærk intention. Og at have noget i en fortælling, der måske fremstår ret uhøjtideligt, underligt eller måske skaber forundring. Det tiltaler mig. Som musiker vil man også gerne have det swinger. Det skal sgu være funky, ellers er det ikke så sjovt for mig i hvert fald.

―Er det dialogen og samarbejdet i dette møde mellem musik og ord, der er det sjove?

―Ja, blandt andet. Folk vil gerne have mig med, fordi jeg er god til at være i et band. Jeg er blevet 52, så jeg er erfaren. Du kan finde trompetister, som spiller bedre end mig, er federe til at læse noder og kan spille højere og hurtigere og alt muligt. Men det er svært at finde nogen, som kan forstå og gå ind i en proces, løfte den og være megabegejstret og være så god til at sætte sig i projektejerens sted. Det er dét, jeg har levet af i mange år. Det er sjovt at være den deltagende brik – en bifigur – og derfor er jeg også pissegod til det. Selv med mine egne ting er jeg drevet af samarbejdet. Drevet af oplevelser eller mennesker. Mit forrige album var en solotrompet-plade, og der er man ret meget alene, men det nægter jeg. Så jeg rakte ud til Mike Højgaard, og vi lavede filmen Suite Dilation [tilgængelig på filmstriben]. Der havde jeg lige fået Ben Webster-prisen, og det er jo en retning af jazzen, der ikke er så avantgardistisk, men jazzen favner det hele. Lige fra Aristocats-swing til et abstrakt Kresten Osgood-beat. Det er bare at følge med. Pulsen i musik og i poesi, det er stemning og fortælling. Man bliver taget med på forskellige måder. Når man som musiker får en helt eller heltinde, bliver det en livskammerat. Når jeg for eksempel hører Don Cherry eller Ben Webster, så er det nogle, jeg har haft med mig, og som jeg vil have med mig, til jeg går i graven. Det er dybt ad helvede til, og det er virkelig fedt. Og nogle gange bliver det til et digt.

―Det ”sjove” er også i høj grad smittende originalitet og kreativitet fra andre, der kan sætte noget i gang. Igennem mange år har jeg for eksempel været tæt på TS Høegs virke og værker. Thorstens output er af svimlende karakter og inspirerende! Drivkraften i hans poetiske og litterære visioner har betydet meget for mig og mange i min generation, og nu også i den generation, der er kommet efter, fordi han, ligesom Hugo Rasmussen gjorde, ofte omgiver sig med yngre kræfter og skaber forbindelser på tværs af alder, æstetik og udtryk. Det er en af kernerne i musikalske fællesskaber, og det er jeg stor tilhænger af.

Megen mening i kondenseret form

―Hvorfor har du aldrig udgivet en lyrikplade i eget navn?

―Jeg skal finde måden at gøre det på. Kasper ser tænksom ud og lader stilheden fylde.

―Jeg har kun skrevet et par håndfulde digte eller tekstbidder, som jeg synes fungerer godt i musikalsk sammenhæng. Jeg bruger dem, når jeg spiller solotrompet, eller jeg bruger dem i improvisations-sammenhænge. Det lyrikbårne værk nærmer jeg mig rigtig langsomt, men jeg ved at det bliver med en blanding af mine og andres tekster. Nok andre improviserende musikeres tekster. Jeg har hørt gode statements live, som jeg har transskriberet – de findes slet ikke på tekst. Og så måske nogle omskrivninger af for eksempel Santoka Taneda, en free-haiku-poet af guds nåde, som jeg elsker. Kasper bladrer entusiastisk rundt i en af sine bøger, der ligger øverst i en af bunkerne på sofabordet foran os.

―At få megen mening ud i kondenseret form, det interesserer mig også på trompeten. Det går virkelig hånd i hånd med Haiku. Den måde at spille den rigtige tone på det rigtige tidspunkt. Det er måske den største udfordring.

―Hvad har du af kommende ordrige projekter?

―Der kommer en solo-trompetplade, hvor de her digte bliver optaget. Måske jeg spiller klaver på noget af det, men der kommer et poesiværk, jeg håber vil tilføre lytteren og mig andre ruter og muligheder i det, vi skal dele sammen. At jeg kan møde mig selv og lytteren på en anden måde, når ordene er der. … Det er en måde at få mig selv ud på gyngende grund.

―Nogle musikgrene har en afviklende karakter – det kan findes i al kunst – så kan det blive en ting. Mit håb er at dette projekt bliver udviklende. Jeg overvejer, hvordan jeg skal angribe den udgivelse. De tekster skal i hvert fald ud og have et liv nu, hvor de dokumenteres i et sammenhængende værk, for nu har de været der rigtig længe. Så kan jeg komme videre. Det er der behov for. Nogle af de tekstbidder har jo levet med mig i årevis.

―Og så har jeg et stort igangværende forskningsprojekt her på skolen, hvor jeg forsker i melodik og forsøger at afsøge nye tilgange til at bruge melodik som improviserende musiker. Også i forhold til den musikpædagogiske dimension af at arbejde med melodik i improvisation. Når det er færdigt om halvandet år, vil jeg arbejde på en sang-plade, som vi har snuset til. Jeg spillede en koncert på Hotel Cecil i maj måned med mit nye orkester, The Future Ancestors – mit elektriske band – hvor Mikael Simpson og Lucky Lo kom og sang et par sange hver.

―Hvad handler det repertoire og udtryk om?

― Live your life like a future ancestor. Kasper dvæler lidt.

―Hvad har efterlivet og livet tilfælles? Hvad er det for en type ancestor, man selv bliver? De spørgsmål bor inde i nogle sange, nogle hymner – både europæiske, amerikanske og afrikanske og alt muligt. Det er en helt ny undersøgelse. Det er de to orddrevne projekter, jeg har på vej.

Kærligheden til det orddrevne

―Jeg har et nogenlunde sprog til at beskrive musik, men det er svært for mig at beskrive poesi. Der er jeg lidt på udebane. Men det rører noget i mig. Jeg læner mig nok ind i improvisatorens brug af ord. Når noget optager mig, så kan jeg godt blive der længe og vende og dreje det. Jeg læser mange fagbøger om musik og portrætter af musikere. Så faglitteratur fylder en del, og jeg skriver også, hvis jeg giver Master Classes eller har oplæg her på skolen, så skriver jeg typisk reflekterende essays. Jeg har klart en kærlighed til at beskrive en proces, eller hvad jeg tænker om ting. Jeg skriver også breve til folk, det kan jeg godt li’. Men man bliver respektfuld. Det er et krævende område. Så jeg gør mig umage med ikke at fremstå som et litterært menneske. Jeg vil til gengæld gerne have at det fremstår som en dimension af min musikalitet og en dimension af min måde at være sammen med mennesker på. Jeg er måske lidt berøringsangst, men ordene kalder på mig hele tiden. Og nogle gange, så får jeg lov – af mig selv – til at skrive dem ned.

[kulturformidlet]

Tour de force af James Bond-pastiche

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk ’Jane Blond’ er en fjollet fuldtræffer, der ikke er til at stå for. Det er gratis gadeteater med lavkomisk pastiche af ikoniske skurke og scener fra det elskelige James Bond-univers, fornemt eksekveret af Dansk Rakkerpak. Skynd jer afsted! Dansk Rakkerpak har til denne sommers gadeteaterforestilling kastet sig over James Bond-universet - shaken, not stirred… Der er eminent sommer- og premierestemning denne juni-aften, hvor vi ikke desto mindre – for en sikkerheds skyld – starter med et fælles ritual for at formilde og sende god energi til vejrguderne. Som udendørs gadeteater er det aldeles nødvendigt, forstår vi, og ’det er vigtigt alle er med, ellers kan noget gå galt.’ Kontakten til publikum etableres således fint fra start af Niels-Peter Kløft, der også ivrigt finder siddepladser forrest til de sidste. Scenerummet er overskueligt. To blå vægge i vinkel agerer drejescener, der undervejs bruges til snart sagt hvad som helst. Det er virkelig veludnyttet. Enkelt, kvadratisk og godt som en anden Ritter Sport understøtter scenografien på den måde forestillingens mange sceneskift effektivt og enkelt. Det er et fornemt bagtæppe til denne tour de force af James Bond-pastiche, hvor alt omvendt er overdrevet og karikeret. Lydene laves live på scenen ’Energikonferencen 2023’ annonceres det i rungende højtalere, og så er scenen sat. En verdensfjern forsker har udviklet en ’energiabsorminator’, der til forveksling ligner en forvokset hårtørrer. En lille vifte agerer belejligt vindmølle, og med et imponerende lydunivers demonstreres det fornemt, hvordan den kan suge energien fra denne ’mølle’, der prompte stopper, over til en blender der prompte går i gang. Min ni-årige ledsager er færdig af grin over denne lavkomiske charme – ligesom resten af publikum. Undertegnede prøver ihærdigt at gennemskue, hvorfor det fungerer så godt og zoomer ind på Thomas Dinesen, komponist og lydmagiker, der tryller med sine knapper live på scenen. Der er ingen rungende højtalere eller nogen overbevisende energisugning uden ham, der som en dukkefører står som et tilbagetrukket centrum for det hele. Og selvom han bogstavelig talt står midt på scenen og lægger stemme til superskurke og drejer på sine knapper, formår han bemærkelsesværdigt nok at være en bifigur selv, og lade lydene stjæle billedet. Det er både godt gået og tænkt. Om det er en dør, der knirker, en vild helikopterjagt eller en kat, der bliver sprunget i luften(!) sidder lydbilledet lige i skabet, og det adderer i den grad til den hæsblæsende action, der momentvis bliver helt filmisk. Legen med Bond-universet er i høj grad også en leg med lyde i denne forestilling, og den får ikke for lidt med referencer og tvists af det oprindelige forlæg. Gode skurke Jesper Pedersen er fremragende som solbrillebærende sikkerhedsvagt til omtalte energikonference, og han bliver kun bedre i rollen, da han under solbrillen viser sig at være den ikoniske Bond-lejemorder med metalgebis, der ikke kan mærke smerte. Jaws hedder han i ’The Spy Who Loved Me’ fra 1977, og Pedersen får overbevisende manet hans frygtindgydende robot-agtige statur frem via bred kropsholdning og et smil, der øjeblikkeligt giver ham det rigtige skær af stjernepsykopat, som samtidig ikke virker alt for skarp. Flere blandt publikum er decideret utrygge ved ham, og forvandlingen er fantastisk – og komisk – hver gang han skifter ind i rollen. Niels-Peter Kløft er også god som den skaldede Blofeld, der med kat og dårlig tysk accent er superskurken over dem alle (helt tilbage fra ’From Russia with love’ fra 1963) med megalomanisk schwung og drømme om ondt verdensherredømme. James er en Jane Ordløst, dramatisk og med en vis tumult bliver energiabsorminatoren selvfølgelig stjålet, og så har vi balladen. B(l)ond må på banen, og det kommer hun. For her er vores agent en kvinde (charmerende og kæk i form af Susanne Bonde), der entrerer scenen som lige dele Bond-babe med kavalergang, der med tung ironi kælent synger sin egen Bond-sang, og lige dele hårdtslående agent der har alle Bond-figurens unoder med at forføre løs og lege med Q’s gadgets til fare for liv og lemmer. Om der kommer nok ud af denne kønsleg, kan man diskutere. Faktisk tilføjer det forbavsende lidt til universet, at James er en Jane. Miss MoneyPenny er i samme logik nu en mandlig sekretær (MænniPenny), og det er morsomt nok, men forbliver en detalje uden andet ærinde end ’comic relief’, hvilket der er rigeligt af i forvejen.   Barnlig charme De mange film-referencer koblet med mængden af fordansket engelsk gør, at forestillingen nok mere er fra ti end seks år, men den barnlige charme ved James Bonds vilde univers fanges rigtig godt ind. Selv de mindste publikummer kan sagtens se det sjove i superskurke og overdreven storyline, og undervejs leges der også effektfuldt med både slow motion-effekter i diverse slåskampe samt skift i perspektiv. Sidstnævnte bedst eksekveret med en svævebane via en lille spand på en snor, hvor en barbiedukke agerer Jane Blond. Langsomt kører hun afsted til storladen musik. Scenen er nervepirrende, og Jaws virker selvsagt enorm, da han pludselig dukker op og sætter sine metaltænder i wiren. ’Klarer hun den’, lyder det bekymret fra min lille ledsager, da alting falder mod jorden for øjnene af os. Imponerende meget er pakket ind i den lille forestilling, der vælter afsted med slapstick-spænding og action. Selv skudløbs-introen, som man kender fra starten på alle Bond-film, inkluderes elegant via to sæt arme, der danner en cirkel, som vores agent så kan skyde igennem. Det er ikke til at stå for, selvom det hele næsten er ’for meget’.

[kulturformidlet]

En tørn med børn

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er charmerende storytelling i Kiosk-forestillingen ’Bedste Barnepiger’ i haven overfor Riddersalen. Kiosken er som altid centrum i denne gratis børneforestilling, der er ved at være ikke bare en sommerhyggelig teatertradition, men også en regulær Frederiksberg-attraktion.

Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll er veloplagte som barnepiger og tager sig qua deres roller ekstra godt af de små publikummer, så alle kommer godt på plads inden forestillingens start. Undertegnede kommer susende i sidste sekund med to små størrelser på slæb, der hurtigt finder plads forrest.

At veloplagtheden ikke kun gælder de små, mærker man med det samme, da Signe ser mig fortrække ned bagerst: ”Og hvad med moren – smutter hun i Frederiksberg-centret imens?”.

Alle griner og solen skinner. Her er umådelig god stemning sådan en strålende sommerdag.

Fup og fakta fra ende til anden At de her barnepiger er en Frederiksberg-institution i sig selv, bliver hurtigt klart, som de animeret begynder at fortælle løs med god sans for lokalkolorit, overdrivelse og fri fantasi. Der er ikke det, de ikke har oplevet, og der er ikke dem, de ikke har passet.

’Kan I se de her hænder?’ spørger Ragnhild og viser dem rundt til alle. ’De har tørret tårer væk, rørt øllebrød, fikset lynlåse…’ listen fortsætter så alenlangt, at alle griner. Næ, det er ikke småting de to barnepiger har oplevet igennem tiderne.

Under bæltet har de intet mindre end Frederik den Tredjes døtre og lille Palle (Huld), der efter sigende inspirerede til selveste Tintin med sin jordomrejse som 15-årig. Effektivt rulles den store Jules Verne-agtige rejse ud for øjnene af os med fjollet stumfilms-stemning og lavpraktisk logistik for den lille Palle. Verden er måske nok stor, men udfordringerne er i dette univers yderst håndgribelige. Det er charmerende enkelt og effektfuldt.

Associationerne fyger afsted På samme måde bliver historien om en panters flugt fra sit bur i Zoo levendegjort for os, og associationerne fyger afsted. Vi hører også om dengang Signe rullede Frederiksberg Rundkirke væk for at redde den fra en ildebrand, og om barnepigernes underjordiske lager fyldt med legetøj, der strækker sig vidt og bredt ud under Gammel Kongevej.

Det hele er på sin egen mulige og umulige måde forankret i Frederiksberg, og også helt aktuelle ting tages op, som den nylige konflikt omkring faren ved kirsebærtræer i børnehaver – og navnlig kirsebærsten i børns næser. ’Man har forsøgt sig med net’, lyder det lakonisk, men heldigvis har Signe hæklet et beskyttelsescover til brug på alle små udsatte børnenæser.

Selv de mindste kan se det sjove i den løsning, og når ’de varme hænder’ ligefrem begynder at ryge og fylder den lille kiosk med røg, er alle på et eller andet plan med. Mange af referencerne går dog hen over hovedet på de mindste.

Som voksen er man altid glad, når børneteater kan køre i to spor, og der er lidt til alle størrelser, men måske tipper doseringen lidt rigeligt i de voksnes favør her. Rastløsheden blandt de mindste publikummer er til at føle på til tider, men det er ikke konsekvent. De fanges ind igen af den næste fantastiske historie, der kommer som en perlerække gennem forestillingen, og ret beset lyder anbefalingen også ’fra 5 år’, hvilket publikum denne premieredag ikke helt afspejlede.

Lidt alvor bag løjerne Bag gak og gøgl – og pragtfulde pompon-dekorerede kostumer, der med støvler og puffede lange nederdele vækker minder til Mary Poppins; barnepigefiguren over dem alle – aner man dog en alvor. Tiderne har ændret sig, og måske er der ikke længere brug for barnepiger som Signe og Ragnhild mere. Dels er der selvfølgelig skærmene, men forældrerollen har også ændret sig, fremgår det af vores sandhedsvidner, der jo som bekendt har oplevet lidt af hvert og været ’i gamet’ siden Herodes tid.

Forældre tager deres børn med overalt nu, fortæller Signe lidt forpustet. ’Tag et pusterum så vi kan få lov’ lyder det opfordrende fra Ragnhild, der også tilbyder den bekymrede Signe en smuk Frederiksberg-løsning på problematikken: ’Hvis ikke der er business i børn, så kan vi passe hunde.’ I bedste børnelogik udspilles en længere hundesekvens, som begejstrer især min yngste ledsager. Grundlæggende charmeres vi alle af denne insisteren på ord, indlevelse og indfald og tager det med et gran salt, at der ses mere stort på hoved og hale.

FAKTA Riddersalen: Bedste Barnepiger - Manuskript: Signe Birkbøll. Instruktør: Geir Sveaass. Visuelt udtryk: Pille Behrendt, Maren Birkbøll Auzias. Kostumer: Pille Behrendt. Rekvisitør: Maren Birkbøll Auzias. Assistent: Kerstin Anderson. Lyddesigner: Joachim Holbek. Medvirkende: Ragnhild Kaasgaard, Signe Birkbøll. Alder: fra 5 år. Varighed: ca. 30 min. Set 2. juni ved Kiosken foran Riddersalen, hor den gratis spiller til 9. juli 4.-26. juni: Tirs.-fre. kl. 10.00, Lør. og søn. kl. 11.00 og 13.00 - 27. juni-9. juli: Tirs. – søn. kl. 11.00 og 13.00). www.riddersalen.dk

[kulturformidlet]

Fortænkt fantasi i flotte farver

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er prominente navne bag – og dermed også høje forventninger til – årets dukketeater hos Marionet Teatret i Kongens Have. ’Sol står op, fugl falder ned’ er en stille forestilling med sprælske farver, som mangler humor og forløsning for at fænge sit publikum. Der er høje forventninger til årets dukketeater i Kongens Have med seje navne i spil som jazzguitarist Jakob Bro. Sæt dertil den poetisk, finurlige forfatter og filmskaber Emma Rosenzweig, der her krediteres som ikke bare dramatiker, men også ’kunstnerisk konceptudvikler’ sammen med den farverige billedkunstner Tal R. Intentionen bag forestillingen er da også superfin og særdeles svær at have noget imod. Der inspireres til fri leg og fantasi – og at turde gå imod strømmen. Noget vores lille dukke undervejs er vældig skræmt over, som han kommer på afveje langt ud i skoven, da han egentlig bare skulle være gået den lige vej i skole. Helt ordret lyder opfordringen til slut i en lidt anstreng ’barnestemme i samklang med voksen-sang; ’Hvis du vil lære at flyve, må du først lære at falde… Deroppe flyver dit mod’.  Som voksen føler man det poetiske budskab, men det er samtidig tydeligt, at langt de fleste i stykkets målgruppe er stået af.

Genstridige fødder og krokodillesko Der grines lidt i starten af hovedpersonens genstridige fødder, der ikke makker ret og har deres egen vilje. Den fjollede kæmpesko med åben snude som et krokodillegab får også et par smil frem, og særlig fint fungerer ideen med at bruge snørebåndet som hundesnor. Alene pga. størrelsesforholdet imellem dukke og sko er det noget af en mundfuld for vores lille dreng at få den kæmpe sko til at makke ret, og som med en genstridig hund i snor er det tydeligvis ikke ham, der bestemmer vejen. Handlingen fortoner sig lidt til fordel for farver og effekter i form af bl.a. en kæmpe rød sol, der til smukke, håbefulde klavertoner stiger op midt i det hele. En lettere kluntet kæmpefugl kommer som en anden Fønix også til, og redder belejligt vores venner ud af skoven, som i bedste Tal R-stil har uregerlige træer, der naivistisk stritter i alle retninger, som et barn kunne have tegnet dem under entusiastisk forklaring af sin tegning. Mere sprælskhed Tal R’s farver og ekspressionistiske streg fylder på den måde forventeligt i scenografiens visuelle udtryk, hvor også det spraglede scenetæppe elegant agerer både seng, og vendt lidt på skrå; trappe, men undertegnede havde håbet på – og også forventet – mere sprælskhed. Både på billedsiden og i fortællingen. Publikums alder taget i betragtning og ikke mindst med det selverklærede mål om at være ’Et billedeventyr for hele familien om at lade fantasien flyve’, kunne der oplagt have været mere smæk på over hele linjen. Og i samme logik: Hvorfor vrider man ikke mere personlighed ud af den overdimensionerede, tamme fugl, når man nu har sådan en med? Det fremstår som en forspildt chance ikke at lokke mere børnelatter ud via den. På den varme forårsdag i strålende sol, hvor denne anmelder så forestillingen, er de sorte dukkeførere heller ikke helt så usynlige, som man kunne ønske sig, og noget af illusionen går lidt tabt med de mange tydelige arme og hænder. Særligt på flyveturen, hvor  størrelsesforholdet ændres, så dukke, sko og fugl skifter fra store til små, er dette ærgerligt. Lækker lydside Noget der til gengæld fungerer virkelig godt stykket igennem er lydsiden. De drømmende toner fra Jakob Bro får momentant det hele til at svæve og slår konsekvent en magisk, blød stemning an, der vækker minder om hans smukke Balladeering-album fra 2009. Og der er oveni det yderst gode lyde undervejs. Lyddesigner Markus Artved fortjener ros for alt fra varierede fuglefløjt, summen af bier og farlig tiger-knurren i skoven, rungende trampen på trappen, taktfast vækkeurs-tikken, høj kaffe-ophældning, brudstykker af nyhederne om bl.a. medvind på cykelstierne – igen et nik til de voksne. Lidt mere humor og sprælskhed til de små havde klædt projektet. FAKTA Marionet Teatret : Sol står op, fugl falder ned - Producent: Det Lille Teater. Dramatiker og kunstnerisk konceptudvikler: Emma Rosenzweig. Scenograf og kunstnerisk konceptudvikler: Tal R. Komponist: Jakob Bro. Instruktør: Rolf Søborg Hansen. Dukkemager: Karin Ørum. Lyddesigner: Markus Artved. Sanger og indtaler: Abel Roman Rosenzweig. Sanger: Dora Selma Rosenzweig. Dramaturg: Camilla Hübbe. Forestillingsleder: Morten Lyster. Scenemester: Rasmus Nordal Jørgensen. Regissør og syerske: Karin Rentsch Jørgensen.  Medvirkende: Yulia Bulankina Lystbæk, Maria Garde og Evi Arnsbjerg Brygmann. Alder: Fra 2 år. Varighed: 30 minutter. Set 26. maj 2023 i Marionet Teatret i Kongens Have, hvor forestillingen spiller til 23. juli. Gratis adgang. Spilletider: Tirsdag-fredag kl. 10.00 & 11.00 (20. maj-23. juni), Tirsdag-fredag kl. 14.00 & 15.00 (24. juni-21. juli), Lørdag-søndag kl. 14.00 & 15.00 (hele perioden)

https://detlilleteater.dk/forestilling/marionet-teatret/sol-staar-op-fugl-falder-ned

[kulturformidlet]

Vinterdvale og julehumør

Denne anmeldelse blev oprindeligt på teateravisen.dk

En stemningsskabende fortæller, akkompagneret af fint vinter-lydspor, sætter rammen for Teatret Zeppelins dukke-dramatisering af Tove Janssons bog om mumitroldenes første møde med – ikke bare vinter og sne, men også – julen, der ikke sådan er til at blive klog på. Det er finurligt og fint helt i tråd med forlægget. ’Da julen kom til Mumidalen’ er oplagt som underfundigt og hyggeligt indslag i en travl december.

Salens opmærksomhed fanges intenst fra start, hvor Mie Brandt med god dramatisk sans giver sig til at fortælle om mumiernes livscyklus.

Lige nu er de i vinterdvale, forstår vi. Alle er nysgerrige og stille for at få det hele med, og den yderst billedskabende stemningsopbygning forløses fornemt med det fineste vinterlandskab, som tæppet går fra. Det sner fra himlen, og alt ånder fred og idyl.

Johanne Eggerts smukke sne-scenografi er enkel med store snedynger, der glimter, bjerge i baggrunden og et lille blåt hus i midten, hvor der som prikken over i’et kan komme røg op fra skorstenen.

Det er en virkelig god begyndelse på en meget fin forestilling, der får os alle ned i tempo, og det kan undre, at aldersgrænsen er sat helt op til 5 år. Mange mindre børn ville også oplagt kunne suge stemningen til sig og nyde roen og detaljerne i fortællingen.  

’Men ikke alle sover…’

Inde fra det lille hus hører vi heftig snorken fra mumierne dybe vintersøvn. Der smaskes lidt og vi kan næsten mærke varmen under dynerne. Pludselig høres der også en prut, og hele salen sprutter af grin.

Vores dygtige fortæller viser sig også at være en ferm dukkefører. En god basrytme akkompagnerer hendes fine føring af Hemulen, der irriteret og lettere julestresset møffer rundt i vinterkulingen.

En helt anden ro skabes med varmt lys og svævende toner, når vi er med i Mumis rare drøm under dynerne. Stemningsskiftene er ligesom scenografien enkel og effektfuld. Dertil emmer dukkeføringen, med forskellige stemmer og gemytter til dalens mange beboere, af simpel børneleg, som publikum selv kunne have gang i hjemme på værelset. Her er plads til at dvæle ved detaljerne.

Alle skal op og ned ad stigen (da mumierne konsekvent går ind gennem taget!), og det tager både tid og er besværlig for de fleste mumitrolde. Mumifar falder endda, og affejer det som ingenting, som vi kender det fra Wulffmorgenthalers Dolph-figur, der stædigt fastslår; ’Jeg var lige oppe’, hver gang han falder.

Ligeledes opremses opskriften på Mumimors varme forkølelsessaft, og det slås fast med sødmefuld, myndig mine, at den ’smager af sommer og jul i en mundfuld.’

Sproglige billeder som disse er der mange af med fin reference til Tove Janssons bøger.

Julens forventninger

Trods forestillingens ro er forvirringen stor blandt vores mumitrolde. De har aldrig set sne før og er helt fortumlede af at blive revet ud af deres dybe vintersøvn. Ingen forklarer dem noget, men i forbifarten opsnapper de en halv vind om, at julen kommer, og de forstår så meget, at man skal bruge et træ for at klare sig. For dem er julen noget ukendt og farligt, som må formildes ved at opføre sig korrekt over for den.

Det er en skøn måde at se på det hele udefra, og bøgernes evne til at forene det trygge med det farefulde – og her også de højtidelige traditioner med det humoristiske – er smukt sat i scene.

Min lille ledsager synes, at det er noget så sjovt, at man kan tro, at julen er noget farligt, og han klukker lystigt over de mange forviklinger og forberedelser hos de stakkels mumier.

’Spiser den også?!’ udbrydes der forfærdet, da det går op for dem, at man også skal lave mad til julen. Alle i salen morer sig kosteligt over at vide bedre, og der er ikke et øje tørt, da der bliver disket op med alle mulige retter, som jo slet ikke er julemad.

På samme måde går det med juletræet, der skal ’pyntes smukt som muligt’. Mumimor finder efter bedste evne både perler og roser frem, og træet bliver faktisk fint, om end ikke ligefrem traditionelt.

På den måde bliver der efterhånden alligevel julestemning i den lille mumidal, som det hele skrider frem, og et smukt grønt lys indhyller himlen i den sidste idylliske scene. Som voksen er referencen til nordlys klokkeklar, men min lille ledsager mener nu nok, at det godt kunne være et stinkdyr.

Dermed får undertegnede – og nu også I – lige et ekstra billede med fra dette elskelige univers.

FAKTA Teatret Zeppelin: Da julen kom til Mumidalen - Manuskript: Mie Brandt ud fra Tove Janssons fortælling. Instruktør Mette Ovesen. Scenograf: Johanne Eggert. Dukkemager og violinist: Maja Linde Christensen. Komponist og  lyddesigner: Rasmus Christner Månsson. Lysdesigner: Michael Breiner. Konsulent: Rolf Søborg Hansen. Skrædder: Camilla Lind. Medvirkende Mie Brandt. Alder: fra 5 år. Varighed: 45 min. Set 27. november 2022 på Teatret Zeppelin, hvor den spiller til 23. december. https://www.zeppelin.dk  

[kulturformidlet]

Moderne musemagi

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Med ’Nøddeknækkeren og Musedronningen’ har Det Lille Teater lavet en ny dramatisering af det klassiske juleeventyr af E.T.A Hoffmann for målgruppen 4-10 år. Og sammen med et godt lydspor kommer de magiske julekvaliteter fint frem i denne uomgængelige juleklassiker over dem alle. I Det Lille Teaters stærkt moderniserede version af ’Nøddeknækkeren’ er den vrisne musedronnings yderst forskellige museunger spredt ud over hele kloden, og lille Marie frygter med god grund for julestemningen. ’Du skal lære at kende forskel på virkelighed og fantasi’, formaner den travle mor sin lille datter, mens hun pønser på, om det kunne være smart at pynte juletræet helt ensfarvet i år. Rikke Bilde gør det særdeles overbevisende som fortravlet voksen, der vil sin datter det bedste, men eksempelvis ikke har nogen sans for datterens sirligt opstillede musebamsekoncert. Det har vi til gengæld som publikum. Via det fineste lydspor får vi magien fra hendes dirigent-leg helt ud på bagerste række i den lille teatersal. Legeværdien har reel værdi her, og det er en smuk start. Ganske morsomt er det også, at et par af musene spiller falsk, så vores lille dirigent med myndig mine må rette til. Mathilde Lundberg formår flot at formidle barnlig uskyld og nysgerrighed igennem hele stykket. Modernisering af Tjajkovskij Musikken er komponeret af Christian Balvig med udgangspunkt i Tjajkovskijs musik.  Det er sin sag ikke blot at ville modernisere opsætningen af så klassisk et juleeventyr som ’Nøddeknækkeren’, men også at ville pille ved selveste Tjajkovskijs toner. Må man overhovedet det? Det kunne nemt ende fladt, men Balvig slipper imponerende nok afsted med at give lydbilledet en lethed, der passer godt til den enkle opsætning. Samtidig inddrages de mest ikoniske temaer, så man enkelte steder tager sig selv i at savne tåspidsskoene ramme i takt. Det er godt balanceret. Og som sjovt, moderne nik til den manglende ballet har vi til gengæld her en Nøddeknækker (Michael Lundbye Slebsager), der læner sig tæt op ad Electric Boogie i sin bøjelige dans med sine træ-lemmer. Det er svært ikke at elske lidt, og salen tager ham til sig med åbne arme. Blues-blæs i legetøjstrompet På samme måde lykkes det ganske godt at modernisere den ret omfattende, klassiske fortælling. Mange af de eventyrlige figurer er helt barberet væk. Her har vi slet og ret at gøre med en musemor, der vil have sine unger hjem til jul. At de så alle tre er ved at realisere sig selv forskellige steder i verden, indlemmer elegant – og temmelig fjollet i ordets bedste betydning – små referencer til originales snefnug, Østens magi osv. Noget af originalens kant og dysterhed bevares også med musedronning-figuren, der slet og ret tager Maries lille dukke som gidsel for at få sine unger igen. Humørmæssigt skifter hun dramatisk imellem at være vrissen og ugidelig over i en rå, desperat sorg – komplet med blues og blæs i en lille legetøjstrompet. Det er en gylden scene, og Rikke Bilde er igen skøn i denne rolle, som min mindste lille ledsager (4 år), dog var en kende utryg ved. Kvadratisk – praktisk - god Scenografisk er der også god samling på moderniseringen af fortællingen. Meget ulig den klassiske versions kæmpe gemakker hos det bedre borgerskab er scenen her sat i et moderne hjem med en enlig mor og en fjollet onkel. Deres hjem har karakter af et såkaldt ’tiny home’, hvor alting har mange funktioner. At huset på den måde er godt udnyttet, betyder også at scenerummet bliver yderst fleksibelt. Sofaen er ikke bare en sofa, skorstenen ikke bare en skorsten.  det muliggør dygtigt et væld af enkle skift i fortællingen, der ikke mindst udnyttes når de store mus skal trylles små, så de er til at have med hjem i lommen til musemor, så julen kan reddes… FAKTA Det Lille Teater: Nøddeknækkeren og Musedronningen - Manuskript: Camilla Hübbe. Instruktion: Mia Lipschitz. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Lysdesign: Mads Lindegaard. Komponist: Christian Balvig. Lyddesign: Jes Theede. Musikere: Carolyn Goodwin, Damian Dalla Torre, Becca Toft, Rasmus Svale Lund, Cæcilie Balling, Maria Isabel Edlund & Björg Brjánsdottir. Medvirkende: Rikke Bilde, Mathilde Lundberg & Michael Lundbye Slebsager. Aldersgruppe: 4-10 år. Varighed: 45 min. Set 30. oktober 2022 på Det Lille Teater, hvor forestillingen spiller til 18. december. https://detlilleteater.dk  

[kulturformidlet]

#duergodnoksomduer

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk ’Min krop – dit blik’ er en fin times tid med kropsovervejelser målrettet teenagere, der jo kun har godt af det lige så fine budskab: ’Din krop er sej – elsk den!’ Der er sjove momenter, og de mange unge, der kommer til orde i lydklip, giver stof til eftertanke. Rent teatermæssigt er forestillingen dog på det jævne. Teatret Mærkværk, der står bag opsætningen af ’Min krop – dit blik’, betegner den selv som ’En sanselig dokumentar om krop, identitet og selvværd’, og det er lige, hvad det er. What you see, is what you get.

En gigantisk dukke pustes op og fylder hele scenen, og det er mildest talt ikke nogen idealkrop, som den ligger der, og flyder ud med sine abnorme lemmer. I bedste SoMe-stil gøres der flittig brug af selfiestang med LED-ringlight undervejs, og Barbiedukker er der også nok af. De bliver dissekeret, tegnet på, belyst og filmet med den allestedsnærværende og uundværlige iPhone, og de projekteres på den store dukke, der dermed også fungerer som lærred.

Scenografisk når vi højdepunktet, da dukkens oppustelige ben presses sammen, så det til forveksling ligner kønslæber og Mikkel med møje og besvær møffer sig igennem, så hans hoved popper ud i perfekt timing til lydsporet.

Flere i salen er pinligt berørte, men selv sarte sjæle kan sagtens gå ind at se denne letfordøjelige opsætning.

Stjerner til lydsiden

Især de mange interview-lydklip undervejs fungerer godt. Lene Skytt og Rasmus Månsson skal have stor ros for den del. På et leje af hjerterytme hører vi fra de unge selv. Alle mulige interview-bidder er klippet sammen, så de næsten taler i munden på hinanden, og de sætter i bedste intime natradio-stil ord på et væld af kropsovervejelser, der tynger og fylder hos de forskellige.

Det er virkelig et godt indspark – og absolut det stærkeste i hele forestillingen – at høre fra dem, det hele handler om. ’Jeg bliver næsten ked af det, når folk roser min krop, for jeg har fået den på en sindssygt usund måde’ og ’Jeg er mere tilfreds med min SoMe-krop end min egen. Det er to forskellige verdener’, lyder det blandt andet, og den slags går lige i hjertekulen.

Bedre end noget andet belyser disse udsagn, hvad det er, der tumles med, og hvad det er, der danner folks syn på sig selv og andre.

De to i front

Ellers er det Mikkel Løvenholt Reenberg og Anne Gry Henningsen i front. De står i helt almindeligt tøj med afslappede monologer om deres ungdom og egen kropsopfattelse ’dengang de selv var unge’. Det er afgjort meningen, at det skal være relaterbart, og undertegnede, der er på deres alder, husker nostalgisk med på de gode 1980’ere, men det er unægtelig længe siden, og meget har ændret sig.

For et ungt publikum virker det udtalt bedaget at tale om en tid, hvor der eksempelvis ikke engang fandtes sociale medier.

Især den sportslige Anne Gry, der nu er 46 og altid har været glad for sin krop, ’fordi den virker’, bliver vældig pædagogisk fodformet, som hun står og plæderer for, at ’alle er lige pæne.’ Hvor utilfredsheden med kroppen kommer fra er selvfølgelig et godt og vigtigt spørgsmål, men ’jeg synes alle kroppe er smukke’-logikken, bliver omvendt lidt søgt.

Bedre fungerer det med Mikkel, der som gammel balletdanser rent fysisk kan vise os, hvorfor han blev mobbet og kaldt homo, da han forlod balletskolen og kom i almindelig folkeskole. Graciøst badutspringer han af sted og peger på en imaginær tavle, som stod han stadig ved balletbarren.

Skiftet i kropsholdning er vildt, og det får os alle til at smile. Man ser det for sig – også kontrasten til og reaktionerne fra de andre elever. Vi føler med ham, både når han fortæller om sine mange krops-issues, og når han nu – 40 år gammel og med lidt mave – forklarer at hans blik på sit yngre selv i dag er mildt, og at han ikke længere helt forstår sin hårde dom over sig selv dengang.

Gid alle usikre teenagere må nå dertil en dag.

Karikerede roller

Indimellem disse fortrolige monologer får vi forskellige karikerede rolleskift. Med blå paryk og hvide kitler præsenterer Mikkel og Anne Gry statistikker og absurde fakta om eksempelvis Barbiedukkers aldeles urealistiske kropsmål. En hyldest til kroppens enzymer, tarme m.v. over Frozen-balladen ’Let it go’ bliver det også til fra Mikkel i fuld drag.

Der leges med stereotyperne idet han rent faktisk kan synge, hvorimod Anne Gry i fuldt muskelsuit så absolut ikke har en tone i livet. Det fungerer, men føles samtidig lidt nemt. Med briller agerer de også ad flere omgange ’forældre-voksne’ med en komplet palet af boomer-bemærkninger, der fint udstiller deres afstand til teenagelivets bekymringer; ’Skal bukserne sidde helt dernede?’, ’Ret dig op’, ’Løft blikket, vær realistisk’.

Andre gange revses der lidt. At lægge selfies op sidestilles med at se sig i spejlet og lade andre kigge på, mens man gør det. ’Hashtag; Dyrk dine venskaber.’

Voksne vs. teenagere

Lige så sympatiske Mikkel og Anne Gry virker på scenen, lige så lidt er den voksne distance noget, de kan undslippe. Forestillingen minder derfor denne anmelder ganske meget om Baz Luhrmans sang ’Everybody’s free (to wear sunscreen)’ fra 1999, hvor han prøver at give gode råd til ungdommen; ’Do not read beauty magazines, they will only make you feel ugly!’ slår han bl.a. fast, selvom han ved, at ungdommen ikke lytter. Erfaring er som bekendt svær at give videre, den skal man selv have.

Og videre ift. denne kontekst; ’Enjoy your body, use it every way you can / Don't be afraid of it or what other people think of it / It's the greatest instrument you'll ever own!’

Du er god nok som du er

Samme budskab går igen her. Alle sendes vi ud ad døren med en opfordring om at sende en kærlig tanke til ikke bare vores egen krop, men også den lige ved siden af os. It’s all love.

Intentionerne er gode og emnet er vigtigt, men guderne skal vide, at det ikke er nemt at være teenager eller at nå dem i øjenhøjde fra scenekanten, og det lykkedes også kun til dels her.

FAKTA Mærkværk: Min krop - dit blik - Idé: Anne Gry Henningsen. Manuskript: Holdet. Instruktør, interviews & bearbejdning: Lene Skytt. Scenograf: Simone Bartholin. Lyddesigner: Rasmus Månsson. Lysdesigner: Maria Pi. Scenografassistent: Johanne Hornum. Instruktørassistent: Laura Cornelius Petersen. Skrædder: Rosa Birkedal. Medvirkende: Mikkel Løvenholt Reenberg & Anne Gry Henningsen. Alder: Fra 13 år. Varighed: 60 min. Turneforestilling (27.10-8.12.2022). Set 15. marts 2022 på ZeBU (www.zebu.nu), hvor den spiller til 25. marts. Kan også opleves på Aprilfestival 2022 (www.aprilfestival.dk) i Esbjerg.  http://maerkvaerk.dk

[kulturformidlet]

Børnemagi i kalenderform

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Skynd jer til Amager og sæt tid af! Tiden flyver som bekendt, når man har det sjovt, og det har man virkelig med Børnekulturhus Ama’r og ZeBUs store julekalender. ’24 Hemmeligheder’ skaber slet og ret magi for børn. Her må man gerne røre og mærke efter, imens andre rum inviterer mere til at dufte og lytte. De 24 låger spænder vidt og byder på meget forskellige oplevelser, man som en skattejagt kan gå på jagt i med alle sanser.

Af Gudrun Hagen Undertegnede og en lille trio af 7-årige er klar på det meste, som vi bevæger os ud til ZeBU på Amager til, hvad de selv reklamerer med som Københavns største julekalender. Når 24 kunstnere fra teatret, musikken, arkitekturen, og billedkunsten går sammen om at skabe en oplevelses-julekalender for børn, kan hvad som helst ske, tænkte vi. Og det gjorde det! På trods af diverve corona-regler er det lykkedes at holde fast i interaktionen mellem installation og beskuer, og det her med, at man selv skal knække koden i forhold til, hvad hver enkelt station går ud på, og at der ligefrem inviteres til at røre, det gik rent hjem hos min lille entourage. Vi blev budt velkommen med et fint lille kort over placeringen af de mange kalenderlåger og en afslappet introduktion til, hvordan vi skulle gribe det hele an. Rækkefølgen var eksempelvis helt op til os selv. To af posterne er udenfor, og en del er ovre i Børnekulturhus Ama’r, så arealet, vi kan boltre os på, er betragteligt. Mine små ledsagere tripper af nysgerrighed, og i starten går det over stok og sten med at udforske. Langt det meste giver intuitivt mening for dem, som vi bevæger os rundt. Ned i tempo Første gang vi for alvor bremser op, sker dog allerede i et af de første rum, vi besøger. I nr. 22 med titlen ’Sand’ har billedkunstner Helle Hove skab et intimt, lille univers ved hjælp af en hævet, rund, sort skive, noget fint sand og div. remedier at forme det med. Børnene bliver aldeles opslugt af at tegne mønstre, og jeg selv finder meget inspiration i Helle Hoves egne små billeder af, hvad der er muligt at tegne frem, om end samme kreative højder ikke bare tilnærmelsesvis opnås. Et andet højdepunkt er ’I hulens ånd’ (nr. 4) ved Bob Lundgreen, der effektfuldt har mikset stenalder og clubbing-univers med selvlysende hulemalerier i en mørk setting med kunstig pejs. ’All my exes live in Texas’ Den helt store tidsrøver bliver ’Howdy’ (nr. 24 ). Koblingen mellem julehygge og westernbule rammer i den grad plet. Maria Lau Krogh agerer selv overbevisende saloon-værtinde og har skabt et veritabelt western-værksted med farlige limpistoler og overvældende mængder klippe/klistre materialer, så man med glimmer og andet godt kan kreere sin egen cowboyhat, kaktus el.lign. På et leje af Dolly Parton og masser af andre geniale country-koryfæers røst får krea-glæden frit løb. Bl.a. vugger George Straits ’All my exes live in Texas’ juleblidt afsted, imens jeg prøver at afkode de mange mugshots på væggen af datidens banditter. Her er virkelig kælet for detaljerne. Drinkskortet lyder på alt fra ’Lucky Luke mælk’ til ’Sticky cactus dråber’. Stedet emmer på den måde af stemning for både store og små, og vi bruger lang tid i dette seje åndehul. Poetiske rejsedrømme som minder Nr. 9 - ’Rejseminder fra steder du ikke har været’ - skal også fremhæves. Alene titlen tiltaler os meget. Lawaetz Aesthetic har skabt et decideret magisk rum, der ved første øjekast kun består af en kuffert og et par puder, men så snart man drister sig til at åbne kufferten spredes magien særdeles effektfuldt. Lyset skifter og eventyrglimt af rumrejser, koraldyk og nisser i snelandskab projekteres. Det er enkelt og poetisk, og det virker yderst overbevisende, at vi selv skal sætte det hele i gang. Kufferten bliver åbnet og lukket i et væk i håb om endnu flere eventyrlige ture, så flere projektioner havde vi kun hilst velkommen. Motion og leg i ét Nr. 8 - ’#resteniøret’ - af Hans Sydows lydinstallation er udenfor og kan kun høres en gang hver hele time. Det skal lige times, er følgelig den første tanke, men vi når den faktisk hele to gange, da vi leger så længe med den anden udendørs post ved siden af – nr. 6 ’Terningen bestemmer’. Efter at have sanset løs indenfor er det befriende for de små størrelser at få lov at kaste med store terninger, regne sammen hvad de har slået og løbe op og ned ad den skrå bakke til de 24 låger. Det er Balder Brøndsted (idræt-, lege- og bevægelseskonsulent) der med Legefabrikken står bag. Afhængigt af alder lægges der op til forskellige muligheder, og det lykkes til fulde at få os til at okse rundt. At denne post også kan fungere glimrende for en hel skoleklasse er nemt at se for sig.Forskellige aldre – forskellige favoritter Appellen til forskellige aldre er udtalt, og andre ting vil oplagt blive fremhævet hos dem med mindre eller større ledsagere. Personligt var jeg vældig glad for 1980’er-æstetikken i ’Julebanko og fotokomik’ (nr. 3) og den ret håbløse, men til gengæld gigantiske stand-up-bamse i ’Bamses store show’ (nr. 18), der med udtalt sceneskræk leverer dårlige jokes og fornærmelser til publikum. Begge dele gik lidt hen over hovedet på min lille trup af 7-årige, ligesom 'SeeSound’s lydelelevator' med otte forskellige lyduniverser uretfærdigvis heller ikke lige fængede. De fine eksotiske detaljer i Hans Sydows '#resteniøret 'lagde de heller ikke vægt på, men det gør andre sikkert. Her er så rigeligt med input at tage af, at det åbenlyst ikke gør noget, at alting ikke fascinerer lige meget.  Sikke en oplevelse Der skal lyde stor ros herfra for en imponerende gennemført oplevelse, man ville ønske ikke kun var tilgængelig i den travle juletid. Tidsmæssigt var det svært at vide, hvad man skulle forvente på forhånd, men at vi først så småt var ved at være færdige 3 ½ time senere, kom bag på os alle. Sikke en oplevelse. Tusind tak for magi. Spred den gerne ud hele året.

[kulturformidlet]

Blandt julehadere og intergalaktiske stjernetræer

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Gunnar Willes sprælske radiojulekalender, 'Ritas Jul', fra 1980 kan nu opleves i en teaterversion på Zangenbergs Teater, hvor man forsøger at få de mange muntre og kaotiske indskydelser til at spille sammen. Gunnar Willes senklassiker af en juleføljeton i 24 små gakkede dele byder på julehadende fædre, intergalaktiske stjernetræer og stribede nullermands-nisser. Selvom alle disse elementer (imponerende nok) også er til stede i den enkle teateropsætning, stritter stykket lidt i alle retninger og nogle af de skønne figurer kommer ikke rigtig til deres ret.

Vi har bl.a. et postbud, der hader pakker og en far, der om sommeren arbejder på en kravlenissefabrik, og derfor bruger vinteren på at hade julen. Begge pointer går lidt tabt på scenen, men vi forstår da, at faderen hader julen og at postbuddet ikke gider sit job.

Midt i det hele står Rita med sine brødre og prøver at redde julestemningen. De er klædt i hhv. blå, rød og grøn sweater og dækker samtlige roller på scenen med dukker, masker og mimikskift.

Juletræet med sin pynt

Mette Kjeldgaard Jensen fylder mest som hovedperson og fortæller. Som Rita er hun flere gange i fare for at virke dum fremfor ung med sit overtydelige kropssprog og sin langsomme børnelogiske eftertænksomhed.

Som postbuds-dukkefører er hun ikke usynlig nok og kommer gang på gang til at stjæle dukkens rampelys og overdøve det stakkels postbud med sit eget kropssprog. Den figur står i det hele taget svagt.

Faderen (spillet af Elias Munk) gør heller ikke meget væsen af sig. Det lykkedes de tre børn at få ham ud af skabet, og publikum klukgriner, som han vikles ind i juletræspynten og står bundet til træet med glitterguirlande omkring sig fra top til tå.

Hvorfor det får ham til at droppe sit julehad, står her hen i det uvisse, men pyntet op bliver der i hvert fald til stemningsfuldt brusende klavertoner live fra scenen, og momentet med stille juleidyl er en fin kontrast, inden galskaben for alvor tager fart.

Elskelig farmor

Stemningen skifter brat og dommen er hård, da den nisseforskrækkede farmor ankommer. ’Du er håbløs!’ lyder det prompte fra den fine trædukke, som tydeligvis har opdraget faderen strengt med sin nissefrygt. Smukt dukkeført af Louis Nathan Bodnia Andersen er denne forstokkede trædukke et charmerende bekendtskab, der kommer flot til live.

Effektivt og komisk får hun formidlet sin nisseskræk til salen. ’Nisser er usynlige’, fortæller hun os alvorligt og holder en kunstpause, inden hun fortsætter: ’Det vil sige – man kan ikke se dem!’ Alle griner.

Gunnar Wille er god til lyde

At 'Ritas Jul' oprindeligt dengang i 1980’erne var en radiojulekalender, fornemmer man via de gode lydindslag undervejs, og lyddesigner Ingvild Njølstad Skandsen fortjener ros. Udover almen tumult, gløggeksplosion(!) og tegneserieagtig stjernetræsankomst, går det heller ikke stille af, når dukkerne med et afslappet forhold til tyngdeloven hopper fra A til B på scenen, eller når farmoren skal lave lagkage ’på en sur måde’ for at holde de farlige nisser på afstand.

Et lydspor af beats og klirren får hele LiteraturHaus til at svinge.

Det er også effektfuldt med den båndede stemme til vores stribede nullermand af en nisse, der ikke er så usynlig endda og minder undertegnede om en særdeles rund Snøvsen.

Det skal nok blive jul i år

Højdepunktet er – meget passende i en juleforestilling – Bodnia Andersens hæse trompet fra scenen og nissens sang, der afføder spontant klappe-akkompagnement i salen. At vi alle også skal op at hoppe for at lave feststemning til nissen, fungerer også fornemt til målgruppen, ligesom Ritas fællessang med ’På loftet sidder nissen’.

Det skal med andre ord nok blive jul i år, men 'Ritas Jul' skal ikke kun opleves på scenen.

FAKTA Zangenbergs Teater: Ritas Jul - Forfatter: Gunnar Wille. Dramatisering: Gunnar Wille og Camille Sieling Langdal. Instruktion: Camille Sieling Langdal. Instruktørassistent: Sofie Kallan. Scenografi: Gunnar Wille. Lyddesign: Ingvild Njølstad Skandsen. Klaverkompositioner: Ingvild Njølstad Skandsen & Louis Bodnia Andersen. Lys: Anni Klitmøller.  Dukker: Sigurd Røge Dissing. Masker: Katrine Karlsen. Rekvisitør: Linda Klein. Medvirkende: Mette Kjeldgaard Jensen, Elias Munk og Louis Bodnia Andersen. Alder: Fra 5 år. Varighed: 50 min. Set til premieren 26. november 2021 på Zangenbergs Teater (der nu holder til hos Literaturhaus på Nørrebro), hvor den spiller til 19. december. https://www.zangenbergsteater.dk

[kulturformidlet]

Klimakrise og ligestilling i Sherwood

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Mange ting har ændret sig i Sherwoodskoven, men helt i Eventyrteatrets ånd er Robin Hood en flot, musikalsk opsætning fyldt med talentfulde børn på scenen. Den woke modernisering af det gamle folkesagn bliver til tider for søgt og favner for bredt, men andre aspekter fungerer glimrende; Ikke mindst musikken og de onde er en fest! Eventyrteatrets længe ventede Robin Hood-forestilling (aflyst sidste år pga. corona) har netop haft premiere. Det er fast tradition med en ny familiemusical fra deres hånd hvert efterår op til skolernes efterårsferie, og i år er der intet mindre end 30 års jubilæum.

Stykkets mange amatør-børneskuespillere tager flot imod os, imens vi går fra Tivolis indgang ned mod Glassalen i den gamle have. Det er effektfuldt, som de står der i fuld make-up og byder os velkommen til Sherwood, og allerede her er min lille syv-årige ledsager behørigt imponeret.

At man ligeledes kan komme helt tæt på i pausen udenfor, har på samme måde stor attraktionsværdi, og man fornemmer tydeligt glæden ved at optræde hos de medvirkende.

Sherwoodskoven er ikke den samme

Ligesom Folketeatrets opsætning af 'Robin Hood' sidste år (se anmeldelse, red.) er der her igen tale om en vældig kæk modernisering af det gamle folkesagn. Det bliver til tider for søgt med Gunvor Reynbergs mange woke ligestillings-omskrivninger, men andre elementer fungerer glimrende. Bl.a. de mange referencer fra alt til 'Star Wars' og Donald Trump undervejs er et kærkomment nik til det voksne publikum, og frem for alt må både musik og kostumer fremhæves.

’Alice i Eventyrland møder Robin Hood’ er første tanke, da det står klart, hvor eventyrlig skoven er blevet befolket. Middelalderen møder i hvert fald fantasy-genren. Kostumier Christine Brincker har fantasifuldt kreeret de smukkeste, mest farverige dragter til skovens insektlignende væsener, kaldet Sprites, der kommunikerer med kliklyde og tilmed har lys i deres hovedudsmykninger, så de også – helt poetisk – lyser op i dansende formationer, når mørket omslutter dem. 

For også denne 'Robin Hood' er trods alt en historie om det gode mod det onde.  Med til at give dette aspekt ekstra pondus er glitrende fe-lignende druider i skoven, der ikke blot lever i pagt med naturen, men også, med tanke på ikke mindst 'Ringenes Herre', har imponerende overnaturlige kræfter.

De hvide, smukke druider vil kun alt godt i verden, og bliver nemt lidt kønsløse. Anderledes smæk for skillingen er der hos de sortklædte druider, der er så onde, at det driver ned ad klippehulevæggene med grøn, giftig tåge. Klima-referencerne ligger lige for, så udover Nottinghams borgere, Lady Marian m.v. er vi nu også ude i, at naturen skal reddes.

De onde stjæler rampelyset

Uretfærdighederne fra den sadistiske sherif og den pengegriske Prins John er som altid helt uhørte, og de spiller begge så overbevisende, at de mindste publikummer gyser i sæderne. Førstnævnte ligner Kaptajn Klo fra Disneys 'Peter Pan' på en prik med sin lilla jakke og det lange sorte hår, som han skridter rundt i lange sorte støvler. Med sine mænd skaber han rædsel blandt Nottinghams fattige, og salen hujer triumferende når en velanrettet pil i rumpen giver disse griske skatteopkrævere, hvad de har godt af. Falden-på-halen komik er der nok af, og det rammer aldeles plet hos målgruppen.

Samuel Traum som Prins John er et decideret scoop, og en man må forvente at se mere til. Som en anden Nik eller Jay, med hovedet på skrå og godt med attitude stiger han op ad scenegulvet med ordene; ’Denne her går ud til alle jer, der fatter hvad det hele handler om’ inden han lægger salen ned med en selvfed rap i bedste west coast-stil, om hvor sej han er, og hvor mange penge han har.

Det er en omskrivning af Fort Minor’s ’Remember the Name’ nu med ’100% superpower-prins, der sparker røv’. At denne skamløse selvpromovering også dækker over et vældig lavt selvværd, er endnu en fin krølle på figuren, der på mange måder stjæler showet.

Det swinger

I andre af de musikalske indslag er vi ude i trommende Safri Duo-dance med electric boogie på scenen, så det hele svinger ned til bagerste række. Referencer til gamle slagere og tekstbidder fra diverse popnumre sættes sammen på ny.

De ondes sang til slut vækker latter, som de lover os, at de er gode nok på bunden og ’er startet til psykolog’. Rå rockguitar-riff’s akkompagnerer Lady Marians duet med vores mandlige Robin Hood – mere moderne er stykket trods alt ikke, om end det er hende, der ender med at fri.

Robin Hood har skiftet køn

Og det er en anden betragtelig omskrivning, man bliver nødt til at nævne. Vores fredløse bueskytte-hovedperson, der tager fra de rige og giver til de fattige, er nemlig i denne udgave af hunkøn og hedder Rosalinde. Hun kalder sig bare Robin, fordi det er nemmere at få respekt som dreng(!) og for at mindes sin afdøde storebror – korsridderen Robin af Locksley.

Da han vender tilbage og viser sig ikke at være omkommet, skaber det selvfølgelig en del forvirring og forvikling, og vi har følgelig hele to Robin Hood-helte, der sammen må kæmpe for at få retfærdigheden til at ske fyldest.

Trods sangtekster om ’at være lige uanset om vi er dreng eller pige’, kommer der aldrig rigtigt skub i hverken parløb eller rivalisering imellem denne bror og søster Hood. Der er langt mere på spil i druide-søstrenes kamp på godt og ondt, for slet ikke at nævne originalens brødre-fight imellem Prins John og Kong Løvehjerte, som vi desværre kun får en flig af i denne opsætning.

Den noble bestræbelse på at sætte både klimakrise og ligestilling på dagsordenen i en familiemusical, rummes desværre ikke så godt i fortællingen, der vil for meget og får for lidt ud af konflikterne i sit glimrende forlæg. Det er de farverige skurke og de velskruede musikindslag, der gør aftenen til et hit.

For tag ikke fejl; min lille ledsager er høj på lykke, da vi cykler hjem og bliver til græskar igen.

Af: Gudrun Hagen FAKTA Eventyrteatret: Robin Hood - Manuskript: Gunvor Reynberg. Instruktør: Bo Skødebjerg. Musik: Christian Dahlberg. Kostumer: Christine Brincker. Scenograf: Kirsten Brink. Koreograf: Tara Toya. Medvirkende: Rosa Olsen, Jacob Spang Olsen, Ella Kring Henriksen, Line Hersløv, Iris Mealor, Julia Bircow, Sophia Bircow, Nanna Giversen, Samuel Traum m.fl. Varighed: Ca. 2 timer inkl. 20 min. pause. Aldersgrænse: Fra 5 år. Spilleperiode: 9.-24. oktober 2021. Set til forpremieren 8. oktober 2021 i Glassalen i Tivoli, hvor den bortset fra 18.10 spiller hele efterårsferien fra 16.-24. oktober med to daglige forestillinger.   https://www.eventyrteatret.dk/forestillinger/robin-hood***(Teateravisen anmelder ekstraordinært Eventyrteatret forestilling i anledning af teatrets 30 års-jubilæum, red.)

[kulturformidlet]

Pantsystemets livscyklus

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk ’En forestilling om at samle flasker og finde sine børn’ skrives der kækt i pressemeddelelsen, og det er faktisk en ret god opsummering af dette rørende, skæve stykke, der maner til eftertanke uden at blive belærende. Henriette Rosenbeck gør det først og fremmest fremragende som ene kvinde på scenen. Hun er særdeles overbevisende som hjemløs pantsamler på samfundets bund og leverer stærkt karakterspil. Med god gebis-mimik vader hun ind i publikums følelsesregister med sin blanding af fanden-i-voldskhed og genuin accept af, hvordan verden er skruet sammen. Som en kvindelig Steward Stardust, en flaskesamler af guds nåde fristes man til at sige, har hun gået i livets hårde skole. Klædt i pelshue, kæmpe sjal og overfrakke er hun klar på lidt af hvert, og ligeledes er det tydeligt, at hun også er blevet budt lidt af hvert: ’ Sådan er livet - nogle får, andre får sgu ikke noget’, lyder den hårde lektie. Opsætningen er enkel. En flaskeautomat er det eneste på scenen, og helt i forestillingens ånd er den lavet af genbrugsmaterialer. En højtaler sørger for flaskedrengens stemme og et væld af bip og klirrende glaslyde. Humørskift Publikum indskrives som fortrolige lyttere til hendes monolog af tanker om løst og fast. Humøret skifter hurtigt og effektivt afhængigt af emnet, og det opleves stærkt, hvordan hun ét sekund kan virke ensom, kontaktsøgende og stakkels, for i næste nu at skifte over i charmerende ukuelighed, imens hun triumferende spiser popcornrester og drikker sjatter fra gårsdagens byfest og indvier os i sine mange snedige, og uden tvivl hårdt tillærte, life hacks. ’Os der panter vi er hverdagens helte’ lyder det muntert med oprejst pande, før hun bliver alvorlig og betror os, hvor vigtigt det er altid at spørge først, og for guds skyld undgå øjenkontakt. Som en anden oprydningsautomat skal hun helst være om ikke usynlig så i hvert fald undseelig. Det er en vigtig kompetence hos en dygtig flaskesamler forstår vi, og må selv tænke efter, hvorfor. Livets sandheder ’Man skal aldrig handle med kommunen’ lyder det ligeledes, og pludselig anklagende mistroisk med pegefingeren løftet ud mod salen; ’I er ikke sådan nogle rotte-skodbørn, der stjæler andre folks pant, vel?’. Den dødssynd benægter vi alle pure, og mere skal der ikke til for ubesværet igen at komme tilbage i rollen som betroede lyttere. Det ensidige pant-fokus udfoldes kontinuerligt stykket igennem. ’Mine børn har større jobs end mig’, proklameres det stolt, og vores forestilling om store stillinger punkteres effektivt med opfølgningen ’Musikfestivaler mest. Roskilde flyder med pant. Som at plukke blomster på en blomstermark. Det har været lidt sløjt i et stykke tid…’ Vi nikker forstående og sender både COVID-19 og hele debatten om fattigdom i Danmark en tanke. Uanset emne forbliver logikken i genbrugets tegn. Det understreger fint, hvordan hun arbejder med det hun kan og har. Vores egensindige overlever har på sin egen måde regnet livet ud, og bl.a. lyder det snedigt, eftertænksomt: ’Min strategi er at holde mig lige bagved krisen. Jeg følger den. Midt i slipstrømmen. Så opdager den mig ikke. Men så kan jeg samle alt det op, som den kaster af sig'. Rørende momenter Emnerne går på den måde fra overfladiske betragtninger til rene guldkorn og pludselig rammer hun os lige i hjertet. Hun ved ikke hvor hendes børn er, fortælles det henkastet, før vi indvies i udpenslede, urealistiske og dermed ganske hjerteskærende planer om huskøb, der skal få dem alle under samme tag en dag. På samme måde er det ubehag hun føler ved at skulle ind i ’den rigtige butik’, da flaskeautomaten gør knuder, næsten ikke til at bære. Hun er er så pinligt bevidst om sin egen outsider-position, at publikum må bekræfte hende i, at hun ligner ’et almindeligt menneske’. Fortællepositionen fungerer Omtalen af sig selv som bl.a. ’lortehjemløs’ og hendes søde dialog med butikkens flaskedreng, der lige så fint bliver rådet til at ringe til sin mor, skal også fremhæves, men frem for alt er det hendes menneskelighed og det begrænsede udsyn fra hendes fortælleposition, som får forestillingen til at fungere. Monologen bliver lige langtrukken nok til tider, og revynummeret til slut med klirrende flaskerytme virker malplaceret, men man kan sagtens se for sig, hvordan denne forestilling vil være et glimrende undervisningsoplæg. Publikum bliver uvægerligt og nonstop nødt til at forholde sig til denne forunderlige flaskedames livspræmis og de livsanskuelser, der på overbevisende vis hører med, og det er en god måde at formidle uden at formane. Af: Gudrun Hagen

FAKTA Teater Paradox: Mor og Maskinen -Dramatiker og instruktør: Daniel Wedel. Komponist: Søren Siegumfeldt. Kostumedesigner: Tanja Bovin. Scenograf: Kristian Knudsen. Illustrator: Ingrid Lill. Medvirkende: Henriette Rosenbeck. Aldersgruppe: 8-13 år. Varighed: 45 minutter Turneforestilling. Set 20. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. http://paradoxteater.dk/index.html

[kulturformidlet]

Kredsløbsforstyrrelser

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Mimik og især lyd er i centrum i denne runde boble af en forestilling, der fascinerer de mindste med enkle virkemidler og solide stemningsskift. Men den cirkulære ide ender lige lovlig strittende. Sofie Pallesen tager meget fint imod sit publikum. Hun forklarer pædagogisk at forestillingen består af dans uden ord og sikrer sig, at alle er klar på det.

’Er I parate?’ spørger hun entusiastisk med hele kroppen gemt i en kæmpe boble af en dragt, der får tankerne hen på tyggegummibobler, der jo som bekendt både kan pustes ud og springe eller falde klæbende sammen om sig selv.

Farver og kropssprog

Med et markant blåt bagtæppe, der er beklædt med små farvede cirkler, er der knald på farverne i det på én gang enkle og magiske scenerum. En rund puf i træ står i midten, og som stykket skrider frem kommer den godt i spil på forskellig vis. For selvfølgelig kan den åbnes, og lågets hul i midten bruges både til øje, øre og mund.

Sofie Pallesen spiller vidunderligt med hele sin langlemmede krop. Modsat snart sagt alt andet på scenen er hun på ingen måde selv rund, men kinderne pustes op og kjolerne bobbes godt, og der er i den grad kropssprog og mimik, der vil udover scenekanten.

Ballet-tydelig karakterdans bliver det også til, når hun søvnig (med akkompagnerende knirke-lyde) gnider øjne, strækker arme og gaber stort.

Hendes fysik og måde at bruge kroppen på skal fremhæves. Hver en muskel er i sving hos Pallesen, som hun undres og reagerer på forestillingens levende lydbillede. Og her er vi fremme ved forestillingens nerve.

En lyddesigners våde drøm af en forestilling

Som stykket skrider frem, bliver det hurtigt tydeligt, at det langt mere end scenografi er mimik og især lydbilledet, der står i centrum. Pallesen reagerer på alle de forskelligartede input, hun får, men det er frem for alt lydene, der dikterer interaktionen.

Alt lige fra klokker, tudende vind og bølger vælter ind over hende. Knagende stikker hun to fingre ud af sin boble-dragt og drejer dem rundt, til vi ender helt ovre i electric boogie. Heftige helikopter-blade får næsten scenen til at lette, men så ryger den store runde dragt.

Varme guitartoner og pink kjole udgør første gedigne stemningsskift, og Pallesen er som født på ny. Usikker på benene og med dukkemekaniske bevægelser giver hun sig til at undersøge scenerummet.

En del af noget større

Der er på en gang en legende lethed og en fin ’hvad sker der nu’-undren, som smitter på grund af Pallesens gode nærvær og sarte nysgerrighed. Samtidig – måske især for den voksne tilskuer – bliver den ellers så cirkulært anlagte forestilling temmelig strittende med de mange input, der kommer ind på må og få fra alle sider.

Især da en lille cirkel agerer hul til den store vide verden stikker det for alvor af. Tillad en lidt staccato opremsning for at illustrere, hvordan de mange underfundige indtryk og stemningsskift måske nok fungerer i sig selv, men efter lidt tid også skriger til himlen på noget overordnet til at binde det hele sammen.

Travl trafik, fuglefløjt og vandrislen giver Pallesen modspil på scenen, og pludselig er vi under vand, forstår vi på lydbilledet og den tilsvarende reaktion. Alarmbip, der er svære at få slukket, og planeter i svingninger får alt til at dreje, indtil en fin knappenålsblomst vokser frem fra den føromtalte puf.

Konfetti pustes ud i alle farver, og endnu en lille figur kommer til – en art æggedyr med fjeder, og et helt lille samfund af dem faktisk med forskellige temperamenter. Pallesen danser rundt og kysser dem alle godnat.

Et stykke pelsblød sommerfuglepuppe breder vingerne ud til harmoniske toner ad et par omgange. Skiftet mellem de ukontrollerbare ryk i puppen og de glidende bevægelser med sommerfuglen er igen fint kropsligt formidlet, men manglen på en sammenhængende, overordnet rød tråd i alle disse indtryk, bliver kun tydeligere.

Strittende cirkel

Forsøget med både at præsentere noget umiddelbart og enkelt til de mindste, imens man flirter med ideer om naturligt kredsløb til de større, fungerer desværre ikke rigtigt i praksis.

'Cirkel' er et fantasiland med fine stemninger og momenter undervejs, og det gode samspil imellem netop lyd og mimik er det, der får forestillingen til at balancere.

Samtidig halter det noget med helheden efter denne anmelders smag. Med cirklen som foretrukken form kunne man godt have ønsket og forventet, at det hele hang bedre sammen, og med tyggegummiboblens billedlogik:

'Cirkel' lægger an til mere end den kan indfri og ender med at falde lidt sammen om sig selv undervejs.

FAKTA Teater Baglandet: Cirkel - Samproduktion med Teatret Masken. Idé: Sofie Pallesen. Drejebog: Pallesen og Weinkouff. Instruktion: Solveig Weinkouff. Komponist: Thomas Dinesen. Scenografi: Filippa Berglund. Koreografi: Sofie Pallesen. Dukkemager: Sigurd Dissing. Skrædder: Camilla Lind. Lys: Gregers Kjar. Medvirkende:  Sofie Pallesen. Aldersgruppe: 2,5- 6 år. Varighed: 30 min. Turneforestilling. Set 20. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. https://www.teaterbaglandet.dk

[kulturformidlet]

Legens logik i ler

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Teater Bliks ’Aftryk’ er en legende, sansende forestilling med ler i alle former, der undersøgende og nysgerrigt inkluderer sit unge publikum til UG og får os voksne til at smile genkendeligt over børnelogikken i legens spilleregler Man bliver nysgerrig fra start over det fine scenerum i Teater Bliks forestilling 'Aftryk'. Der er spots på diverse glasvaser, nogle fyldt med vand, andre tomme og i midten er placeret en kæmpe drejeskive med ler i forskellige former og nuancer – mørkt og lyst, grå og gult. Hvad skal alt dette mon bruges til? Aldersgruppen er sat til 0-4 år, og det er let at forestille sig, hvordan de vil suge det hele til sig allerede inden forestillingen begynder. Legens forhandlingslogik Med et plask er vi i gang. Våde bare tæer på gulvet giver tydelige fodaftryk på det sorte scenegulv. Legende, undersøgende, eksperimenterende og sanseligt går legen videre med håndaftryk på scenegulv og hud. Små, bestemte kommandoer, dikteres undervejs; ’Mere!’, ’Stop!’, ’Nu!’, ’Giv mig den!’, ’Tak!’ og andre ting vi kender fra de mindstes leg. Ikke mindst ’Det er min!’ går igen med stor effekt. Det er ikke altid let at blive enige om at dele leret eller få aftalt regler for legen, der huer alle, og dette lege-univers fungerer fornemt. Store som små nikker vi genkendende til udfoldelsen af legens forhandlingslogik. Vandpjask og lerværksted – rod og ballade De er to personer på scenen. Maria Grønlund Malling og Simon Voigt har begge virkelig god kontakt til publikum. Begge er de i grå gevandter med deres lange hår samlet i en knold i nakken. Som forestillingen skrider frem også med ler på fingrene og diverse andre steder, som de leger løs med ler-aftryk på hinanden. Han maler med ler på hendes arm. Hun ruller legende en lerbold på hans ryg og ned ad armen, indtil den med et plumb ryger ned i vandet. ’EJ!’ kommer det med hånden for munden hos en lille størrelse i publikum. De to fortsætter ufortrødent med at rulle lerbolde på det sorte scenegulv – som at tegne, og lidt som at lave ballade, for det bliver noget rod på det før så ordnede scenegulv. De to får nasset hinanden godt og grundigt til. Det er ren fryd for de mindste. Taktilt tilfredsstillende Selv for voksne er der noget taktilt tilfredsstillende i at se en hånd blive mast ned i en perfekt firkant ler på drejeskiven. En ståltrådsline ændrer ler-legen og glaslyde tilføjes. Dette udfoldes til en hel lille melodi imens leret skæres ud i forskellige former. Simon der også har komponeret musikken, står yderligere for lyden ved at nynne. Der er ikke tale om dygtige lerkunstnere her. Det hele handler om processen, at lege og undersøge. At turde og at rode! Noget de små gyser af fryd over. Da Maria tilbyder publikum sin våde lerhånd, afstår langt de fleste. Man vil ikke selv nasses til. Grænsen overskrides på fineste vis hos en af de små, der får et vådt prik på sin pegefinger. Denne forsigtige kontakt med publikum, afløses af et voldsomt, kæmpe aftryk på skulderen af Simon. ’EJ!’ kommer det igen fra salen. Må man virkelig det?! Får man ikke ballade for den slags? Ligger der underforstået i dette udbrud. Stemningsskift og voldsomhed Trommen skifter stemningen. Der trampes hårdt og leret kastes ned på drejeskiven tungt og voldsomt. Begge dele giver en decideret rituel stemning. En lerfigur med øjne formes til rytmerne. Ved behændigt at smide det lille væsen op på håndryggen har den med ét fire finger-ben, og denne firbenede lille ler-alien fortryller, som Maria præsenterer den scenen rundt. Igen med fremragende kontakt til publikum.Som alt andet i forestillingen udvikler dette sig også. De laver begge små figurer, der følgelig hopper rundt på scenen, snakkende, mjavende, animeret, brummende. Flyvende og sludrende. Meget passende flyver tankerne hen på lydene fra ’Pingu’-modellervoksserien, som vi kender fra tv. Her leges igennem – leret skal bade, men det ender med smadder. Voldsomheden bliver komisk selv for de voksne. Simons store krokodillegab med skarpe tænder æder Marias lille lerdyr. ’Sådan!’ lyder det bestemt. Men triumfen bliver kort. Det er lige nok for Maria, det her. Simon er gået over grænsen. Børnelogikkens legeunivers udspiller sig igen på fornemmeste vis for os, og selv de mindste forstår så udmærket. ´Sådan!’ får man lyst til at udbryde, som de gør det på scenen. Denne anmelder skal ærligt indrømme sin sunde skepsis i starten, men undertegnede må overgive sig til stykkets undersøgende, nysgerrige sanselighed. På fineste vis evner ’Aftryk’ både at være voldsom og stille, og fremfor alt fascinerer den med enkle virkemidler og store mængder nærvær. 

FAKTA Teater Blik: Aftryk -Idé og instruktion: Gertrud Exner. Komponist: Simon Voigt. Medinstruktør: Catherine Poher. Medvirkende: Maria Grønlund Malling og Simon Voigt. Alder:  Børn fra 0-4 år og deres voksne. Varighed: 30 min. Turneforestilling. Set 20. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. Kan også opleves 17. og 18. september på Horsens Teaterfestival. www.teaterblik.dk

[kulturformidlet]

Kanonkonger, drengestreger og bøllebank

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk André Andersens én-mandsforestilling er næsten mere storytelling end teater, men med charme og nærvær leveres den morsomme fortælling om Orla Frøsnapper, komplet med nikotingule fingre på byens bøller og masser af nostalgi for dem, der kender universet i forvejen. Efter en varm og udførlig velkomst skal forestillingen til at begynde. André Andersen er fuld af nærvær og sprælskhed, og man føler sig med det samme i godt selskab.

’Den starter sådan her’ begynder han med store armbevægelser, før han straks afbryder sig selv ’Nej det gør den faktisk ikke'.

Efter en del debat med sig selv, begynder han på ny; ’Vores by er fyldt med store farlige bøller,’ men så stopper han igen op i sin fortælling og kigger rundt på publikum. ’Ved I hvad en bølle er?’

Så afbryder han igen sig selv og fortsætter; ’Er der lige en der kan forklare det, for dem der ikke ved det?’

Lidt forskellige, forsigtige bud lyder nede fra rækkerne, indtil en klar børnestemme med stor overbevisning slår fast, at en bølle er ’en uærlig børnevoksen’. Det svar accepteres inkluderende og til fulde af André, og som voksen glædes man over, hvor godt fat han har i målgruppen. Her er plads til alle. Der er god stemning, og publikum glæder sig til at få fortalt historie.

Historie fra en anden tid

At der er tid til at stoppe op, dvæle ved ord og få dem forklaret, er et virkelig fint element ved forestillingen. Det velkendte univers fra Ole Lund Kirkegaards ’Orla Frøsnapper’ er med tiden blevet en ældre fortælling, der må virke meget eksotisk og fremmed for iPad-generationens børn.

Der snakkes om den gamle mølle og smeden, der skal bruges to pund sæbe, børn får bøllebank m.v. Loyalt holdes der fast i bogforlæggets univers, og det er rørende at se, hvor meget historien fænger. Og at den gør det, skyldes så absolut ikke kun den galoperende handling, men i høj grad også formidlingen af den.

En-mands forestilling

André Andersen spiller alle roller selv. Alene på scenen er han den altoverskyggende centrale figur, der med liv og sjæl levendegør det hele for os.

Hans stærke kropssprog og inkluderende fortællestil får hele salen opslugt af den elskede historie. Dertil er han mere end almindeligt god til lyde. Den hæse, hissende, hivende vejrtrækningslyd fra Orla Frøsnappers pressede rygerlunger, og hylet hver gang han af den ene eller anden grund – det være sig smeden eller kanonen eller det bøjede birketræ – flyver igennem luften, bliver hurtigt et genkendeligt, gennemgående tema.

André Andersen skifter effektivt og næsten helt fysisk udtryk, ofte også med god komisk effekt, afhængigt af den figur, han portrætterer.

Vores jeg-fortæller er tydeligvis lille og undseelig og André Andersen muser med bøjede ben og spinkel stemme. Som smed er han i næste sekund enorm, med kæmpe næver. Latteren ruller når han som Mr. Strong er cirkussets selvforelskede stærke mand, der konstant kysser sine muskler og render rundt i hælende på linedanseren, som han selvfølgelig også lægger krop til.

Fin opsætning

Scenografien understøtter fortællingens humor farvestrålende og yderst enkelt med fine små detaljer. Et par vendbare læhegn agerer alt fra brombærbuske til cirkustelte, og manegen i cirkus er så lille en bademåtte, at det er umuligt ikke at trække på smilebåndet.  

Kort og godt. Det er en god fortælling, der er levende formidlet. Varme anbefalinger herfra.

FAKTA André Andersen SOLO: Orla Frøsnapper - Dramatiker, forfatter: André Andersen, efter Ole Lund Kirkegaard. Instruktør: Martin Ammundsen. Scenograf: Christian Q. Clausen. Medvirkende: André Andersen. Alder: Fra 7 år. Varighed: 50 minutter. Turneforestilling. Set 19. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. https://www.andreandersen.info

[kulturformidlet]

Måge med ejerfornemmelser

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er indlagt søde sommerhusdrømme, muntre forviklinger og mågefrækheder i en lettere bedaget revystil i Randers Teaters hyggelige teateroplevelse for de mindste.

Nok er boligmarkedet glohedt for tiden, men ligefrem at købe et sommerhus aldeles ubeset, det er alligevel vildt. Ikke desto mindre er det, hvad vores hovedperson (fint spillet af Nanni Lorenzen) har gjort.

’Uuuh – ferie er herligt’ synger hun kækt i små hæle og pæn nederdel med rullekuffert. Farverne matcher og der er tjek på tingene. Dette til trods har hun stort besvær med at finde det rigtige hus langs kysten.

Sommerhygge og god stemning

Vi møder hende, som hun leder rundt på stranden, der enkelt er kreeret med lidt prydgræs og en blå himmel i baggrunden. Med målrettet fokus på husnumre passerer hun scenens iøjnefaldende lille laksefarvede fiskerhytte.

Man ser for sig, hvordan publikum ivrigt vil hjælpe hende, når der er nok af den rigtige målgruppe i salen. De kvikke vil hurtigt pointere, hvordan nr. 6 og nr. 9 kan forveksles, men under Aprilfestivalen må hun selv finde ud af at få vendt tallet rundt, så virkeligheden stemmer med hendes købspapirer.

Igen overraskes vi lidt af hendes karakter. Ved første øjekast ligner hun en klassisk fin dame. En temmelig pertentlig og sirlig type, der godt kan lige at planlægge og farvekoordinere, men skindet bedrager. Hun tager det hele i stiv arm med glad revy-sang, som huset bliver ved med at overraske.

Intet kan forstyrre den gode sommerglade stemning, som Jakob Venndts musik fint understreger.

Første udfordring vælter ud, da hun får åbnet døren og står med dørhåndtaget i hånden. Den fine lille fiskerhytte er yderst faldefærdig og fyldt med gammelt ragelse. Det tackles med imponerende gå-på-mod og mere sang. Ikke engang den frække måge, som viser sig at bebo huset, kan pille ved vores fine dames muntre humør. Modvillig måge

Nanni Lorenzen er alene på scenen stykket igennem, hvilket til tider har sine udfordringer timing-mæssigt. Hun agerer dog flot både dame og måge, og når de to er på scenen samtidig, fungerer det imponerende godt, at fuglen lige kan dreje hovedet lidt ’af sig selv’, når den ellers er sat væk i scenekanten. Det gør den yderst livagtig, og flere af de mindste vil meget gerne røre det fine dyr, der har godt med fylde og fjer.

Her er helt tydeligt tale om en af de store havmåger, og den frække fugl føler sig så absolut hjemme. Fuld af ballade og ejerfornemmelser over stedet pakker den damens kuffert sammen, og stjæler hendes solhat.

I starten er det ren ’titte-bøøh-teater’. Mågen kigger kun frem, når hun er væk, og når hun er tilbage, forsvinder den. Igen ser man publikums entusiastiske tilråb for sig.

Da de to endelig mødes, er det ikke kun i kamp om solhatten, men også mere grundlæggende om retten til huset. Vores hovedperson forstår udemærket, hvad den siger, uden vi hører en lyd fra den, og den gode måge undskylder sig med både højdeskræk og dårlig mave for ikke at blive smidt på porten af den foretagsomme dame. Plads til alle

Aftale på aftale indgås, men den modvillige måge snyder hende igen og igen. Vores fine dame, viser sig fortsat imponerende overskudsramt og er helt utrolig flink af sig. Fuglen får mange chancer, og til sidst forbarmer hun sig helt. Fuglehuset udvides, og de deles om huset.

At Nanni Lorenzen er så elskelig, og at mågen også er helt umulig ikke at holde af, bærer i al sin enkelhed det hele. Dette er om noget en letfordøjelig, light sommerforestilling, der ikke udfordrer det store, men man er garanteret god sommerstemning for de mindste med noter af retro revy-stil.

FAKTA Randers Teater: Hattemågen - Forfattere: Nanni Lorenzen og Kurt Bremerstent. Instruktør: Kurt Bremerstent. Scenografkonsulent: Sus Haugland. Komponist: Jacob Venndt. Dukkemager: Paul Arne Kring. Medvirkende: Nanni Lorenzen. Alder: 2-5 år. Varighed: 35 min. Turneforestilling (bl.a. 8.9.-15.10.2021). Set 19. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. www.randersteater.dk

[kulturformidlet]

Ordløs krokodillemagi

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Marionet Teatret brillerer med den smukkeste fortælling om forskellen på at være alene og på at være ensom. Her er god tid og ingen ord, men masser af bid i budskabet. Det er fremragende børneteater til de mindste, der varmer om hjertet og giver stof til eftertanke på fineste vis. Både forventninger og vejr er i top. Publikum sidder klar i Kongens Have i strålende sommersol. Forestillingen, der skulle have spillet sidste sommer, men blev aflyst pga. corona-pandemien, har nu endelig premiere.

Tre sortklædte dukkefører træder over det lille afgrænsende reb og hilser hjerteligt på alle børn, inden de går ind bag det lille teaters skodder og gør klar. Et heftigt trafik-lydspor med dytten, båtten og bremsen vælter ud over os, så ingen er i tvivl om hvorvidt forestillingen er begyndt.

En krokodille prøver at krydse vejen med livet som indsats. Det er voldsomt, og ganske håbløst. Og han er sur, vores krokodille. Det passer ham virkelig dårligt det her, det fornemmer vi tydeligt via flot dukkeføring.

Også dukken i sig selv – og dermed dukkemager Sigurd Dissing – fortjener rosende ord med på vejen. Med skæve tænder, buskede øjenbryn, strikhue og lommeur har vores krokodille god taktil tyngde, og er med det samme en helstøbt figur, der udspiller sig for øjnene af os. Aldrende og vrissen, men slet ikke uden charme.

Lykken må ligge på en øde ø

I næste scene har denne elskelige, vrantne krokodille taget konsekvensen af det hektiske byliv. I en fiskekutter futter han ud til en øde ø med titlens fyrtårn. En skøn, temmelig slidt måge, indikerer, at der muligvis ikke er helt så øde som han ønsker, men alle aldre fornemmer, at det her er et sceneskift, der batter.

Og allerede på bådturen er vi nede i tempo, væk fra byens stress og jag. At der er god tid nu, understreges igen flot af det drømmende, fejende lydspor og alverdens sightings i form af den smukke stjernehimmel, der dukker frem, en hval der vipper med halen, et isbjerg, en færge og sågar en havfrue. Eventyret kan begynde. Stemningen er sat.

Filmiske effekter

Christian Q Clausens enkle scenografi veksler legende mellem perspektiverne i at være tæt på og langt fra. Ved momentvis at vise alt i miniature, er der pludselig zoomet ud, og vi ser det hele med overblik, langt fra. I næste nu, er vi så tæt på fyrtårnet, at det slet ikke kan være på scenen. I stedet dukker mere og mere af det frem nedefra, til vi til sidst kun kan se indgangsdøren forneden. På samme måde ”synker” det i scenerummet, når der er close-up på toppen.

Det er en enkel effekt, der igen fungerer for alle størrelser.

Eneboerlivet forstyrres

Publikum griner højt, når den frække måge skider lige der, hvor vores krokodille går og fejer. Der fjolles med snøren, inden fiskeriet kan begynde, og da der endelig er fangst, er mågen der igen og spiser hans fisk. Der er ikke noget at sige til, at krokodillen er træt af sin ubudne gæst. Irriteret og gnaven genner han mågen væk igen og igen.

Da den ligefrem bygger rede på fyrtårnet, bliver det ham for meget. Til trods for at den i første omgang blot snupper den kost, han prøver at skubbe den væk med – til stor morskab for publikum – sætter han foden ned med et imponerende krokodillebrøl, der til sidst får mågen til at fortrække.

Tilbage ligger et æg i reden, og en voldsom storm trækker op. Lydsporet er igen yderst overbevisende, og der tilsættes støv i luften for maksimal effekt. Det er godt lavet, og vi forstår, hvorfor vores sure krokodille forbarmer sig og med fare for liv og lemmer må op at redde ægget. Det er godt nok en voldsom storm det her. Og nok er han træt af forstyrrelser, men han er jo på ingen måde hjerteløs, vores fine, vrisne krokodille.

Der er ikke et øje tørt Faktisk er det aldeles rørende, som han lige når at blive glad for den krævende lille mågeunge, før måge-mor vender tilbage. At lade dem alle leve lykkeligt på den lille ø havde været oplagt, men stykket vil mere end det, og igen er man rørt til tårer, mens de to fugle bliver mindre og mindre, som de flyver længere og længere væk.

Vores krokodille er dermed endelig helt alene, som oprindeligt ønsket, men båndet til mågeungen har ændret noget grundlæggende ved udgangspunktet, og afskeden har mere end et skær af trist ensomhed over sig.

Til gengæld sidder man nærmest lykkelig som anmelder, og nyder at følelserne udfordres, og at man selv her til de mindste, har været modig nok til at vælge den nogle gange nemme lykkelige slutning fra, til fordel for en noget mere rå og åben slutning, hvor vi selv må tænke videre.

For hvad gør krokodillen nu? Og kommer mågerne mon tilbage på besøg? Det gik hjemturen med at debattere for undertegnede, der havde hele to små publikummer med i målgruppen, der var aldeles grebet af både fortælling og figurer.

'Fyrtårnet' er med andre ord et absolut must at nå forbi i år. Det kan dårligt blive bedre for de mindste.

FAKTA Marionet Teatret: Fyrtårnet - Idé og historie: Jesper Bræstrup Karlsen. Instruktion: Astrid Kjær Jensen. Scenografi: Christian Q Clausen. Dukker: Sigurd Dissing. Musik og lyddesign: Emil Assing Høyer. Dukkespillere: Bo Carlsson, Yulia Bulankina. Lystbæk og Maria Garde. Byg og teknik: Brian Kousgaard Kristensen og Christian Q Clausen. Alder: fra 2 år. Varighed: 25 min. Set søndag den 29. maj 2021 til premieren i Kongens Have, hvor den spiller til 4. juli - og der er gratis adgang. www.marionetteatret.dk