Denne artikel blev oprindeligt publiceret i Jazz Special
Tekst: Gudrun Hagen
Foto: Kresten Hillerup
Kasper Tranberg â anerkendt trompetist, kornettist, komponist, underviser, radiovĂŠrt med videre â fortĂŠller om relationen mellem ord og lyd i sin musik. Som en inkarneret figur i dansk jazz, og blandt de efterspurgte musikere at arbejde sammen med herhjemme, er krydsfeltet mellem jazz og poesi igennem en Ă„rrĂŠkke og ved en lang rĂŠkke samarbejder blevet udforsket, vendt og drejet i forskellige former. Men hvad er det med de digte? Og hvad kan de i kombination med improviseret jazz?
Kasper Tranberg tager imod pÄ sit kontor ude pÄ Rytmisk Musikkonservatorium.
âHuler skal man bygge, griner han, da han ser mig kigge rundt pĂ„ de mange klenodier overalt i rummet. PĂ„ vĂŠggene hĂŠnger der billeder af jazzlegender side om side med private foto fra diverse live-optrĂŠdener. CDer stĂ„r i rĂŠkker og bunker omkring stereoanlĂŠgget, og pĂ„ sofabordet er der fyldt med bĂžger.
âNogle ligger der fast, andre bliver skiftet ud, og det er alt muligt blandet, fortĂŠller Kasper beredvilligt, da han ser mig kigge nysgerrigt pĂ„ bunkerne. Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg-digte ligger Ăžverst i en af dem.
âJeg er her jo hele tiden faktisk. Hvis ikke jeg er pĂ„ turnĂ©, sĂ„ er jeg her. Det er mit arbejdsliv, sĂ„ det er virkelig fedt og vigtigt at fĂžle sig hjemme.
HistoriefortĂŠlling og poesi
âDe her ord fĂžler du dig tydeligvis ogsĂ„ hjemme i. HvornĂ„r og hvordan kom du i gang med poesien?
âDet er fortĂŠllingen, der interesserer mig. Jeg har ligget under mine forĂŠldres kĂžkkenbord, siden jeg var ganske ung, og omkring det har der siddet digtere, kunstnere, lĂžgnere og ballademagere. Du ved, postmanden, lidt halvfuld onsdag klokken 16 â alt det der er jeg vokset op med. Jeg er flasket op pĂ„ historiefortĂŠlling. Det har bare vĂŠret omkring mig. Jeg er ikke litterĂŠr i den forstand. Jeg er fascineret af den verden, og sĂ„dan har jeg det ogsĂ„ med klassisk musik for Ăžvrigt. Jeg ved godt, hvad perioderne [de kunsthistoriske] hedder, men jeg kan ikke hĂžre forskel pĂ„ den og den komponist. Jeg har selvfĂžlgelig nogle yndlingskomponister som Toru Takemitsu.
Kasper gĂžr stemmen blid og viser det italienske prima-tegn med pege- og tommelfinger mod hinanden, for at indikere, hvilken hĂžj kvalitet, vi taler om.
âJeg er jo Japan-tosset, og med ham gĂ„r jeg i dybden. Og det har jeg ogsĂ„ gjort med poesien ud fra den improviserende musikers fundament. Da jeg som ganske ung mand for fĂžrste gang hĂžrte jazz og poesi med Peter Poulsen og Jens SĂžndergaard, du ved; ToooftegĂ„rds plads. Kasper synger hĂŠst og drevent for at illustrere.
âMega godt ikkeâ griner han og fortsĂŠtter,
âEller John Tchicai som midt i en solo fremsiger digte og bringer musikken og stemningen i rummet, og hele viben et andet sted hen. Du kan jo ĂŠndre det hele sĂ„dan her med ord! Kasper knipser.
âSĂ„ det er dĂ©r, jeg kommer fra med de ord. Inden for jazzen og den improviserede musik.
âSĂ„ det er et spĂžrgsmĂ„l om stemning og stemningsskift?
âJa. Og det har jeg ogsĂ„ brugt i min musik, og gĂžr det stadigvĂŠk. Og de improvisatorer, som arbejder med ord, gĂžr det samme. Der er jo ogsĂ„ et budskab i fortĂŠllingen, i ordene, i digtet, i tekstmassen. Jeg har kammerater, som er digtere og arbejder med alle mulige former. Jeg har altid interesseret mig mest for den helt korte form. De fĂ„ ord. Og ikke det sĂ„dan mere rablende. MĂ„ske lige med undtagelse af Cecil Taylor, som arbejder med mange ord og mange toner, altsĂ„ en helt overvĂŠldende densitet. Det er sĂ„dan et godstog med ord, der kommer flyvende og kĂžrer en ned. SĂ„ sidder man der, kĂžrt over, og tĂŠnker hvad skete der?
âMen ellers er det for mig mere noget med, hvor meget man kan fĂ„ ud af hvor lidt. AltsĂ„ det koncise udtryk. Det synes jeg er interessant.
âHvornĂ„r bliver det interessant? Hvad er det, der gĂžr de her ord og de her stemningsskift, man kan lave med dem, interessante?
âJeg kan generelt godt liâ poetiske musikere. I mit nye orkester â The Future Ancestors â har vi arbejdet meget med metaforer. Der er ikke et nodepapir i miles omkreds. Der er kun lyd og metaforer, nĂ„r vi arbejder med musikken. Og musik kan helt grundlĂŠggende beskrives som et poetisk udtryk. Og jazzens store poeter har virkelig optaget mig meget. Det kommer i lidt forskellige udtryk. Om det er Thelonious Monk, eller pianisten Bill Evans â de er begge store poeter for mig. Derer selvfĂžlgelig ogsĂ„ noget med den syngende kvalitet af mit instrument, trompeten, som altid har optaget mig. Det vokale, det sangbare, det poetiske i den lyd. Miles Davis ligger lige for, eller min anden store helt, Timofei Dokschitzer, som ogsĂ„ har den der poetiske, syngende kvalitet i trompetens klang.
âHvornĂ„r bliver det sĂ„ til ord? HvornĂ„r er det poetiske i musikken ikke nok?
âDet ved jeg ikke, om jeg kan svare helt klart pĂ„. Kasper tĂŠnker lidt.
âMen der er en anden ting ogsĂ„: Det provokerende eller det overraskende i det. John Tchicai havde et digt i retning af: âI want a big orgasm, said the litttle man.â Det kan ogsĂ„ noget. Det er dragende. I min musik arbejder jeg ellers ikke med den erigerede langemand. I mit udtryk igennem Ă„rene har jeg altid ledt efter det, vi kan dele sammen. Der er ikke noget oprĂžr i mine vĂŠrker, plader eller mĂ„der at vĂŠre pĂ„. SelvfĂžlgelig har man vĂŠret ungdomskĂŠk, men som kerne handler mit bidrag om levels of mutuality. AltsĂ„ hvilken grad af gensidighed, vi kan finde. Hvad er det gensidige, som musikken kan rumme? Det interesserer mig, og det er dĂ©t, jeg er bedst til. Og der er ordene en bro, der er virkelig fed. For de kan vĂŠre prĂŠcise, konkrete, og isĂŠr kan de vĂŠre utrolig billedskabende hos modtageren.
âJeg har spillet med pianisten Jacob Anderskov i 25 Ă„r, og han har igennem alle Ă„rene arbejdet med den danske sangskat. Det har jeg altid set lidt fra sidelinjen, men i det nye Ă„r kommer der en plade, som Jacob har lavet med danske sange, hvor to vokalister synger, og vi improviserer. Vi kaster et forholdsvis nyt lys pĂ„, hvordan man kan dele en sang, der kan stĂ„ i HĂžjskolesangbogen. Og det har vĂŠret rigtig fedt at ĂŠndre det oprindelige udtryk. At sige: Vi elsker denne sang men ud med fĂžrste vers, lad os begynde med vers fire og bagefter spiller vi vers syv, og sĂ„ er det det, griner Kasper og slĂ„r animeret ud med armene.
âDet er noget med at skabe en forbindelse imellem lytteren, og dem som spiller, men ogsĂ„ at skabe nogle illusioner om, hvad en sang, og hvad budskabet i en sang, skal kunne. Vi har gjort det meget live. Vi har spillet med brandmandskor, og vi har spillet i sangforeninger og alt muligt. Vi improviserer, og sĂ„ dukker sangene op. Og ordene dukker op i folks hoved med det samme, nĂ„r man nĂŠrmer sig en sang, de kender. Live har vi prĂžvet at aftale med publikum at de skulle synge med, nĂ„r vi gav tegn â sĂ„dan en alternativ form for fĂŠllessang â men det kom aldrig til at fungere. Publikum er konsekvent foran. De hĂžrer lidt af melodien, og sĂ„ begynder de bare at synge, og som musiker er det sĂ„dan lidt: âHallo, vi skal ogsĂ„ vĂŠre med.â Ordet tilsat en melodi er simpelthen en diamant, der skinner hver gang.
âEt andet virkeligt sjovt projekt er Vi sidder bare her med JĂžrgen Leth, Mikael Simpson og Frithiof Toksvig. JĂžrgen er jo enormt jazzet. Jeg har spillet live med dem og er med pĂ„ de fĂžrste plader, og JĂžrgen skulle ikke have nogen cues. Timing havde han styr pĂ„. Det skulle han nok selv ordne. Han er improvisator i hjertet og elsker at vĂŠre pĂ„ scenen. SĂ„ i det band har min rolle vĂŠret instrumentalisten, som farver rummet, der opstĂ„r mellem musikken og JĂžrgens testbidder. Og hvad gĂžr man sĂ„, nĂ„r det handler om agurkesalat â sĂ„dan en klagesang om agurkesalat, og skal spille noget der passer til? Kasper smiler bredt ved tanken.
âDet er pissesjovt. De fedeste er C.V. JĂžrgensen, Lars H.U.G., Nikolaj NĂžrlund, eller Hanne Boel, som ogsĂ„ har den der direkte kommunikation i ordet. Jeg har gjort det med alle mulige, og nogle i den del af musikken er mere digtere end andre. Kasper smiler lumsk og stiller selv nĂŠste spĂžrgsmĂ„l:
âFor er der forskel pĂ„ en digter og en sangskriver? MĂ„ske.
âHvad skal vĂŠre til stede i musikken og poesien, for at det hele gĂ„r op i en hĂžjere enhed?
âVi har alle en god ven, som bare taler hele tiden. Og ens opfattelsesapparat lukker ned. Der er ikke det vakuum, hvor forstĂ„elsen fĂ„r rum, og hvor der kan opstĂ„ en form for dialog. Det er ogsĂ„ i en vis forstand en form for timing, nĂ„r man forstĂ„r at sige noget og nogle gange mĂ„ man vente 10, 20, 40 sekunder, fĂžr den anden person har tĂŠnkt sig om, og kan respondere. Det er improvisation. Det er dialogen, det hele drejer sig om. Den umiddelbare og den reflekterede. Om det sĂ„ er musik, et interview eller hvad som helst. Lige nu er der en real time-forhandling. Hvem siger hvad, hvornĂ„r? Hvad skal det handle om? Hvem bliver trĂŠt fĂžrst? Det er det, vi som musikere egentlig gerne vil perfektionere. At lytte og respondere.Ord og musik lever godt sammen i improvisation. Det skal ikke tages sĂ„ hĂžjtideligt. Det er ikke en formel Ăžvelse. Det hele handler om relevans. Ordene kan vĂŠre lige sĂ„ meget loose guns, som jazzen kan. Det kender vi fra beat-generationen, punken, alle mulige. SĂ„dan en som Pia Juul er ogsĂ„ flabet pĂ„ sin mĂ„de. Man bliver helt omsluttet af hendes ord. Det er sjovt, dybsindigt, drĂžmmende, beskrivende, pirrende og ⊠vedkommende! Ja, det er et godt ord. Noget, der har rigtig hĂžj relevans, kan jo godt vĂŠre skideskĂŠgt. Og weird, fjollet og alt muligt. Samtidig med at det er dĂždsens alvorligt.
NÄr samspillet mellem ord og musik virker bedst, sÄ Äbner to dÞre. FÞrste dÞr Äbner til en fundamental fÊlles forstÄelse af, hvad det vil sige at vÊre i det her rum nu, eller at vÊre menneske. Den anden dÞr Äbner til en fuldstÊndig individuel fortolkning af, hvad det her drejer sig om. Og det er mÄske dét, den gode digter kan. Den gode poet, som spiller klarinet, sÄ fÞlelserne reagerer. Der kommer gÄsehud, eller vi bliver megaglade. Det kan vi alle sammen mÊrke. Umiddelbart. Men lige sÄ mange lyttere der er, lige sÄ mange drÞmmebilleder, opfattelser og oplevelser vil der vÊre. For mig handler det om at komme frem til at have noget pÄ hjerte. En stÊrk intention. Og at have noget i en fortÊlling, der mÄske fremstÄr ret uhÞjtideligt, underligt eller mÄske skaber forundring. Det tiltaler mig. Som musiker vil man ogsÄ gerne have det swinger. Det skal sgu vÊre funky, ellers er det ikke sÄ sjovt for mig i hvert fald.
âEr det dialogen og samarbejdet i dette mĂžde mellem musik og ord, der er det sjove?
âJa, blandt andet. Folk vil gerne have mig med, fordi jeg er god til at vĂŠre i et band. Jeg er blevet 52, sĂ„ jeg er erfaren. Du kan finde trompetister, som spiller bedre end mig, er federe til at lĂŠse noder og kan spille hĂžjere og hurtigere og alt muligt. Men det er svĂŠrt at finde nogen, som kan forstĂ„ og gĂ„ ind i en proces, lĂžfte den og vĂŠre megabegejstret og vĂŠre sĂ„ god til at sĂŠtte sig i projektejerens sted. Det er dĂ©t, jeg har levet af i mange Ă„r. Det er sjovt at vĂŠre den deltagende brik â en bifigur â og derfor er jeg ogsĂ„ pissegod til det. Selv med mine egne ting er jeg drevet af samarbejdet. Drevet af oplevelser eller mennesker. Mit forrige album var en solotrompet-plade, og der er man ret meget alene, men det nĂŠgter jeg. SĂ„ jeg rakte ud til Mike HĂžjgaard, og vi lavede filmen Suite Dilation [tilgĂŠngelig pĂ„ filmstriben]. Der havde jeg lige fĂ„et Ben Webster-prisen, og det er jo en retning af jazzen, der ikke er sĂ„ avantgardistisk, men jazzen favner det hele. Lige fra Aristocats-swing til et abstrakt Kresten Osgood-beat. Det er bare at fĂžlge med. Pulsen i musik og i poesi, det er stemning og fortĂŠlling. Man bliver taget med pĂ„ forskellige mĂ„der. NĂ„r man som musiker fĂ„r en helt eller heltinde, bliver det en livskammerat. NĂ„r jeg for eksempel hĂžrer Don Cherry eller Ben Webster, sĂ„ er det nogle, jeg har haft med mig, og som jeg vil have med mig, til jeg gĂ„r i graven. Det er dybt ad helvede til, og det er virkelig fedt. Og nogle gange bliver det til et digt.
âDet âsjoveâ er ogsĂ„ i hĂžj grad smittende originalitet og kreativitet fra andre, der kan sĂŠtte noget i gang. Igennem mange Ă„r har jeg for eksempel vĂŠret tĂŠt pĂ„ TS HĂžegs virke og vĂŠrker. Thorstens output er af svimlende karakter og inspirerende! Drivkraften i hans poetiske og litterĂŠre visioner har betydet meget for mig og mange i min generation, og nu ogsĂ„ i den generation, der er kommet efter, fordi han, ligesom Hugo Rasmussen gjorde, ofte omgiver sig med yngre krĂŠfter og skaber forbindelser pĂ„ tvĂŠrs af alder, ĂŠstetik og udtryk. Det er en af kernerne i musikalske fĂŠllesskaber, og det er jeg stor tilhĂŠnger af.
Megen mening i kondenseret form
âHvorfor har du aldrig udgivet en lyrikplade i eget navn?
âJeg skal finde mĂ„den at gĂžre det pĂ„. Kasper ser tĂŠnksom ud og lader stilheden fylde.
âJeg har kun skrevet et par hĂ„ndfulde digte eller tekstbidder, som jeg synes fungerer godt i musikalsk sammenhĂŠng. Jeg bruger dem, nĂ„r jeg spiller solotrompet, eller jeg bruger dem i improvisations-sammenhĂŠnge. Det lyrikbĂ„rne vĂŠrk nĂŠrmer jeg mig rigtig langsomt, men jeg ved at det bliver med en blanding af mine og andres tekster. Nok andre improviserende musikeres tekster. Jeg har hĂžrt gode statements live, som jeg har transskriberet â de findes slet ikke pĂ„ tekst. Og sĂ„ mĂ„ske nogle omskrivninger af for eksempel Santoka Taneda, en free-haiku-poet af guds nĂ„de, som jeg elsker. Kasper bladrer entusiastisk rundt i en af sine bĂžger, der ligger Ăžverst i en af bunkerne pĂ„ sofabordet foran os.
âAt fĂ„ megen mening ud i kondenseret form, det interesserer mig ogsĂ„ pĂ„ trompeten. Det gĂ„r virkelig hĂ„nd i hĂ„nd med Haiku. Den mĂ„de at spille den rigtige tone pĂ„ det rigtige tidspunkt. Det er mĂ„ske den stĂžrste udfordring.
âHvad har du af kommende ordrige projekter?
âDer kommer en solo-trompetplade, hvor de her digte bliver optaget. MĂ„ske jeg spiller klaver pĂ„ noget af det, men der kommer et poesivĂŠrk, jeg hĂ„ber vil tilfĂžre lytteren og mig andre ruter og muligheder i det, vi skal dele sammen. At jeg kan mĂžde mig selv og lytteren pĂ„ en anden mĂ„de, nĂ„r ordene er der. ⊠Det er en mĂ„de at fĂ„ mig selv ud pĂ„ gyngende grund.
âNogle musikgrene har en afviklende karakter â det kan findes i al kunst â sĂ„ kan det blive en ting. Mit hĂ„b er at dette projekt bliver udviklende. Jeg overvejer, hvordan jeg skal angribe den udgivelse. De tekster skal i hvert fald ud og have et liv nu, hvor de dokumenteres i et sammenhĂŠngende vĂŠrk, for nu har de vĂŠret der rigtig lĂŠnge. SĂ„ kan jeg komme videre. Det er der behov for. Nogle af de tekstbidder har jo levet med mig i Ă„revis.
âOg sĂ„ har jeg et stort igangvĂŠrende forskningsprojekt her pĂ„ skolen, hvor jeg forsker i melodik og forsĂžger at afsĂžge nye tilgange til at bruge melodik som improviserende musiker. OgsĂ„ i forhold til den musikpĂŠdagogiske dimension af at arbejde med melodik i improvisation. NĂ„r det er fĂŠrdigt om halvandet Ă„r, vil jeg arbejde pĂ„ en sang-plade, som vi har snuset til. Jeg spillede en koncert pĂ„ Hotel Cecil i maj mĂ„ned med mit nye orkester, The Future Ancestors â mit elektriske band â hvor Mikael Simpson og Lucky Lo kom og sang et par sange hver.
âHvad handler det repertoire og udtryk om?
â Live your life like a future ancestor. Kasper dvĂŠler lidt.
âHvad har efterlivet og livet tilfĂŠlles? Hvad er det for en type ancestor, man selv bliver? De spĂžrgsmĂ„l bor inde i nogle sange, nogle hymner â bĂ„de europĂŠiske, amerikanske og afrikanske og alt muligt. Det er en helt ny undersĂžgelse. Det er de to orddrevne projekter, jeg har pĂ„ vej.
KĂŠrligheden til det orddrevne
âJeg har et nogenlunde sprog til at beskrive musik, men det er svĂŠrt for mig at beskrive poesi. Der er jeg lidt pĂ„ udebane. Men det rĂžrer noget i mig. Jeg lĂŠner mig nok ind i improvisatorens brug af ord. NĂ„r noget optager mig, sĂ„ kan jeg godt blive der lĂŠnge og vende og dreje det. Jeg lĂŠser mange fagbĂžger om musik og portrĂŠtter af musikere. SĂ„ faglitteratur fylder en del, og jeg skriver ogsĂ„, hvis jeg giver Master Classes eller har oplĂŠg her pĂ„ skolen, sĂ„ skriver jeg typisk reflekterende essays. Jeg har klart en kĂŠrlighed til at beskrive en proces, eller hvad jeg tĂŠnker om ting. Jeg skriver ogsĂ„ breve til folk, det kan jeg godt liâ. Men man bliver respektfuld. Det er et krĂŠvende omrĂ„de. SĂ„ jeg gĂžr mig umage med ikke at fremstĂ„ som et litterĂŠrt menneske. Jeg vil til gengĂŠld gerne have at det fremstĂ„r som en dimension af min musikalitet og en dimension af min mĂ„de at vĂŠre sammen med mennesker pĂ„. Jeg er mĂ„ske lidt berĂžringsangst, men ordene kalder pĂ„ mig hele tiden. Og nogle gange, sĂ„ fĂ„r jeg lov â af mig selv â til at skrive dem ned.