Fortidsmindeprojekt, fiktiv tekst
En forårsaften, 1372...
En mand kommer ridende af de mudrede små-veje, hans ansigt er sammenbidt, og hestens man er dækket af små perler af sved. Det er kun ganske kort tid siden at han så faklerne, så mændene, og hestene, og vognene komme rundt omkring bakketoppen. Fra hans gårdsted i udkanten Aasted har han holdt udkik, mens han passede sine marker. Den ulidelige ventetid siden Hr. Krabbe gav ham, og nogle af de andre bønder besked på, at værne imod en væbnet styrke. Hr. Krabbe havde hørt at fæstningen Hald ved Viborg skulle være faldet, og at den fjendtlige styrke nu var på vej i retning mod Salling.
Endelig kunne han se faklerne, og lyset fra fæstningen på næsset i vandet, og i aftenens svindende lys, kunne han se Galgehøjens dystre omrids på sin venstre hånd. Vist havde han aldrig selv stjålet eller drevet ran, men med den rosa-røde sols forsvinden på den anden side af vandet, kunne han se en skikkelse, dingle svagt i aftenens stille vind. I skæret fra en fakkel, kunne han se to mænd i harnisk og hjelm stå, lige ved vandkanten hvor dæmningsvejen gik ud til fæstningen. Den ene med sit spyd og skjold, den anden sit skjold på ryggen. Fra hestens stønnende og forpustede åndedrag, og dens øjne stående hvidt i dens hoved, til mandens manglende udrustning, kunne de regne sig frem til at dette ikke var en af fjendens soldater. Manden, næsten lige så forpustet, eller måske skræmt, som hans hest, sagde blot, ”Slip mig igennem; fjenden kommer!”
Skønt det halvlune forårsvejr og højt solskin havde gjort dagen behagelig, var stemningen her på dæmningsvejen til Hr. Krabbes fæstning ganske trykkende. Det mørke, kolde vand på begge sider af den smalle vej, var om muligt mere skræmmende end de bevæbnede mænd, som manden havde set komme over og omkring bakken sydøst for Aasted. Han beroligede hesten, og satte farten ned. Dyret var et arbejdsdyr, til pløjning af marker samt til at trække vognen, når høsten skulle i hus. Skønt manden ikke ejede en saddel, var det alligevel hurtigere at ride på den, end skulle hans ben have ført ham frem i mørket. Endelig var han ved porten til Hr. Krabbes fæstning, broen var oppe og han steg af hesten, og hidkaldte vagtens opmærksomhed. ”Jeg bringer en vigtig besked til Hr. Krabbe! Fjendens mænd er i Aasted nu!” Broen blev ikke med det samme sænket; men bud blev sendt af sted til hovedbygningen. Snart efter tændtes flere fakler langs fæstningens palisader. Skulle fjenden komme helt herud, ville de få deres at se til mod Hr. Krabbes mænd. Nu blev broen sænket, langsomt lod de brede reb broen komme ned. Bonden klappede beroligende hesten, skønt han allerhelst ville ride så langt væk som muligt lige nu. Med et hult drøn var broen helt nede. Nu blev bonden vist ind af en vagt og to høje, bredskuldrede karle marcherede væk fra porthuset.
Den anspændte stemning var endnu mere udtalt her, hvor de røde gløder fra essen i fæstningens smedje afslørede et dystert et glimt af livet bag de høje palisader. Hr. Krabbe havde hyret tømrer og karle til at bygge denne fæstning for mindre end to år siden. Så længe Hr. Krabbe betalte var der ikke nogen der stillede nærgående spørgsmål, men snakken gik, når man var udenfor Hr. Krabbes hørevidde. Således var der en mand fra Nissum, der mente at Hr. Krabbe havde fornærmet en anden herremand fra Mors, og at fæstningen skulle bruges i den forbindelse.
Bonden havde ikke selv arbejdet på fæstningen, og det var første gang han havde været inden bag palisaderne. De aflange skjolde hver med et spyd stod klar. Enkelte af mændene bar også pilekoggere og buer, Hr. Krabbe havde ikke sparet på udstyret. Og fæstningen virkede også solid nok. Bonden var ikke helt tryg stemningen. Ud af øjenkrogen holdt han øje med en ung karl, der førte hans hest over en smal gangbro, til endnu en af fæstningens øer, hvor noget der lignede en stald var opført.
Hr. Krabbe selv kom ud, en presset mand kunne, bonden se. Bonden tog sin kutte af, og bøjede hovedet i respekt. I dette lys fra faklernes skær virkede Hr. Krabbe, som han kom der flankeret af bevæbnede mænd, og med et sværd ved siden, som en kriger. Bonden tog mod til sig og kiggede op, ”Hr. Krabbe, Hr. Krabbe! Fjenden kommer, ganske som De forudsagde! De står i Aasted nu!” Hr. Krabbe blev om muligt mere bekymret end de var før, han havde håbet på bedre tidener, og bedre tid til klargøre den nyligt opførte fæstning. Hans ansigtsudtryk til trods, var hans stemme rolig da han talte: ”Meget vel, og du er helt sikker på de kom denne vej, og ikke blot var rejsende?” Mens han talte havde Hr. Krabbe bevæget sig nærmere bonden, denne lugtede ikke af øl eller vin, og virkede klar i mælet. Bonden nikkede ivrigt, ”Jovist er jeg sikker, jeg kunne se deres hjelme skinne i faklerne, da de kom over bakken ved Aasted. Med sikkerhed vil de komme her inden midnat, Hr. Krabbe.” Hr. Krabbe nikkede eftertænksomt, ”Nu vel,” han vinkede til en af de unge karle, der havde taget sig af bondens hest, ”bring mig pergament og min fjerpen, og lad det gå lidt tjept!”. Den unge karl nikkede og løb ind hvor Hr. Krabbe just var kommet ud. Mens de ventede, takkede Hr. Krabbe bonden for hans troskab, ”Du er en mand af ære, hvad er dit navn, min gode mand?” Bonden så helt paf ud førend han svarede, ”Jeg er Jens-Peder, af Aagarden, Hr. Krabbe.”
Hr. Krabbe skrev ganske hurtigt, omend bonden ikke var i stand til at læse hvad der stod. Pergamentet blev rullet sammen og lukket med Hr. Krabbes segl, og Hr. Krabbe holdt det frem til bonden, ”Bring dette til min forpagter på min gård i Nissum, og du skal få din belønning.” Bonden bukkede dybt og stak det sammenrullede pergament ind under sit tunge slag. En række ordrer blev råbt til de bevæbnede mænd i Hr. Krabbes tjeneste, og bonden fandt sin hest iblandt køer og kvier i stalden. Han trak det godmodige dyr ud, over den smalle bro til den befæstede ø, og ud igennem porten. Først da han kom ud på dæmningsvejen med det mørke vand, satte han sig op fik hesten i trav. Vel inde på det faste land, drejede bonden hesten mod nord, det var næppe en god idé at blive stoppet af bevæbnede mænd sånær Galgehøjen. Således red han langs den mudrede bred, og i nattemørket bag ham, lod et horn sit dystre kald gjalde gennem luften.
Hr. Krabbe spejdede mod land. Det var nu flere dage siden at fjenden var ankommet, men ingen herold havde meldt fjendens hensigt, ingen rytter med krav om overgivelse. I stedet havde hans folk på fæstningen blot kunnet se til, imens at fjendens krigere arbejdede med at flytte store mængder jord. De spærrede vejen af, med blokader og svært bevæbnede; ingen fik lov til at komme ud til øen og fæstningen via dæmningsvejen. Det var tydeligt at fjenden ikke var interesseret i at kæmpe på Hr. Krabbes præmisser. Men Hr. Krabbe kunne se, ud fra lejren som blev bygget og de forsvarsværker der blev rejst, at denne styrke var stor, måske op til flere hundrede mand. Selv havde han blot tredive svende fra Nissum og de nærliggende landsbyer, som han havde betalt i dyre domme. I åben kamp, mod så stor en styrke, ville de blot blive slagtet.
De første tegn på desperation, indtrådte efter et par uger, en af de unge staldknægte tilbød at svømme over vandet til Nissum for, at bede Hr. Krabbes fjerne slægt om at komme til undsætning. Man havde fulgt knægtens svømmetag i skæret fra faklerne, indtil man ikke længere kunne se ham. Vist så han ud til at kunne svømme bedre end de fleste, men man hverken set eller hørt noget til knægten. Alt i mens var lejren på bredden blot vokset sig større og mere truende dag for dag. Hr. Krabbe beordrede at broen og porten skulle forblive lukket. Ikke så meget fordi han forventede et angreb i ly af mørket, men Hr. Krabbe vidste godt at hvis først een mand overgav sig, ville det ikke vare længe førend resten ville følge efter. Hans bedste chance var at holde ud indtil der kom forstærkninger, eller til den fjendtlige styrke besluttede sig for at drage videre. Det sidste virkede dog mere og mere usandsynligt, da lejren kun blev større og større, og Hr. Krabbe kunne have svoret på at endnu flere mænd havde sluttet sig til den belejrende hærstyrke.
Den sidste ko var slagtet, og rent vand var også slippe op. Flere af mændene beklagede sig højlydt, når de troede at Hr. Krabbe ikke lyttede. Også Hr. Krabbe begyndte at mærke manglen på nærmest alt. Han havde skrevet breve, før fjenden var ankommet, men havde ikke nået at få dem sendt. De fint-oprullede pergamenter med hans segl og sirlige håndskrift, lå nu på hans bord i rummet i hovedbygningen. Mændene opholdt sig på øen med den tomme staldbygning, skønt Hr. Krabbe havde sagt at alle tre øer skulle have vagt-poster, mest for at man kunne se hvorvidt fjenden ville angribe eller pakke sammen og drage videre. Hr. Krabbe havde hørt om sine forfædres bedrifter, som lensmænd og krigere under konger, om storslåede dueller om land og ære, og hans sværd var såmænd smedet af den bedste våbensmed i Aalborg, dets værdi kunne betale adskillige af de mænd han hyret. Men Hr. Krabbe var ingen kriger. I adskillige dage nagede tanken om, at han skulle forsvinde ud af denne verden, uden at have efterladt sig et mæle som var en stormand værdig. Hans hjelm stod pudset og klar. Skulle han drive mændene frem i et overraskelsesangreb? Der var nu gået så mange dage at fjenden næppe ville forvente det. Imens han tænkte, lukkede han sig inde i sit rum, og lod mændene klare dagligdagen.
Men Hr. Krabbes mænd kom hans egne tanker i forkøbet; der lød en skarp banken på hans dør, hans hånd var med det samme på sværdets skæfte. ”Hr. Krabbe, vi beder Dem lytte til vor bøn; lad os slippe vore våben og bede om nåde, vi har gårde og familier som venter derhjemme.” Hr. Krabbes første tanke var vrede over, at de mænd som han ellers havde vurderet var blandt de mest loyale folk i hele Salling, og som han havde betalt ganske vel, nu vendte ham ryggen. Disse kujoner skulle få lov til at smage hans sværd.
Men Hr. Krabbe havde også selv en familie, og det ville næppe gå ham vel, skulle han forsøge, ene mand, mod tredive karle samt den fjendtlige styrke efterfølgende. Måske var fjenden til at tale med? Hans tanker om gården derhjemme og hans egen familie, skubbede helt de glorværdige bedrifter som hans forfædre havde udført, ud af hans hoved. Det var, når det kom til stykket trods alt, bedre at miste ansigt, end at miste livet. Træt og afkræftet åbnede Hr. Krabbe døren; karlene stod klar med deres spyd og skjolde, deres ansigtsudtryk var fyldt af samme træthed og udmattelse som hos ham selv, men også med sammenbidte miner; de havde været klar til at bryde hans dør med magt, om nødvendigt. Hr. Krabbe løftede en åben hånd, han ville tale. Mændene var lidt usikre, Hr. Krabbe havde godt nok sit sværd ved siden, men var ikke i nærheden af at gribe til det. ”Ved daggry i morgen, vil jeg, at I alle kaster spyd og skjolde i vandet, fra den inderste ø. Således kan fjenden se det. Vi går dem i møde, under en hvid fane, med rejst pande, som stolte Sallingboere.”
Som sagt, så gjort. De trætte mænd lod, ved solens stråler, deres våben forsvinde ned i vandet, kun Hr. Krabbe lod sit sværd blive i bæltet. De to karle der stod for at sænke broen, som for nogle få uger siden havde været kraftfulde unge mænd, kunne nu ikke ikke engang holde broen oppe; de svære knuder løsnedes, og faldt broen med et brag. I samlet, forhutlet, flok drog Hr. Krabbe og hans mænd over den smalle dæmning, og da de kom nærmere bredden, kunne de se, at fra vandets kant og hele vejen op til Aasted, var omformet til en stor lejr. De høje jordvolde med stejle sider og palisader rejste sig over dem. En vagtpost fik øje på dem, og den hvide fane man havde lavet af Hr. Krabbes sengelinned. Han råbte ind til lejren, der straks begyndte at myldre af liv. Det gibbede i de trætte mænd, da de passerede imellem de første jordbanker, hvorpå bueskytter stod parate på begge sider over dem. De passerede stumme, sammenbidte mænd iført jern-hjelme og harnisk, og en rytter i ringbrynje ventede dem midt inde i den store lejr. Bortset fra den karl der bar fanen, og Hr. Krabbe selv, lod alle mændene deres åbne hænder løfte over hovederne, i tegn på overgivelse.
Således slutter historien om Hr. Krabbe og fæstningen på Sallingholm, hvad der skete med Hr. Krabbe og mændene vides ikke, men fæstningen var virkelig og tiden blev dens fjende. Den fjende der havde belejret dem, var ingen anden end Kong Valdemar, ham der siden fik tilnavnet Atterdag. Han samlede det danske rige efter lang tid pantsættelse til Holstenske og Lübske hertuger – men det var ikke alle, der overgav sig frivilligt. Herremanden på Sallingholm var en af dem udstod en belejring, førend han måtte bøje sig for overmagten.