kinden bider du til blodige trævler inde i munden. det er den din tante kysser til alle familiefesterne. kinden er der hvor dit bløde smilehul sidder, det, som du har fået mange komplimenter for. i lang tid var dit smilehul kun rod til irritation for dig. så lærte samfundet dig, at du skulle holde af det.
nogle gange brænder kinden afslørende rødt. andre ganger maler du den over med først hvid creme, brun creme, rød pudder. du har altid fået at vide at du havde såkaldte æblekinder
bidt ned til roden, aldrig lak på fingrene, ru. lang og slank. du ville ønske du havde en flot og feminin hånd, det kunne den måske også være hvis du hold op med at spise af den. den er gestikulerende og hjælper tit til at få meningen frem for dig.
fingrene griber om mange ting i løbet af en dag: om morgenen en kop dampende kaffe, senere dine høretelefoner i bussen, når de pumper bløde toner ind i øret på dig, dørhåndtaget ind til klasseværelset, din telefon når du skriver en sms. din tommelfinger når den gør ondt. fordi du har revet og bidt i den i et meningløst forsøg på at ødelægge en lille, ubetydelig del af dig selv. og nu gør hele hånden ondt.
du har hadet den siden du var 10 år gammel. der gror sorte hår fra navlen og nedefter, den er blød og varm. du synes den er for kvabset. maven udholder mange ting. engang blev den skåret op på hospitalet. du forestillede dig i din barnehjerne, at lægerne havde klippet den op med en havesaks for at pille den betændte tarm ud. de fortalte dig, at den lå i maven og lignede et spørgsmålstegn. maven har udholdt menstruationskramper, diarrelignende tilstande efter enorm indtagelse af alkohol dagen forinden. sammentrækningen når du stikker to fingre i halsen.
engang gjorde den ondt næsten hver dag, du fik piller på apoteket og i helsekostforretningen. du tænker på, om den overhovedet holdt op med det, eller om du bare ikke registrerer det længere. den trykker når du er bange, det flagrer i den når du er nervøs, den bliver fyldt med et virvar af sommerfugle når du er forelsket. men du har hadet den siden du var 10 år gammel.