Sådan kan du også investere din pension
Brad Pilon Normal.dotm 0 0 2007-08-26T11:52:00Z 2012-06-02T17:13:00Z 1 394 2246 18 4 2758 12.0 0 false 18 pt 18 pt 0 0 false false false
Pension kan investeres i andet end aktier og obligationer. Ejendomme, solceller, ferieboliger, virksomheder og vindmøller er blandt mulighederne.
Det kræver blot, at man sætter sig lidt ind i det og har mod på atsende en del af pensionsopsparingen på arbejde via unoterede anparter og aktier. Det skriver Børsen PrivatInvestor.
"På den her måde kan man komme til at arbejde langt mere aktivt med sin pensionsopsparing. Særligt for folk med stort indestående er det interessant," siger Søren Bech, der er skattepartner hos revisionshuset PricewaterhouseCoopers (Pwc).
Alt efter hvor stort indestående man har på pensionen, kan man vælge at placere en større eller mindre del af opsparingen uden for de finansielle papirer.
Er formuen under 2 mio. kroner, må 20 pct. sættes i unoterede værdipapirer, men er den mellem 2 og 4 mio. kroner, stiger satsen til 50 procent, skriver Børsen.
Er formuen på mere end 4 mio. kroner, kan man som opsparer sætte op mod 75 pct. af opsparingen i selskaber uden for børsen.
Dog med det ene - men væsentlige krav - at ejerandelen i det enkelte selskab, som der investeres i, ikke må overstige 25 procent. Og her regnes aktier og anparter, som ejes uden for pensionsdepotet også med.
Fordel med ubeskattede midler
Men ellers er der helt frie rammer for, hvad aktiviteten i det eventuelle anparts- eller aktieselskab kan være, og der er heller ingen restriktioner for, hvilke aktiver selskabet må besidde.
Der er også en klar fordel ved at investere for pensionspengene frem for de frie midler, skriver Børsen.
"I forhold til at lave en traditionel investering, så er der her tale om ubeskattede midler. Hvis du går ind og laver en investering for penge, der står på din bankkonto, så har du betalt skat af midlerne. Her er det alt andet lige penge, som du har fået fradrag for ved indskuddet. Derfor er mange mere risikovillige, end når der er tale om beskattede penge - og der er ofte sammenhæng mellem risiko og udbytte," siger Søren Bech.
Alligevel er det ikke mange af PWC's kunder, der har fattet interesse for modellen, skriver Børsen.
"Vi får fra tid til andet et spørgsmål omkring det her, men generelt oplever vi kun en lav interesse for det," siger Søren Bech, der ellers mener, at det kan være et ganske udmærket alternativ til traditionel pensionsinvestering.
Han påpeger dog, at der naturligvis også er ulemper og udfordringer forbundet med at placere pensionsmidlerne uden for de traditionelle kurslister.
Alt afhængig af hvordan man investerer pengene, kan det være forbundet med større eller mindre risiko. Men den væsentligste faktor er, at man oftest ikke bare fra den ene dag til den anden kan trække sig ud af en unoteret aktie.