Pixie lever stadig, af Sofie Riis Endahl
ANMELDEREKSEMPLAR: Engang var Pixie stræber-Emma. Det var indtil Dronningen fandt ind til Pixie. Pixie er vild, elsker fester og har lyserødt hår. Sammen med Dronningens andre disciple oplever Pixie fællesskabet. Men findes Pixie uden det fællesskab? Da studenterhuen er sikret, skal der festes. Men de mange studenterfester er hårde for gruppen, og Pixie kæmper for at holde Emma nede. Da de sidste tømmermænd er væk, kommer stilheden. På Instagram ser hun vennerne hænge ud uden hende. Dronningen svarer ikke på hendes beskeder. Sokrates og Jesus har også travlt med andre ting. Pludselig ved Pixie ikke, hvem hun er, og hvor hun skal hen.
Pixie lever stadig er en ungdomsroman, der rammer ned i den stilhed, der bliver larmende efter studentertiden. Som mange andre, skal Pixie finde ud af, hvem hun nu er. Uden sit slæng. Hun kæmper for at finde sin (nye) idenditet. Men er det Emma eller Pixie?
Sofie Riis Endahl skriver, så jeg blev forpustet af at læse. Stakåndet festede jeg med Pixie og de andre, imens jeg prøvede at holde styr på de mange disciple. I starten irriterede deres navne mig. De virkede overgearede og karikerede - Dronningen, Jesus, Sokrates, Cosette og Pixie. Navnene giver mening, jo længere man kommer i historien - så hold ud. Pixie lever stadig er en roman om håb, identitet og ungdom. Tre gode ingredienser, der her er blandet sammen i en passende mængde.
Tak for gratis anmeldereksemplar.
Pixie lever stadig, skrevet af Sofie Riis Endahl, Byens Forlag, 2021. 232 sider.










