Nogen gange føler jeg lever på en ø. Jeg bliver nødt til at kæmpe for overlevelse hver eneste dag. Men nogen gange føles det som om jeg kæmper forgæves. Jeg sidder fast på øen. Nogen gange undre jeg mig over om jeg nogensinde kommer væk fra øen. Jeg har været her så længe. Alene og bange. Ensomheden er kold og jeg fryser. Jeg sidder fast i ambivalensens tomrum. Dagene på øen er lange. De er så lange at jeg nogen gange bare kan sidde og kigge ud i den kolde luft i hvad der føles som en evighed, men dagen slutter aldrig. Jeg kan se væk fra øen. Jeg kan se alle de mennesker der ikke sidder fast på min ø. De nyder varmen af hinandens selvskab. Hvordan kommer man derhen? Natterne på øen føles både lange og kolde. Når jeg sover drømmer jeg kun om dig og når jeg ikke sover savner jeg dig. Det er svært at give slip. Men ikke for dig. Det river mig fra hinanden hver dag. Jeg er ikke den eneste der kan være på øen. Folk kommer og går, men jeg er altid den eneste der bliver her. Det er det samme hver gang nogen kommer. Ensomhedens kulde forsvinder i et millisekund og kærlighedens varme fylder mig. Jeg bliver overbevist om at jeg aldrig skal fryse igen. Men kulden kommer altid tilbage. Nogen gange kommer jeg hjem fra øen. Jeg bliver trukket hjem af en der bekymrer sig. De prøver at trænge igennem og forstå hvordan det føltes at være på øen. Hvis de vidste hvordan det føltes at være på øen ville de nok dø af ren rædsel. Ingen ved det. Jeg skubber dem væk. Jeg flygter. Og igen ender jeg på øen. Øen er mit limbo.
