Det ægte Dårligt Nyt anmelder det falske Dårligt Nyt på DR1
Hvis din gode ven for eksempel har drukket din sidste sjat vodka uden at spørge dig først, er det en knaldgod idé at smadre den tomme flaske i hovedet på ham med det samme. På den måde viser du ham respekt: du anerkender, at han har tømt flasken, og du viser at du ved, hvad der sker i hans liv lige i dette øjeblik. Supernærvær, kan man kalde det – og det kan man jo ikke få nok af. Samtidig kan I få en dejlig tur sammen i ambulancen, hvor I rigtigt kan få snakket ud og komme tættere på hinanden. Og så er det pludselig slet ikke så vigtigt med den tomme flaske længere, vel? I har fået vendt situationen til noget dejligt, og I kan begge komme videre i livet som lidt rigere mennesker, som tør at udfordre grænserne for, hvordan rigtige venner støtter hinanden.
Sådan har vi altid tænkt på vores lille redaktion: der findes ingen dårlige nyheder, kun muligheder for positive fremskridt, med konstruktive løsninger– og vi er her for alle, der har brug for hjælp, som vores eksempel også viser.
Derfor er det lidt mærkeligt at se Anders Lund Madsens kulsorte og negative verdensbillede tværet ud over tv-skærmen – særligt, når han bruger vores navn som PR for sit program. Han konstaterer at der er problemer i verden, men frem for at stoppe op og prøve at gøre noget ved dem, er det sjovere at smide en sprittus hen over skulderen og gå hastigt videre til næste problem –og næste billige grin. Måske opnår han en kortsigtet anerkendelse med hans sjove, finurlige troldeansigt, men hans program vil give det rigtige Dårligt Nyt en masse oprydningsarbejde. Dette er dog en opgave som vi stolt tager på vores skuldre. Vi er her jo kun for at hjælpe. Sagen er, at Anders Lund Madsen med sit nye program overser det allervigtigste – nemlig: hvad kan vi gøre for andre end os selv? Hvordan gør vi verden lidt smukkere?
Vi kan desværre blot konstatere, at vi har fået en uægte tvilling, med det samme navn som os. En tvilling, som tydeligvis har brug for vores hjælp. Vi ringer snart ind til programmets telefonsvarer og lægger en besked. Måske trænger budskabet igennem der. Intet kan stoppe os i at hjælpe Anders Lund Madsen på rette vej. Hans program trænger tydeligvis til det.










