I må meget undskylde at jeg har været for dårlig til at updatere her på bloggen, men der har simpelthen ikke rigtig været noget at skrive om.
Nu da jeg ved at alle har modtaget mine postkort fra Xián, kan jeg reportere lidt derfra selvom det godt nok er ved at være en måned siden jeg var der.
Vi tog alle af sted om morgenen d. 29 april og ville komme hjem igen d. 4 maj. Vi skulle ret tidligt af sted da turen mellem Xián og Tianjin ca. tager 14 timer i nattog. Jeg sagde godt nok aldrig igen, da jeg sidst var i Kina og skulle med et ligne tog fra Beijing til Shanghai. Puuhaa, det var godt nok en lang tur, forhåbentlig bliver de togture Sebastian og jeg skal på senere ikke nær lige så lange og uudholdelige. Vi rejste på den dårligste klasse, da det var skolen der betalte. Forestil dig at ligge på et strygebræt hvor du hverken kan vende eller dreje dig fordi det er så smalt eller for den sags skyld bare sidde op. Så skal der tilføjes at toget var gammel og der var noget galt med bremserne, så hver gang toget satte farten ned, op eller bremsede, så hakkede alle vognene voldsomt. Men vi kom sikkert frem og blev hentet på togstationen af vores hotel. Selve hotellet var overordnet helt fint – der var badekar! Erin, som er vores amerikaner, og jeg kom på værelse sammen og det var rigtig hyggeligt. Vi skulle allerede ud og se Terra-Cotta-krigerne som vi ankom, men der var heldigvis tid til at få et bad.
Da vi ankom ud til det område hvor krigerne stod blev jeg vildt skuffet, jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg forventede, men jeg forventede bare mere på en eller anden måde. Men Der var rigtig fint og meget beregnet til turister. Alt var lidt for pænt og rent syndes jeg. Men altså der er så tre forskellige grave hvor krigerne står i og de ligner alle sammen en ridehal når man går der ind. I den største af gravene står krigerne pænt stillet op og man kan så gå omkring dem. Graven er kæmpe, men man kan meget tydeligt se hvordan kinesere har stillet det hele op. Jeg ved godt man stadig er i gang med udgravninger osv. men alting står bare på pænt… Igen, jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men det var i hvert fald ikke det jeg så.
Vi brugte ikke lang tid derude, da alle ret hurtigt fik set det de gerne ville, så vi tog tilbage mod hotellet. På busturen på vej tilbage ved jeg ikke hvad gik galt med trafikken, men lige pludselig var det blevet mørkt og kl. var næsten 9. Vi blev hurtigt kørt til en buffet på et andet hotel var der ikke var megen mad tilbage og det der var tilbage var ikke specielt lækkert. Der kom heldigvis noget mere på bordet efter noget tid, men det var stadig ikke lige hvad vi havde aller mest lyst til.
Næste dag regnede det, så i stedet for det program vi rigtig skulle have haft tog vi rundt i Xián og så en masse forskellige ting. Vi var f.eks. i en rigtig fin lille park som byggede op omkring en gammel historie om en pige som blev forelsket i en mand hendes far ikke ville lade hende gifte sig med, men det gjorde hun så alligevel og dermed frastødte hendes familie hende og hun var nødt til at flytte ind i nogle huler i en bjerg side. Hendes mand var soldat, så han var næsten aldrig hjemme osv. Der var rigtig hyggeligt og det er også der en masse af mine billeder er fra.
Den sidste dag skulle vi op på bymuren som omringede det inderste af Xián. Der kunne vi lege cykler til at køre rundt på, da muren er over 10km lang. Julian og jeg valgte en tomandscykel, kan ikke stave til hvad sådan en nu hedder, som vi så cyklede rundt på. Vi racede mod andre cyklende kinesere og et par golfvogne fulde med heppende kinesiske familier. Det var vildt sjovt indtil vi kom hjem og fandt ud af at vi var blevet stegt og blevet røde som rejer kogt i vand. Ja farfar, jeg savner dine rejer! Jeg tror endda jeg kunne spise en stegt ål.
Det var en utrolig hyggelig tur til Xián, også selvom at turen derned og hjem igen var lort, men så fik man også det med. Efter Xián er der ikke sket så meget. Der er gået rigtig meget hverdag i den, så det er en af grudende til at jeg ikke får skrevet så meget.
Nu er der så ikke længe tilbage og jeg har præcis 19 arbejdsdage tilbage. Det er godt nok ikke meget! Det vil så sige at der er lidt over en måned til at Sebastian kommer. Det kan godt være at det har været utroligt fedt at være her og en ekstrem oplevelse, men nu vil jeg gerne hjem og få slik hos mormor, flæsk og andre gode danske retter hos farmor og farfar, en ordentlig bøf hjemme ved mor og far, og ikke mindst tusinder af kram fra resten af familien.
Nu da det hele er ved at være slut, kan jeg se tilbage på næsten 5 måneders eventur der bestemt har åbnet mine øjne for andre mennesker og deres kultur. Jeg har også lært rigtig meget om mig selv og hvordan andre mennesker opfatter mig når jeg opføre mig på en bestemt måde. Jeg tror rigtig mange ting har ændret sig ved mig, men jeg vil altid være den Karoline I kender. Glæder mig til at se jer alle om 1,5 måned! <3
