har efterhånden siddet med en del forskellige små piger i dus’en og tegnet og spillet brætspil og bygget med lego og lavet nøgleringe og klædt barbier på. mens vi har snakket, er der særligt een ting, der går igen hos flere af dem, som jeg har bidt mærke i. de spekulerer, de spekulerer meget. og selvfølgelig gør de det, fordi de er børn. drengene spekulerer også. men størstedelen af pigernes spekulation er indadrettet. de er ikke tilfredse. en kan ikke forstå, hvorfor hun skal have tykt hår, for det er grimt og besværligt og elastikkerne knækker. en kan ikke forstå, hvorfor hun skal have fregner, for det ser mærkeligt ud, når huden spætter. en kan ikke forstå, hvorfor hendes hår er rødt, når alle hendes veninder har lyst hår, for det er grimt at have rødt hår. en kalder sig selv tyk, en kalder sig selv “for underlig”, flere kalder sig selv grimme. og det skærer i mit hjerte, hver evig eneste gang jeg hører eller overhører disse ord, for de kommer altid som små sidebemærkninger, som hurtige kommentarer, som om det var faktuelt, noget indforstået. det er piger mellem 5 og 7 år, og nogle af dem er allerede ulykkelige over deres udseende, og det gør mig fandeme ked af det
hver gang jeg har været i nærheden, har jeg taget dem om skuldrene, set dem i øjnene og fortalt dem, at der ikke er noget galt med rødt hår- at jeg har en veninde, som har rødt hår, og det får det smukkeste gyldne skær i solen. at der ikke er noget i vejen med tykt hår. at fregner er fine, og vist dem mine egne. jeg har fortalt dem, at der ikke er nogen skam i at se forskellige ud, at det ville være kedeligt, hvis vi alle så ens ud. jeg har fortalt dem om mine briller, om mit tynde hår, om mine babykrøller, om mine fregner, prikket mig selv i maven, for det ville knuse mit hjerte, hvis de voksede op med følelsen af ikke at være gode nok
