Jeg tror aldrig rigtig, jeg har passet ind. Jeg har aldrig lignet de andre nok til automatisk at være en del af det såkaldte fællesskab. Jeg har altid vejet lidt mere end de andre piger, aldrig gået op i at være klædt i de mærker, som gav dig ekstra status, altid holdt mig oven vande ved at være rapkæftet - og jeg glemmer aldrig, alle de gange jeg var forelsket på afstand.
“Du er så moden af din alder!” sagde alle forældrene til mig. Det slog mig for alvor ud, da min nabos mor sagde til hendes smukke datter, at ‘hun burde være mere ligesom mig’. Jeg fik kvalme, hver gang min mor pralede af mig, som om jeg var en puddel til udstilling. Som om jeg var en præmie, et fejlfrit karakterblad og bedre end de andre børn. Det var fordrejet og forkert, men det værste var, at det var alt, jeg kunne finde ud af, alt jeg kendte til. Jeg skulle have skreget dem lige ind i fjæset. “Åbn dog for fanden jeres inficerede, syge øjne! Ser i ikke, at jeg lider mere end alle de andre børn tilsammen?” Men de ser hvad de gerne vil se. De så en lille pige, med de bedste karakterer og et stort smil. Nu ser de en snart voksen kvinde på gymnasiet, med højst sandsynligt flotte karakterer og et stort smil. De ser hvad de gerne vil se.
Jeg bebrejder dem ikke, for det er ikke kønt, når man dykker ned og kigger under overfladen. Det skræmte også mig, da jeg opdagede, at jeg ryger en pakke cigaretter om dagen, hvis ikke mere. Og da jeg indså hvor mange jeg har spredt benene for - hvordan jeg misbrugte det og forvekslede det med kærlighed. Første gang jeg blev ramt af et angstanfald og jeg troede jorden under mig ville smuldre og opsluge mig, gik det op for mig, at jeg ikke havde lyst til at fortælle det til nogen. Jeg stiller ikke en gang spørgsmålstegn længere, når jeg bliver udeladt eller forladt uden forklaring - hvad end det er venner eller mænd. For det er farligt at omgås sådan en som mig. Sådan én, hvis yndlings blomst er nelliken - en begravelsesblomst. Sådan én, hvis tanker aldrig står stille, aldrig når til én konklusion, fordi verden er mere end blot ét rigtigt facit. Det er så farligt at omgås sådan en som mig, som i skrivende stund har en cigaret hængende mellem læberne og forsøger at løse alle De Store Spørgsmål og klamrer sig til håbet om, at al smerten en dag giver mening og overskuddet vender tilbage. Jeg er blot sådan én, som tænker mere end jeg siger, fordi jeg har så travlt med at se. Og måske er det derfor jeg aldrig rigtig har passet ind. Hvem ved… måske er denne verden i virkeligheden bare ikke skabt til sådan en som mig. Eller også er sådan en som mig, ikke skabt til en verden som denne.
romaincrisis
izzy806
dailybridgerton
germansingergirl
jacobvanloon
tangentwithtanner
kaledo-art
gummygunk
