ORKNEY

-en måned i august

[orkneylove]

Status (III)

Jeg tror det på en eller anden måde er lykkedes for mig at komme lidt ud af min desperate tilstand - jeg tænker på det sådan, at det jeg gør her, mit arbejde, er et eksperiment, et forsøg, en skitse, et udgangspunkt. Hvis det ikke lykkes - enten fordi det er umuligt at nå, eller hvis jeg når det hele, og det bare ikke blev godt - så er det okay. Jeg kan arbejde videre med ideen og kostumerne når jeg kommer hjem. Jeg kan finde fine steder i danmark hvor jeg kan filme samme film. Det er ikke så vigtigt hvor det er, jeg har ikke spildt min tid her jo, ideen er vokset ud af opholdet, ud af at være her, alene. Det har været en god process, og fordi jeg er et fremmed sted og forsøger at udføre noget helt fra bar bund til et færdigt værk på kun 4 uger, og måske fordi jeg har skrevet mange af mine tanker og overvejelser ned, har jeg på en eller anden måde haft en anden mulighede end normalt, for at observere mig selv, min process og mine reaktioner. For det er præcis de samme ting der er sket i mig her som, der sker derhjemme. Bare på komprimeret tid. Den samme tvivl, den samme angst, den samme manglende tro på migselv og min formåen. Men det er som at erkendelsen er større i denne kontekst, i denne komprimerede tid. Jeg har også opdaget en ny ting - burde ha set det før, og har også set det før, men har negligeret vigtigheden af det.  Det er, at min angst ikke bare stammer fra at være under pres, tidspres, tvivl om ideens lødighed osv - men i lige så høj grad handler om at jeg frygter at optagelserne går galt, at jeg ikke lykkes med at få filmet det der er vigtigt og essentielt! At jeg ikke tør stå ved mig selv, mens det står på, og sige at dette og dette SKAL død og pine filmes - på denne her måde som jeg har udtænkt, fordi det er vigtigt og essentielt for at kunne lave det værk jeg nu engang vil lave. At jeg er bange for at være instruktør, og bede om noget, at kræve min ret, eller hvad det nu end der skal til. At jeg hellere (og det er måske det der er det vigtige!) vil stikke halen mellem benene og løbe væk, end at se frygten i øjnene! Hellere vil gi' op, fordi jeg er bange for at fejle. Så bange at jeg hellere vil give op. Det er jo sindsygt!!! virkelig!!! og så dumt, og ukonstruktivt og så destruktivt. Jeg er så bange at det ødelægger alting for mig! Hvor kommer det fra, hvorfor har jeg det sådan…hvorfor er der andre regler for mig end jeg synes der bør være for de andre, hvorfor er det vigtigt for mig at tilfredsstille hele verden? Hvorfor når jeg rationelt ved, at det ingenting betyder. Jeg vil have lov til ikke at være perfekt og fuldendt og ikke at lave perfekte ting som jeg skal bekræftes igennem. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne være anderledes, og tage de ting til mig, som jeg godt ved!!

[orkneylove]

Sæler og stress

Så gik det alligevel galt for mig her i eftermiddags. Det tog bare overhånd og jeg blev helt fanget i min egen tilstand. Kunne slet ikke rumme projektet, at lave kunst, at være her. Heldigvis talte jeg lidt med Douce og så snart jeg nævnte min krise kom tårerne frem i mine øjne, og det eneste jeg havde lyst til var at græde. Douce fortalte at hun havde talt med André om at tingene ikke behøves at være så alvorlige, at alt er eksperimenter. Og sådan synes jeg også det skal være - jeg laver desværre bare andre spilleregler for mig selv. Hun forslog at jeg gik en tur - for at komme væk fra - og ud af - denne her spiral med pres over et projekt, der skal færdiggøres - og som jeg nu hader. Så jeg gik. Ud i landskabet og endte på stranden, en anden strand end der jeg var sidst. Jeg gik rundt på klipperne og på strandbredden, og satte mig i læ for regnen opad en skrænt. Mens jeg sad og tænkte over det hele dukkede der en sæl op i vandet foran mig. Det var meget rørende. Jeg fik lyst til at svømme ud til den. Tænkte på historierne om Selkie-folket, sælfolket, og mens jeg stod der med sælen, der nysgerrigt fulgte mig, følte jeg at alt bare var som skulle være. På vej hjem så jeg en kanin, og de sædvanlige svaler, der flyver overalt her. Det hjalp en hel del at gå ude i naturen, uden kamera, og bare være tilstede. Bagefter kørte vi ned til den gamle mole og så flere sæler - denne gang med kamera. 

Det er/var rart med afstand til det hele - men jeg kan mærke hvordan mit hjerte banker alt for hurtigt og at der er en masse jeg er bange for, som bare ulmer inden i mig. F.eks frygten for at jeg ikke kan nå at filme overhovedet. Jeg kender den så godt, fra sidste års forfærdelige vinter. jeg hader det.

På et tidspunkt føltes det som om der var så god tid til det hele, men det er der slet ikke længere, og med mine ambitioner og skiftende ideer, har der nok aldrig på noget tidspunkt været god tid.

[orkneylove]

Status (II)

Jeg er ved at blive sindsyg af at tænke - og udtænke - skud og klip og visuelle sammenhænge. Min hjerne sitrer, min krop snurrer, en lille bitte smule som stress og angsttilstand, men samtidig langtfra. Mormor-uret tikker bag mig. Jeg er ellers blevet glad for den lyd - jeg lytter til den når jeg skal falde i søvn og den har en næsten magisk, hypnotisk effekt. Men lige nu er den irriterende! Jeg har lagt mig i sengen for at hvile mig, men det er svært når også kroppen larmer. Den larmer uden en rigtigt lyd, det er bare en fornemmelse, som en håndgribelig tinnitus. Så vender tvivlen tilbage, pludselig. Uoverskueligheden og lysten til bare at kæderyge, drikke vin og smide det hele ad helvedes til - at give op. Det er svært at overskue og have overblik. Jeg frygter stadig at skulle arbejde med et lille barn, om hun er til at instruere. Om hun gør det jeg vil have hende til. Måske skal jeg bare skrive videre i aften, og komme igang med mit kostumearbejde istedet. Så jeg slipper for at tænke og tvivle og istedet bare gør! Måske jeg kan genfinde energien ved istedet at tænke på at jo mere jeg når idag, des mindre arbejde er der imorgen og resten af dagene her. Jo større chance er der for at jeg når at blive klar til næste uges filmning.

[orkneylove]

Status (I)

Åh hvor tiden bare flyver afsted! Hele morgenen har jeg siddet og forsøgt at få styr på mit storyboard samt skudliste - og jeg er langtfra færdig med at lave alt det der skal med i filmen. Jeg har været på øen i 20 dage nu - og har vænnet mig til stedet, til at leve blandt fremmede mennesker, til huset og deres måde at gøre tingene på her. Jeg får igen  lyst til at bo på landet , at have høns og et hus i sverige midt ude i ingenting. Jeg tænker endda på min gamle drøm om en husbåd i københavn.

Sidste torsdag ankom endnu en AIR. Douce Mirabaud fra Paris, kunstner og skuespillerinde, som skal være her de næste par uger. Det er rigtig rart at hun er her, vi hjælper hinanden lidt og jeg får øvet mit franske som er nogenlunde ligeså elendigt som hendes engelsk. 

På een og samme tid er det både intest og stenet at være her: tempoet på øen er laaaangsomt, på postkontoret tog det damen meget lang tid at måle og veje en pakke, og efterfølgende at påklistre det dertilhørende frimærke. Og herhjemme i huset arbejder jeg rigtig meget, for at nå de ting jeg gerne vil, men samtidig er det svært at finde energien. Det er et underligt vakuum. Jeg ville ønske jeg kunne blive en uge mere - for gøre alting mere overkommeligt på et tidsmæssigt plan, men den mærkelige transittilstand gør også det hele lidt uvirkeligt. Som om det bare er en drøm, der repeterer sig selv, og som jeg egentlig gerne vil vågne opfra. Jeg har lyst til at stå op om morgenen og smøre mad til mine børn, tage på atelieret med alle mine dejlige ting omkring mig, at se mennesker på gaden, og opleve farver, lyde og alle de nuancer, der hører storbyen til!

Inden jeg tog afsted havde jeg jo som sagt tusind ting jeg gerne ville lave her - og tænkt at jeg kunne nå onkring HALVDELEN. Som det er nu, er denne halvdel reduceret til 1 ting, 1 projekt, og det har jeg det fint med. Jeg får ikke set så meget af øen (gik dog en lang tur på stranden forleden dag, og kiggede på sten og skibsvrag med blæsten tudende i mine ører og vand i den ene gummistøvle). Det var virkelig dejligt, at blive blæst igennem og lytte til havet og bare være alene i naturen og ikke hengemt bag symaskinen i mit sove- og arbejdsværelse. Hvis jeg kommer tilbage hertil skal jeg helt klart ikke lave noget med kostumer, eller noget specifikt projekt. Så vil jeg bare gå rundt i naturen, filme på må og få, optage lyde, skrive, læse, tænke og drømme.

[orkneylove]

Om udklædning og hverdag

Det er første gang i mit liv at jeg har taget et fly, for at handle ind, hvilket var tilfældet i fredags : afsted med tomme tasker og kufferter og hjem igen med halvdelen af Tesco’s i baggagen. En 12 minutters flyvetur fra Kirkwall til Papay, som altså ikke stoppede ved alle øerne, som først antaget.

Det har i flere dage været min mening at skrive lidt om livet her i huset, men har dog ikke rigtig nået det.

Da vi var i Kirkwall i fredags mødte vi som nævnt Tom - der dog ikke rigtig havde tid til os den dag. Han er ved at flytte til Stromness, så forhåbenligt når vi at besøge ham der en aften, inden jeg rejser hjem. I Kirkwall mødtes vi også med deres ven gennem de sidste 4 år, Stuart Mclean, der er antropolog og professor ved university of Minnesota, og som har fulgt og studeret deres Papay Gyro night festival. Sammen med ham var Rachel og Jonathan - og alle tre tog med tilbage til Papay for at lave en film/en visualisering af et digt Stuart skrev for nogle år siden. De rejse i mandags, og hvis jeg skal være ærlig var det meget rart at få lidt ro igen og ikke føle sig forpligtet til at socialisere, men bare arbejde og tænke og gøre tingene på sine egne præmisser. Mandag eftermiddag bankede det på døren og udenfor stod André: en excentrisk franskmand, der også er kommet på øen jævnligt gennem de sidste 4-5 år.  Med en fortid som b-films skuespiller i Asien og Smugler af ginseng og pornografi i Taiwan, og som nu ventede på sin nærtstående pension efter mange år i teaterverdenen. Han fortalte de utroligste historier. Jeg overvejer selvfølgelig at have ham med i min film.

De har en fantastisk bog her, som jeg har læst en del i. Den hedder Masks and mumming in the nordic area og er redigeret af Terry Gunnel - som er forfatter til en anden bog jeg længe har haft kig på: The origins of drama in scandinavia (Et omfattende studie hvor han undersøger spor af drama og former for dramatik i tidlig skandinavisk historie, med den poetiske Edda som udgangspunkt). Bogen indeholder desuden  et afsnit dedikeret til nyere udklædningsskikke.

Ordet mumming stammer enter fra det gammel-franske ord momer, der betyder at bære en maske, eller fra det tyske mummen; at maskere sig eller klæde sig ud. Der er tilsyneladende også et gammelt engelsk ord mum, der betyder stille. Mumming indeholder altså både elementer af pantomime, udklædning og maskering/masquerade. 

Udover at jeg generelt er fascineret af det meste, der har at gøre med udklædning og maskering, har bogen fået mig til at tænke på hvordan man ofte glemmer sin egen historie og istedet kaster sig over det der er fremmed og dermed eksotisk. Når jeg kommer hjem vil jeg helt klart bruge tid på at undersøge de danske udklædningstraditioner: hellig-trekongersløb, fastelavnskikke, og hvad der ellers viser sig. Og gerne skikke, der udspringer af nogle før-kristne traditioner. Der ligger så mange forskellige lag i det at klæde sig ud eller maskere sig. Og så mange forskellige scenarier, med forskellige funktioner, udspiller sig i maskeringens navn. 

[orkneylove]

Tvivl

At være på residency er lidt den samme følelse som op til en udstilling. Hvor man arbejder på tid og hvor det hele pludselig kan føles uoverkommeligt - men man er nødt til bare at arbejde. I dag har jeg virkelig lyst til at ligge under dynen og stene film og spise usund mad, og ikke tænke på om det jeg laver har nogen værdi, om det er væsentligt eller interessant; for nogen og deriblandt mig selv. Der er mange af sådanne tanker her. Den sædvanlige tvivl, som er nem at holde for døren så længe man ikke fysisk har påbegyndt projektet, men som er næsten uundgåelig når man er igang. Og hvor jeg så bare får lyst til at droppe det hele.

Det er som om, der er en magisk tærskel mlm tanken og udførelsen - når man passerer denne grænse er det som om at det der før føltes stabilt og lødigt, destabileres og styrter sammen og på den anden side må man samle det på ny. Måske er det en nødvendighed -  en garanti for at man forholder sig kritisk. Det er en tilstand der tvinger til reflektion, på en anden måde end når alt bare er muligt og man kan drømme løs om fantastiske projekter. Problemet er mest at det er en meget tung følelse. Jeg bliver ubehageligt til mode, tungsindig og apatisk. Og samtidig med tvivlen kommer uoverkommelighedsfølelsen - de to er lidt svære at skille ad. Jeg kommer hurtigt til at måle og veje, at stille spørgsmål ved om det er det værd - er det værd at bruge så meget tid, penge, energi osv på en idé. Det er et umuligt regnskab, den værdi der er i et værk hænger ikke nødvendigvis sammen med tid og penge. Af natur er de væsensforskellige.

For at kunne arbejde er jeg nødt til at overbevise mig selv om, at det jeg laver her har værdi. At mine kommende optagelser på nuværende tidspunkt er reflektioner, visuelle refleksioner, og når alt er filmet og redigeret kan jeg tage stilling på ny. Jeg læste en artikel i weekendavisen inden jeg rejste, som tog udgangspunkt i Professor Dorthe Jørgensensens disputat, der bl.a undersøger forholdet mellem forestillingsevne og fornuft. Det var en virkelig interessant artikel, om refleksion, æstetik og menneskets erfaringer hinsides det konkrete. Som jeg opfatter det skriver hun, at der er forskel på tænkning/teoretisering og reflektion - at teoretisk tænkning mangler praksis, mens reflektionen tager sit udgangspunkt i praksis. Dermed er den teoretiske tænkning, eller stadiet før den skabende fase, også et sted hvor man er på flugt fra eftertanken (som Heidegger siger), man er ikke rigtig til stede. Det er en følelse jeg kender rigtig godt fra mit eget liv. At jeg føler mig disconnected fra min egen væren og tilstedeværelse. Det er en følelse der er svær at sætte ord på, har egentlig heller ikke forsøgt, men bare registreret at det er sådan jeg har det. Jeg tror det på mange måder handler om at være alt for meget i sit hoved, i sine tanker og planer, i en sådan grad at man ikke kan finde ud af at være tilfreds med - og i - nuet. Fordi alting altid kan blive bedre, mere perfekt, både een selv, kunsten og livet generelt. På den måde er man altid et skridt bagefter nuet, og det er umuligt at indhente det. 

[orkneylove]

Orkney Folklore (I)

Øen i sig selv er umiddelbart ikke særlig magisk. Landskabet er fladt, og består mestendels af græsmarker inddelt med hegn og pigtråd. Det der gør stedet særligt er hav til alle sider, og hvor jeg bor, på øens sydlig del, kan man se eller ane havet 280 grader rundt. I nat stormede det - en storm af den slags der ville få folk i københavn til at lukke alle døre og vinduer og blive indedøre. Det gør man sikkert også her, men pointen er, at her er det mere normalt med så voldsomt et vejr. Umiddelbart virker det som om at solen (som regel) skinner om formiddag, og efter middag bliver himlen grå og regnen og blæsten kommer. Man kan opleve flere forskellige årstider i løbet af én dag her, hvilket i sig selv er ret vildt. Det er vejret og havet (og hvad det indebærer at bo på en ø) der fascinerer mig, og det er også de elementer hvorfra overtro, mystik og unaturlige hændelser udspringer. Det er nemt at forestille sig hvordan den omkringliggende tåge har resulteret i syner og og magiske forsvindingsøer i horisonten, som Hildaland og Hether Blether. 

Med sin evne til at tage så vel som at opretholde liv, har det omkransende hav været hjemsted for en række overnaturlige væsener. Som i en enhver anden folketro, blev disse skabninger brugt til at forklare både naturlige og uforståelige hændelser, og spillede en vigtig rolle både i forhold til tragiske begivenheder og i noget så dagligdags som en fiskers ringe fangst. Sidstnævnte kunne således skyldes at havets fisk var blevet skræmt væk af et havuhyre, og var en mand forsvundet på havet, var han enten blevet lokket ned på havets bund af en forførende havfrue eller blevet taget af en finman. Sådanne forklaringer fungerede samtidig som en slags trøst, fordi det gav plads til håbet om at den pågældende muligvis en dag ville vende tilbage.

Finfolket var shapeshifters med et dystert og mørkt udseende. De beherskede trolddom og havde magt over storm og hav. De rejste uhindret frem og tilbage mellem menneskernes verden og deres egen. Om vinteren boede de i Finfolkaheem, en majestætisk by under havet,  om sommeren boede de på en magisk forsvindings-ø (en luftspejling), ved navn Hildaland. Finfolket var kendt for at stjæle mennesker for at gifte sig med dem, og disse måtte efterfølgende tilbringe resten af deres dage på finfolkets skjulte ø.

The Finman, den mandlige af slagsen, kunne krydse havet mellem Norge og Orkney, i 7 åretag. Ligeledes kunne han med sine overnaturlige evner gøre sin båd usynlig, eller få en hele flåde af fantombåde til at syne frem. Han elskede sølv, var yderst territorial, og tolererede ikke menneskets færden indenfor hans territorie - bestemte områder af havet. Hans datter var havfruen, der i sine første leveår var smuk, med skinnede fiskehale og gyldent hår. Hun ønskede kun at få et menneske til ægtemand, for derigennem kunne hun smide sin hale og blive en smuk dødelig kvinde. Hvis dette ikke lykkedes for hende, måtte hun gifte sig med en mand af hendes egen slags, og hun var dermed dømt til at miste sin skønhed og istedet blive grimmere og grimmere - indtil hun efter en årrække ville være transformeret om til en frastødende finwife. Iflg overleveringerne blev denne ofte sendt op på land, for ved hjælp af magi, at optjene dyrebart sølv til sin mand. I lighed med datidens hekse og kloge koner, havde hun særlige evner til at kurere sygdomme hos både mennesker og dyr, og var desuden i besiddelse af en sort kat, dermeget belejligt kunne transformere sig om til en fisk.

[orkneylove]

Måne

Månen er næsten fuld på himlen mod syd. Skyerne omkring får sølvomrids. Jeg tager billeder med mit kamera og tænker på vampyrfilm imens. Det hele er langsomt. Skyernes bevægelser, månens færd henover himlen. Det føles så rigtigt at være i naturen. Der er ikke så meget at forholde mig til andet end det jeg ser og de lyde der er omkring mig. Og så selvfølgelig alle tankerne. Jeg tænker over månen og hvor længe jeg kan kigge på den uden at blive rastløs. Tænker på den i forhold til internettet, computeren. Hvor jeg ikke kan dvæle ved noget og hele tiden må videre. nye billeder, nye informationer, nye historier, ny inspiration. Derhjemme er alt så struktureret. Her flyder det hele. På en rar måde. Tænker om det nogensinde kan blive på den måde i byen, med børn og spisetider og lektier og deadlines og premierer. Om der er en måde hvorpå de to verdener kan smelte sammen.

[orkneylove]

Min mormor

Som sagt er der flere ting her i huset, der får mig til at tænke på min mormor. væguret, lugten, stilheden, gulvtæpperne. Mønstrede brune gulvtæpper fra 60erne. Da jeg var barn havde min mormor gulvtæppe i køkkenet, indtil hendes egne børn på et eller andet tidspunkt besluttede på hendes vejne, at det ikke var særlig hygienisk, og at hun derfor i stedet skulle have et mere madlavnings- og rengøringsvenligt vinylgulv, der lignede rigtigt trægulv. Oven over emhætten, stod der klistrede krukker med krydderier. Og et glas med små sølvkugler der blev brugt til kagepynt. Det bedste var at få lov til at smage. I skabet ved siden af var der støveklude og støvsuger, og på hylderne var der neglelak i alle farver, mange af dem alt for gamle og udtørrede. Når jeg var på ferie hos min mormor, blev en lille træpind dyppet i en flaske med rosenvand - det var til at skubbe neglebåndene ned - og jeg fik lov til at ligge under hendes højfjeldssol, der hang over den store dobbeltseng i soveværelset. Derinde var der blomstret tapet, og gardiner lavet af stof i samme mønster. Lige inde for døren stod et gammelt toiletbord, et stort et af den slags fra 40erne, malet og lakeret til at ligne palisander eller en anden ædel træsort. På toiletbordet stod en skål med farvede parfumerede kugler. De var hårde, som var de lavet af kridt eller gips, og pastelfarvede. Kuglerne stod til pynt, men jeg tror egentlig de var til at putte i vandet i badekarret. I øens eneste butik står der en skål med de samme kugler. Det ligner at de har stået der for evigt, men jeg tror de er til salg.

Jeg husker det som om der var et ur i hvert rum hos min mormor. I køkkenet, i stuen, i soveværelset. Sovekammeret, som hun kaldte det. Efter min morfar døde sov hun med hans stok ved sin side, i sengen, i tilfælde af at der skulle komme ubudne gæster. Jeg var på ferie hos hende efter han døde. Jeg lå vågen i timevis om natten, med min mormor snorkende ved min side, og uret tikkende, insisterende. Det var min samvittighed der holdt mig vågen. Jeg ved ikke hvor gammel jeg var, men jeg havde ønsket at min morfar skulle dø, hvilket han så gjorde, og derfor kunne jeg ikke sove. Han var syg, og på hospitalet havde de voksne fået mig til at holde hans kolde hånd, hvor huden var tynd og gennemsigtig som silkepapir. Jeg havde ikke ville. Jeg havde bare lyst til at han skulle dø, for han var ikke min morfar længere. Ikke den jeg kendte. Da jeg lå vågen i sengen troede jeg ikke der fandtes nogen tilgivelse for mine slette  tanker. Jeg havde tilligemed stjålet penge fra min mor’s pung, hvilket også tyngede mig en hel del. Senere spurgte jeg min mormor om hun troede gud ville tilgive mig. Hun svarede naturligvis ja.

Min mormors have var fyldt med stikkelsbær og hindbær og ribs. Og i min mormors skab, var hylderne fulde af sjove kjoler, som man kunne klæde sig ud i. Jeg husker særligt én med prikker, og en anden der var hvid, med abstrakt print i grøn og gul. De fleste af kjolerne var fra 50erne, med vidde skørter, og sikkert alt for store til mig. Men jeg elskede dem, jeg elskede at gå på opdagelse i hendes gemmer. Og jeg elskede virkelig min mormor meget højt. 

[orkneylove]

Trouble in paradise - eller lidt om ingenting

Vinden tuder i nedløbsrørene og fårene bræger i det fjerne. Indenfor tikker det elektriske vægur, samme lyd som jeg husker fra sommerferier hos min mormor for meget længe siden. Lugten i huset er også den sammen. Lidt hengemt, og en særlig, syrlig lugt af mad, som jeg forbinder med kaffe og syltet frugt i patentglas.

Den anden aften kom jeg lidt tættere på hvad der foregår bag facaderne her. Med historier om udstødte transexuelle, efterfølgende retssager, ildspåsættelser og galninge med økser, var det som at medvirke i et afsnit af Midsomer Murders, og min eventuelle tvivl om hvorvidt en lille ø som denne virkelig har brug for både politi- og brandkorps blev hermed gjort til skamme. Vi spiste også hos naboen Rob. En fin fyr med gamle sømandstatoveringer, to hunde og en stor rød hankat. Og en hustru der pt var i edinburgh til militærparade/opvisning. Jeg lever meget basic her og stort set vegansk. At spise friturestegte kartofler med hvidløgsbrød og pastasalat med mayonnaise føltes pludselig rimelig mærkeligt. 

Jeg lavede ikke så meget andet end at kigge på tatoveringer igår. Og tænke over kunst og hvad der er muligt her på øen. Regnen er kommet og eftersigende for at blive et godt stykke tid. Jeg er næsten færdig med mit trækostume, så idag går jeg igang med at beklæde det. Håber ikke det tager for lang tid, da jeg har en del jeg gerne vil nå inden vi rejser til Kirkwall på fredag - som er i morgen allerede, for at besøge historiefortælleren Tom Muir. Denne gang flyver vi - med en 8 pers. flyvemaskine, der stopper ved alle øer. Turen mellem Westray og Papa Westray er den korteste i verden.

[orkneylove]

Vitus

I går gik jeg først i seng da solen var ved at stå op. Nu er jeg vågnet op til det fineste solskinsvejr. Vinden har lagt sig og luften er lun. Min elskede dreng bliver 10 år i dag. Jeg er så langt væk fra ham, men når jeg kigger på solen føles det som om han kun er et stenkast herfra. Det er jo den samme sol vi kigger på, de samme stjerner der lyser over os på nattehimlen. Verden føles pludslig så lille. Jeg tænker på hvordan de har det uden mig. Jeg tænker på at det selvfølgelig er i modgang at man savner dem man elsker mest - når alt er fint betyder adskillelsen ikke så meget. I dag bliver en dejlig dag! 

[orkneylove]

Natsværmer

Da jeg gik ud i eftermiddags var der den smukkeste regnbue på himlen. Da jeg kom tilbage med mit kamera var den allerede væk. Det må have regnet et andet sted. Her i Tredwall er der kun store bløde, grå skyer i horisonten, som ruller væk med vindens hast. Regnen kommer tilsyneladende ikke i dag. Det er 5 dage siden jeg forlod København, tiden går langsomt og hurtigt på samme tid. I dag savner jeg Vesterbro, min familie, min lejlighed. Det er ikke uden problemer at flytte sig selv, sin produktion og sine ambitioner om at lave kunst, til et fremmed sted, på en ø midt mellem nordsøen og atlanten, hos folk man ikke kender. De er på alle måder fantastiske, Ivanov, Chan og Snædis, men at bo så tæt, så afsides og så længe, bliver en prøvelse. Det stiller mig i en position hvor jeg er afhængig af nogle i bund og grund fremmede mennesker - og trods deres generøsitet er det ikke mit drømmescenarie. 

Jeg håber det lykkes at lave to værker her (typisk mig, var mine ambitioner større end det, dengang jeg stadig var i København og alt blot var en drøm). 

Det er 2 små film, der på meget forskellig vis forholder sig til øen og noget af det, der optager mig mest her. Den første er et slags tableau, filmet på den nordlige del af Papay, hvor landskabet med de mange klipper er mere magisk eller mystisk. Filmens karakterer er en blomst, et træ, en fugl og en natsværmer. Og månen. Egentlig var det billedet af natsværmeren der søger mod lyset, der var mit udgangspunkt - selvom det nok ikke rigtig længere har så meget med det at gøre. Men i forhold til fortid og historie, og noget ur-agtigt, så har man fundet natsværmerfossiler, som er over 190 mio år gamle. Og dødningehoved natsværmeren er desuden associeret med bl.a det overnaturlige. Jeg skriver mere om overtro og øens folklore på et andet tidspunkt - der er ingen tvivl om at de gamle fortællinger og mytologier er med til at gøre øen til noget særligt. Men mht. natsværmeren er den for mig et fint billede på at søge og længes, noget som fylder meget i mine tanker her. 

Som allerede nævnt er der ingen træer på øen, og det er blevet helt uforståeligt for mig, at det er muligt at leve et sted uden træer. Jeg savner træer! Store gamle træer, med rødder dybt i jorden. Hundrede år gamle træer, der skærmer for blæsten og kaster skygger på jorden, når solen passerer på himlen. På samme måde savner jeg blomsternes farver. Jeg tænker på træet i filmen som et billede på noget fundamentalt og grundlæggende, hvis rodnet er som de grundlæggende mytologier vores verden bygger på. 

At arbejde med kostumer og tableauer her, er som at placere levende farvekompositioner i landskabet. Det er en måde at bryde med det monokrome og grå, det triste og ensartede der omgiver mig, alle, her. Det er en generøs gestus og en invitation til at imødekomme mangfoldigheden. Til at lukke overtro, eventyr og mytologien tilbage ind i tilværelsen. Det største problem er som nævnt at være afhængig af folks hjælp, deres medvirken og velvilje, for at få det til at lykkes. Det leder mig hen til den anden film jeg gerne vil lave her. Den skal filmes i nabohuset, et lille forfaldent tomt hus, der nu er blevet købt af en (anden) sur nabo, der dog ikke bruger det til noget, men som tilsyneladende er meget nidkær. Jeg vil gerne lave en fortælling hvor jeg bruger Snædis, men da hun kun er 4 år gammel er jeg bange for at det bliver svært. Hun er en meget egenrådig og bestemt lille pige, der går sine egne veje. Selvom udtrykket med denne film er et andet, berører den noget af det samme som det med natsværmeren. Altså at søge efter nogen, en familie - og om ensomheden og (barnets) forestillingsevne.

[orkneylove]

Grå

Solen skinner, jeg ryger en cigaret. Jeg er den eneste på øen, den eneste som stadig ryger, vel at bemærke. Da jeg sad foran huset den første nat følte jeg mig så underligt hjemme. Som sidste års aftener på Bornholm, foran huset dér, med tørrede grønkålsstokke og bjørneklo, med lys fra entreen og insekter og spindelvæv og smådyrs natteaktivitet i græsset. Det er det samme her. Istedet for grønkål er her hibiskus og snerle.

Lydene var velkendte. Som biler i det fjerne fra veje langt borte. Men her er næsten ingen biler, og vejene er smalle og et-sporede. Den velkendte lyd er havet. Bølgernes brusen har samme lyd som bildæk på asfalt. 

Længere nede ad vejen står et lyserødt hus. Det eneste på øen der ikke er  beige. Foran huset ligger den største tyr jeg i mit liv har set. En lysebrun kæmpe, gigantisk og muskuløs. Bortset fra huset er alt samme farve. Gråligt, brunligt, beige. Med grønne græsmarker som fundament. Øen er monokrom. Jeg tænker om det også er sådan de fleste folk på øen er? monokrome tanker, monotone liv, ens liv i grå huse? Eller er det i virkeligheden helt omvendt, at bag de grålige facader huserer vilde tanker og dybe hemmeligheder, under overfladen strømmer dyriske drifter og mørkt begær?

[orkneylove]

Meta Orkney

Pubben er åben 1 gang om ugen. At kalde det en pub er måske lidt af en tilsnigelse, det er Papay's community centre, der slår dørene op til dans, eller åbner barskabet, for øens beboere hver lørdag. I går viste Chris en to timer lang videooptagelse fra sit nyligt overståede bryllup med Mara, som han havde mødt på New Zealand. Chris er den lokale fugleekspert, og jeg tror jeg talte 50 mennesker stuvet sammen i dette lille lokale, med hvide vægge og lysstofrør i loftet. Vi ankom midt i visningen og famlede os igennem folk og stole til et sted bagerst i lokalet. Der sad jeg så, i et rum fyldt med folk jeg aldrig før har mødt, som tilskuer til en videooptagelse af et bryllup med folk jeg ikke ved hvem er (størstedelen af de lokale var selvfølgelig gæster ved dette bryllup), hvorefter resterne af bryllupskagen blev serveret for alle os, der havde trodset regnen og blæsten og vist høflig eller ægte interesse for denne mands største dag.

[orkneylove]

Om huller og træer

På øen er der ikke et eneste træ. Jeg tror aldrig jeg har tænkt over træer. Over træers tilstedeværelse. Som med så meget andet er der først det øjeblik det er væk at man tænker over det. Jeg har mest tænkt over træer i forhold til spørgsmålet om hvor vidt et træ der vælter i skoven laver en lyd, hvis ikke der er nogen omkring til at høre det. I virkeligheden handler det ikke særlig meget om træer. det er et filosofisk tankeeksperiment som stiller spørgsmålstegn ved vores opfattelse af virkeligheden. Spørgsmålet kan besvares på flere måder, og et nej kan begrundes med at lyd, er den følelse eller bevægelse der starter i øret, når luft eller andet sættes i bevægelse. Lyd er en vibration transmitteret eller overført til vores sanser gennem vores ørers mekanismer, og opfattes kun som lyd i vores nervecentre. Eller med andre ord, så vil det faldende træ skabe vibrationer i luften, og hvis ikke der er noget øre til at høre det, er der heller ingen lyd. Det er det videnskablige svar. Udfra en metafysisk betragtning vil svarene være anderledes.

I går læste jeg om huller, ideen om huller som dette ingenting som vi mærkeligt nok ikke har problemer med at forholde os til og forstå, selvom det ikke er der, eller aldrig/ikke eksisterer alene. Som denne ting der opstår, der hvor noget andet hører op. Hvis man klipper et hul i et stykke papir, skaber man et papirløst område eller sted, som vi kan kigge igennem - en immateriel plet, gjort af ingenting, og omgivet af stof. matter. Og på trods af dets immaterialitet opfatter vi det fuldt ud på højde med opfattelsen af det omkransende fysiske papir. Roberto Casati og Achille Varzi definerer bl.a huller som værende ontologisk parasitiske: de befinder sig altid i noget andet, og kan aldrig eksistere som isolerede fænomener(ting). 

(Signe Liden//SNÆ#3 2014)

Øen er som et omvendt hul. Alt er væk omkring det, opslugt af vand. Det er naturligvis en falsk betragtning, men på det billedlige plan virker det sådan. At være her, får mig til at tænke på ensomheden, den selvvalgte ensomhed, men også på det at høre til. Hvor man hører til og hvor man er mest ensom. At ensomheden er størst blandt andre mennesker. At det er en anden ensomhed i byen end her ved verdens ende. At være får en anden betydning.