en dansker i Spanien

Følg med i mine oplevelser som praktikant i Madrid

[sarahispanien]

Nueve meses de invierno, tres de infierno

Man siger om årstiderne i Madrid at det er ni måneders vinter, og tre måneders helvede.

Du ved du har vænnet dig til klimaet, når 36 grader føles dejligt forfriskende. Efter tre uger med dagstemperaturer over 40 grader, og nattetemperaturer lige under de 30, ser vejrudsigten en smule mere human ud for den næste uge, dvs. temperaturer mellem 35 og 38 grader i dagstimerne. Det er den varmeste sommer i Spanien i flere årtier, og i en lejlighed uden aircondition kan det have sine udfordringer. Det tærer på kroppen, når temperaturerne når over kroppens indvendige temperatur. Det er umuligt at sove, og så snart man har er kommet ud af badet og har fået vasket sveden af, sveder man igen.

Jeg har to uger tilbage i Madrid, og lige under en måned tilbage i Spanien. De nye praktikanter er ankommet, og min ene medpraktikant rejste for en uge siden, og den anden stoppede på ambassaden i fredags. I dag begyndte min sidste uge på ambassaden, og da begge mine medpraktikanter er stoppet, har jeg egentlig mest lyst til at få det overstået. Mads og Louise har været så stor en del af min praktikoplevelse, at jeg ikke kunne forestille mig at fortsætte uden dem. Ambassaden er ikke den samme uden dem.

Der er desværre gået alt for lang tid siden min sidste opdatering (for dælen, er det virkelig fire måneder siden?!). Det betyder heldigvis, at jeg har haft travlt med alt muligt andet, og jeg har haft så mange fantastiske oplevelser siden sidst. Med det in mente, håber jeg, at I tilgiver mig for stilheden ;)

Siden sidst har jeg haft min familie på besøg i ti dage. Besøget bød på sight-seeing, dagstur til Segovia, Real Madrid kampe, shopping centre, og dejlig mad.

Jeg var med Mads til Champions League kvartfinale mod byrivalerne Atlético de Madrid. Jeg har ingen ord for hvor bevægende stemningen på stadion var da Chicharito scorede vindermålet. Siden den kamp er det kun gået nedad for Real Madrid, men det behøver vi ikke vade rundt i…

Jeg har været med Mads og Louise på forlænget weekend i Cadiz. En forfriskende mini-ferie, med strand, cocktails, friteret fisk og masser af dejlige grin.

Vi har holdt sommerfest i ambassadørens residens, hvor jeg fik mulighed for at hygge med mine kolleger i mere afslappet stemning og møde deres familier.

Jeg har været til mange koncerter med min kollega Christian, som spiller cajón sammen med en fantastisk engelsk sangerinde Chisara.

Og ikke mindst har jeg nydt mange tintos de verano i solen sammen med Mads og Louise.

Det er på alle måder trist at skulle rejse. Da jeg mødte de nye praktikanter gik det op for mig, hvor meget jeg har udviklet mig på de her seks måneder. Hvor meget jeg har lært, og hvor meget jeg er vokset. De her seks måneder kommer jeg til at huske resten af mit liv. Jeg kommer hjem til et (sandsynligvis) koldt og gråt Aarhus, hvor den står på opgaveskrivning, specialeskrivning bag universitetets gule mure. Jeg kommer til at savne samværet hernede, hygge på fortovscafeer, fredagsdans på kontoret, maden og menneskerne. Jeg kommer til at savne det hele (måske med undtagelse af de 40 graders varme). Der er heldigvis gode ting at komme hjem til; min egen lejlighed hvor jeg selv bestemmer, hvornår der skal vaskes op, og der ikke er nogen der tager min mad i køleskabet, og ingen hundelorte på gulvet, mine dejlige venner på universitetet og kollegiet, som jeg savner og glæder mig til at se igen, min far som jeg ikke har set siden januar, og sikkert en masse andre ting som jeg ikke kan komme på lige nu.

Når man ved, at man snart skal hjem, begynder hjernen (i hvert fald min hjerne) at se tilværelsen i et andet lys. De irriterende ting hernede bliver større, og de gode ting derhjemme bliver bedre. Jeg er ved at vænne mig til tanken og livet i Aarhus igen. Jeg har lavet aftaler med familie og venner derhjemme, som jeg kan se frem til. lt i alt bliver det godt at komme hjem, fordi jeg kommer ikke til at udvikle mig mere, som blot en praktikant på ambassaden.

Nye udfordringer venter i Danmark, og jeg tager alt det gode jeg har lært hernede med mig, og ser frem til forhåbentligt snart at besøge Madrid igen.

[sarahispanien]

¿Hablas español?

Efter to måneder hernede har jeg for mig selv gjort status over, hvad jeg har opnået og hvad jeg endnu mangler, og den største mangel viser sig desværre at være sproget. For et par opdateringer siden skrev jeg meget entusiastisk omkring, hvor godt det gik, men nu er min udvikling stagneret.

Målet er jo at jeg helst skal være nogenlunde flyende på et samtale-niveau, når jeg rejser herfra, og nu har jeg så kun fire måneder tilbage til at opnå det. Den opdagelse resulterede i et mindre hysterisk anfald i går aftes, hvor jeg grædende stod og hængte mit vasketøj op ,mens jeg tænkte på hvor stor en fiasko jeg var. Den slags anfald går heldigvis hurtigt over, især hjulpet af en rulle double-stuffed Oreos, men følelsen af fiasko sidder der stadig. Det har været naivt af mig,at tro at det hele ville komme af sig selv, for på trods af at jeg læser og skriver på spansk hver eneste dag, så er det minimalt, hvor meget jeg taler, og jeg bliver aldrig udfordret i min sprog.

Når jeg tænker på hvor mange timer jeg har brugt på intensivt at genopfriske mit gymnasiespanske i løbet af det sidste halvandet år, siden jeg besluttede mig for at jeg ville til Madrid, så er det en skam, at jeg ikke tør bruge det mere. Der sidder i mig fra barnsben af en lammende angst for at lave fejl og da jeg gik i folkeskolen var jeg grædefærdig, hvis jeg kom til at svare noget forkert i timen. Den angst er svær at lægge fra mig, og når det bedste råd til at lære at tale et sprog er ’bare tal så meget du kan’, så er det voldsomt svært at komme i gang med det. Lige nu føles det som om hele sproget ligger gemt derinde i hjernen et sted, men jeg kan ikke få det ud af frygt for at mangle et ord, eller bøje et verbum forkert. I stedet siger jeg ingenting, til møder og frokoster der foregår på spansk. Jeg forstår langt det meste af samtalerne, men har ikke selvtillid til at tilføje noget. Sådan er det heldigvis ikke altid, og da jeg for eksempel blev bedt om at ringe Partido Popular op, som beskrevet i sidste indlæg gjorde jeg det uden problemer, men der havde jeg tid til at forberede min spørgsmål, før jeg ringede op.

Det problem er ikke noget der går væk af sig selv, og hvis jeg skal nå mit mål så er der ingen vej uden om. Jeg har fulgt Benny Lewis’ blog længe, og han giver rigtig mange gode råd til at komme ud over den mentale hurdle og begynde at tale et nyt sprog. Disse to indlæg hjalp mig især i går:

http://www.fluentin3months.com/fail-fast/

http://www.fluentin3months.com/crybaby/

Hvad er planen så nu? Jeg er nødt til at vende tilbage til aktivt at lære, og forbedre mit ordforråd og min sprogforståelse, som jeg gjorde før jeg kom herned. Jeg vil prøve at sætte en halv til en hel time af til det om aftenen. Derudover skal jeg vende tilbage til at lytte til radioprogrammer på spansk, og aktivt prøve at forstå hvad de siger. Til sidst, men allermest skræmmende, skal jeg til at tale. Jeg har så mange muligheder for at føre samtaler på spansk i hverdagen, men jeg får dem ikke udnyttet. Målet var ikke at tale engelsk med spanierne hernede, hvilket er gået forholdsvis fint, men har også resulteret i nogle meget ensidige samtaler. Jeg skal presse mig selv til at sige de sætninger, som allerede ligger klar i mig baghoved, men som er så svære at få over læberne af frygt for at den anden ikke forstår det, eller vil komme med rettelser. (Åh gud, jeg ved ikke noget værre end at blive rettet i mit sprog!) Det må jeg bare komme over. Hvis jeg finder en eller anden magisk måde at overkomme det på, skal jeg nok skrive et nyt indlæg. 

[sarahispanien]

En dag som praktikant

For at give et bedre billede af hvad jeg rent faktisk går og laver hernede kommer nu et detaljeret udklip af en dag i mit liv. Jeg har valgt at dele onsdags d. 18. marts med jer, da den var en utroligt travl dag, som havde lidt af hvert at byde på.

7.00 ringer vækkeuret. Jeg skal op og gøre mig klar til arbejde.

7.30 står jeg op. Længe leve snooze-knappen! 

8.00 har jeg fået tøj og makeup på, og jeg står og steger kylling og koger ris, mens jeg spiser min havregrød og drikker min morgenkaffe (min far har lige sendt en pose Nescafé Guld herned og det går mig så lykkelig at kunne drikke velsmagende kaffe igen). I dag er det min tur til at lave mad i den lille madklub jeg har med de to andre praktikanter, og jeg forbereder ris og kylling hjemmefra, deraf grunden til at jeg ville stå op kl. 7, men pyt, jeg når det hele undtaget at vaske gryden og panden op. Alex, som er en af de to ejere af lejligheden kommer ud i køkkenet med deres lille hund Cala. De går en lille tur, og da de kommer tilbage, advarer han mig om at det regner.

8.40 går jeg hjemmefra, med en kæmpe pose med ris, kylling og de grøntsager jeg skal bruge til maden senere. Det regner meget!

9.00 er jeg på arbejde, varm af at være gået i rask tempo derhen, og med gennemblødte sokker. Mine Nike sko er langtfra vandtætte. Jeg plejer at gå i Nikeskoene til og fra arbejde, og så skifte til lidt mere professionelle sko derhenne. 

9.10 har jeg fået computeren op at køre, hentet et glas vand, og skiftet til mine støvler. Der ligger en stak breve til mig, som jeg skal besvare, og der er omkring 40 mails i min indbakke. Jeg læser dagens nyheder. I denne uge er det min opgave at samle nyheder om Danmark i spanske medier til et lille nyhedsbrev, som sendes rundt til ambassadens ansatte. 

9.15 går de to andre praktikanter og jeg i gang med at gøre mødelokalet klar til at tage imod den gymnasieklasse, som kommer forbi kl. 11. De skal have et betalingsforedrag, hvilket betyder at en ansat her giver et halvanden times foredrag om Spaniens økonomiske og politiske situation, hvorefter to af os praktikanter fortæller om hvad ambassadens opgave er hernede. Før de kommer sørger vi for at stolene er sat frem, projektoren virker, og kaffen er sat over. 

9.30 er vi færdige og jeg går ind på mit kontor for at færdiggøre nyhedsbrevet.

10.00 tager jeg med den anden Sarah på ambassaden, vores kulturattaché, til  i ministeriet for industri, energi og turisme, til en briefing om den nye aftale med Portugal og Frankrig omkring interkonnektorer. Ved briefingerne deltager repræsentanter fra de forskellige ambassader hernede, samt repræsentanter fra de relevante ministerier. Jeg gør mit bedste for at tage noter, da det er meningen at jeg skal skrive et lille referat til min chef senere. 

11.30 er vi tilbage på ambassaden. Jeg snakker med chefen for handelsafdelingen om en mail jeg har fået fra et spansk firma der vil ind på det danske marked. Inde på mit kontor forsøger jeg at finde hoved og hale i det der blev sagt på briefingen. 

12.30 er det praktikanternes tur til at holde foredrag. Jeg holder det sammen med Mads fra handelsafdelingen. Eleverne er søde og spørgelystne, og foredraget går godt, selvom det powerpoint-show, vi havde forberedt dagen før ikke helt fungerer.

13.30 er vi færdige med foredraget og gymnasieklassen har forladt ambassaden. Vi går i gang med at rydde op og sætte på plads.

13.45 begynder jeg at lave vores gruppemåltid i køkkenet. Jeg laver en lækker portion fried rice, 

14.00 spiser vi. Mads og Louise er vilde med maden :)

14.45 har vi ryddet af bordet og vasket panden af. Jeg når lige ind på kontoret og får læst et par mails igennem, inden jeg skal sidde i receptionen.

15.00 sidder jeg klar ved telefonen i receptionen. Der er nogle stykker der ringer, og vagten kommer op med posten. I mellemtiden får jeg skrevet et opslag til vores facebook side omkring solformørkelsen fredag, samt den spanske fars dag til torsdag. Jeg sender begge tekster til en anden ansat, som retter dem igennem. De er begge skrevet på spansk, så det er bedst at få nogle lidt mere rutinerede spansktalere til at rette dem, før de offentliggøres. 

15.30 kommer min chef ind fra møder i byen. Vi snakker lidt om ansøgningerne til praktikantstillingerne for efteråret, og han fortæller hvilke han har valgt ud til samtaler. Senere kommer han og beder mig om at ringe de to store partier PP og PSOE op. Han skal til Sevilla torsdag og fredag i forbindelse med det andalusiske regionalvalg, og jeg har forgæves forsøgt at finde nogle kampagneevents han kunne besøge. 

16.00 lukker telefontiden, og jeg går tilbage på kontoret for at ringe de to partier op. PSOE svarer ikke, og PP siger at de ikke har noget planlagt i Sevilla torsdag. Jeg må fortælle de skuffende nyheder til min chef. Vi får en lille snak om valget, og det mulige parlamentariske billede derefter, og jeg ønsker ham en god tur.

16.30 slukker jeg computeren. Jeg har ikke nået at skrive referatet, eller kigge på de breve der lå til mig. Det må vente til fredag. Torsdag holder ambassaden lukket pga. af helligdag i Madrid. 

17.00  sidder vi tre praktikanter på café La Bicicleta, og planlægger en weekendtur til Cadiz, som det forhåbentlig lykkes os at få i stand. Vi kommer dog ikke langt denne dag, da datoen afhænger meget af hvad der dukker op af arbejde på ambassaden. 

18.00 går vi over på Bar Sidi og får den første onsdagscaña i lang tid. Caña er spansk for en lillebitte fadøl. 

Med hver omgang cañas følger der en lille tapastallerken med (Tapa betyder egentlig bare snack). Første gang får vi en kedelig omgang nødder, men anden gang står den på skinke og kartoffelchips, tredje gang tortillas de patata (min yndlingstapa) og fjerde gang nogle små dumpling-agtige ting, med indbag fisk i en slags tomatsovs. Imidlertid er vores ven Anna kommet. Hun er på udveksling hernede. Baren er begyndt at fylde godt op og der er en god stemning, som man bare ikke kan få i Danmark. Det er også en stor aften, da størstedelen af madrilenere har fri dagen efter, og så er der Champions League i fjernsynet. 

Udenfor får vi selskab af to skøre mænd, som underholder os med mærkelige ansigtsudtryk. Manden i den ternede efterlod vist sit tyggegummi på ruden. 

21.15 Louise og Anna skal i biografen senere, og de skal lige hjem og have en bid mad, så vi beslutter at ‘call it a day’. Lige som vi går, scorer Messi, og man kan høre en enkelt mand klappe i baren. 

21.17 er jeg hjemme under dynen. Baren ligger lige om hjørnet fra min lejlighed. Jeg ser resten af Dortmund-Juventus kampen, og slutter en travl og indtryksrig dag af med et afsnit af “The Unbreakable Kimmy Schmidt” inden jeg falder i søvn. 

[sarahispanien]

Er du faldet til?

I dag har jeg boet i Madrid i en måned. Som det altid er tilfældet, er tiden fløjet af sted og det piner mig allerede at jeg kun har fem måneder og en sjat tilbage. 

Jeg bliver hele tiden spurgt om jeg nu er faldet til, hvilket jeg som oftest bare svarer ja til. Det er et sjovt spørgsmål. Jo, jeg har fået spansk telefon nummer, har efterhånden fundet alle de nærmeste supermarkeder, og har fået tilmeldt mig et træningscenter (jep helt seriøst!). Jeg begynder få en rutine og selvstændighed på ambassaden, hvilket jeg virkelig nyder. Men det kan også stadig frustrere mig at jeg ikke kan finde alle de sædvanlige fødevarer, at jeg nogle gange ikke forstår hvad folk siger til mig, at min roommate efterlader gryderne i vasken. I starten havde jeg rigtig svært ved at føle mig tilpas i lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at gå i bad der, eller bruge køkkenet. Jeg er dog ved at vænne mig til det hele, og jeg har hele tiden følt mig tilpas i byen. Madrid er super afslappet på en eller anden måde, så afslappet at jeg ofte må bande for mig selv når folk går for langsomt på fortovet og fylder så meget at jeg ikke kan overhale. Jeg snakkede med de andre praktikanter om kampen for at finde rugbrød hernede, og hvor tåbeligt det egentlig er at vi forsøger at tilpasse landet til os, frem for at tilpasse os til landet. Jeg kommer aldrig til at spise så meget hvidt brød som spanierne gør, men jeg tror mere og mere at det med at falde til handler om at lade sig rive med, i stedet for at presse mit nye liv ned i en fordansket kasse. 

Solopgangen, på vej til arbejde

[sarahispanien]

Real Madrid-Sevilla

Første gang jeg besøgte Estadio Santiago Bernabéu var 14. august 2014. Real Madrid skulle spille mod Sevilla. Dengang foregik det dog ikke på Bernabéu, men i Cardiff.  Det drejede sig om den europæiske Super Cup og Real Madrid vandt 2-0. Jeg tog touren rundt på museet, for at se de mange trofæer - ikke mindst nyanskaffede 'La Décima', det tiende Champions League trofæ- omklædningsrummene, presserummet, og selve plænen. På det tidspunkt var man stadig ved at klargøre græsset til den nye sæson, og placere nye sæder. 

I onsdags vendte jeg så tilbage. Real Madrid spillede igen mod Sevilla, men denne gang hjemme. For dem, der ikke er helt klart over det, bør jeg måske understrege hvor vigtig en dag det var for mig. I løbet af de sidste par år er det her hold kommet til at betyde utroligt meget for mig, og var en af de ting der ansporede mig til at søge til Madrid. Derfor skulle jeg også, trods bidende kulde og blæst, have hele oplevelsen med. Jeg var ved stadion godt to timer før kampstart. Jeg gik en tur langs Avenida de Concha Espina rundt om stadion, indtil jeg så en gruppe fans stående langs vejen. 

Der er tradition for at hilse og heppe på holdet, når de ankommer til stadion før kampen. Jeg havde desperat forsøgt at finde information om hvor og hvornår det fandt sted, men uden meget held. Til andres information kan jeg oplyse at spillerne ankom ca. halvanden time før kampstart. Det gik utroligt stærkt (alt for stærkt for mit stakkels iphonekamera), men jeg nåede lige at se en rolig Ancelotti vinke til fansene ud ad ruden, og et par af spillerne. Derefter var der så pludselig halvanden time til kampen, og dørene til stadion var ikke åbne endnu. Der ligger en Springfield herretøjsbutik lige overfor stadion og det tårn jeg skulle ind ad. Her var mange fans gået ind for at få varmen, mens vi ventede på at dørene åbnedes. Et par stykker købte handsker og huer derinde. 

Omkring en time før kampstart lukkede de dørene op. Trods den dejlige varme var jeg træt af at kigge på herretøj, jeg ville hellere ind på stadion. Efter jeg havde vist min billet første gang blev jeg stoppet af en sikkerhedsmedarbejder, som meget alvorligt spørger mig "Where is the bomb?". Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere indtil det gik op for mig at jeg skulle åbne min håndtaske. Heldigvis var der ingen bombe. 

Stadion var stadig ret tomt, da jeg fandt min plads højt oppe under taget, men det var lige så smukt som jeg huskede det. Målmændene, inklusive min personlige helt Iker Casillas, kom ud og begyndte at varme op ca. 45 minutter før kampstart, og jeg rykkede midlertidigt lidt længere ned for at kunne se dem bedre. På det tidspunkt blev varmelamperne under taget heldigvis også tændt, for kulden var begyndt at blive uudholdelig. Kort efter kom resten af holdet ud, med undtagelse af Cristiano Ronaldo, som stadig var under karantæne efter hans tåbelige røde kort mod Córdoba. Det er svært at beskrive følelsen af endelig at se de her tåbelige fodboldspillere, som jeg følger hver eneste weekend, i levende live. To mænd ved siden af mig skreg "BALE!" og han vinkede op til os. Jeg havde lyst til at råbe til Marcelo, men min stemme har langt mindre gennemslagskraft end de to mænd.Jeg kunne se Sergio Ramos gå og række high-five til alle de andre spillere og give dem opmuntrende ord før kampen, og kunne se ham grine med Marcelos hoved i hans hænder. 

Så løb de ind i omklædningsrummet igen. Stadion var ved at blive fyldt op, og så rungede Real Madrid's hymne højt over hele stadion, til billeder og klip af Alfredo di Stefano's karriere. Da sangen sluttede var jeg meget bevæget. Spillerne kom ud til den nye klubsang, som blev indspillet efter Champion's League sejren "Madrid y nada más" og jeg blev taget tilbage til den euforiske glæde i Maj sidste år, da Casillas løftede det tiende trofæ i Lissabon. Selv mens jeg sidder og skriver om det nu får jeg en lille klump i halsen. 

Selve kampen var en mærkelig størrelse. Ramos måtte udgå med en skade efter kun otte minutter, og efter at have scoret at fantastisk hovedstødsmål måtte James desværre også forlade banen med, hvad der viste sig at være en brækket fod. Ikke mange minutter efter det stødte Benzema voldsomt sammen med Sevillas målmænd Beto, som måtte bæres af banen med en halskrave. Kort efter scorede indskiftede Jesé, som har en særlig plads i mit hjerte fordi han er kommet op gennem klubbens ungdomssystem, og for kort tid siden vendte tilbage efter en korsbåndsskade. I anden halvleg dominerede Real Madrid det meste af tiden, men ti minutter før slutfløjt mistede de fokus og Sevilla scorede. Efter det havde Madrid svært ved at få kontrollen igen, og måtte modstå mange skudforsøg fra Sevilla's side. I sidste ende beholdt Madrid den vigtige sejr, men den kostede dyrt. Personligt var det nu stadig en kæmpe oplevelse, især at se Isco, Marcelo og Varane, som havde nogle flotte aktioner. Jeg bliver aldrig træt af at se Isco med en bold! Forhåbentlig når jeg at se ham live mange flere gange men jeg bor her. 

Næste kamp for Real Madrid bliver lokalderbiet mod Atlético, på udebane. Denne kamp må jeg nøjes med at se foran fjernsynet. 

[sarahispanien]

Bienvenida a Madrid - de første to uger

Mandag den 19. januar gik rejsen til Madrid og seks måneders ophold i den spanske hovedstad. 

Jeg har lejet et værelse på Calle Fuencarral i centrum af byen, hvilket betyder at jeg er under tyve minutters gang fra alle de vigtigste steder. Jeg bruger egentlig kun metroen, når jeg er doven. 

Den første uge gik med at nyde den sidste fritid og lære nabolaget bedre at kende. Det betød mad, mad og mere mad. 

Lækker burger fra Steakburger Bar på Fuencarral

Chokoladedessert efter dejlig middag på Bazaar, Calle de la Libertad

Byens bedste churros con chocolate på Chocolateria San Ginés

Pintxos (baskiske tapas) på Txakolina på Cava Baja

Tapas i Mercado San Ildefonso på Fuencarral

Mandagen efter blev det tid til at starte mit praktikophold på Den Danske Ambassade. Jeg havde i løbet af ugen mødt de to andre nye praktikanter og den afgående fra min afdeling, den politiske, to gange over øl, og det hjalp virkelig på nerverne, at der var nogle velkendte ansigter bag den tunge dør til ambassaden. På vejen hen til Calle Serrano slog jeg et smut forbi Plaza de Cibeles og fangede det store rådhus i det fine morgenlys.

Den første uge som praktikant har været spændende, men også lidt frusterende da jeg ikke rigtig har kunnet komme i gang med arbejdet. Jeg fik først adgang til mail og fællesdrev fredag eftermiddag, og siden både den politiske afdeling og kulturafdelingen var i Danmark til møder havde jeg ikke meget at lave. Tiden gik derfor med at lære mine nye kolleger at kende, at lære om arbejdet i receptionen, og læse spanske aviser.

Fredag, efter en lang uge, mødtes jeg med min gamle couchsurfing vært, Rodrigo, til en kop kaffe. Det var hyggeligt at se ham igen. Han arbejder for den norske ambassade, så vi havde mange ting at snakke om. Senere om aftenen mødtes jeg med de to handelspraktikanter og en anden dansk pige til øl, tortillas de patata og senere koncert med det spanske band Tu Otra Bonita. 

Nu er det så lørdag, og jeg sidder foran computeren og følger med i Real Madrids kamp mod Real Sociedad, som foregår få kilometer nord for min lejlighed. Om et par uger sidder jeg inde på Santiago Bernabéu og følger dem på nærmeste hold. 

[sarahispanien]

Mont Tibidabo

[sarahispanien]

Barcelona 12.07-16-07

[sarahispanien]

San Sebastián

[sarahispanien]

Granada

Nattoget fra Valencia bød ikke på meget søvn, så da jeg trådte ud på gaden fra stationen i Granada var jeg ikke i godt humør. Jeg blev straks i dårligere humør af det syn der mødte mig: grimme moderne men slidte bygninger og en uåbnet sporvognsstation afspærret med gitter og net. Sporvognsnettet blev bygget før krisen, men da den ramte var der ikke råd til at købe og drive sporvognene. De lokale kalder det nu for borgmesterens meget dyre golfbane, pga. græsset omkring sporene. Kvarteret omkring togstationen var langt fra det Granada jeg havde forestillet mig. Kun den smukke tyrering, akavet placeret imellem dr nye bygninger, forsikrede mig om at den spanske charme kunne findes i denne by. Jeg fandt min værts lejlighedsbygning, men han svarede ikke på dørtelefonen. På dette tidspunkt var jeg træt og skuffet, så jeg var mor til at flygte fra det hele, men jeg fik en mand til at lukke mig ind, og min vært svarede heldigvis ved døren. Ricardo er arbejdsløs softwaredesigner, og vi befandt os i hans forældres gamle (lidt ulækre) lejlighed. Han havde sagt sit job op for at rejse jorden rundt, og fortalte mig at han heldigvis havde tjent penge nok til at være arbejdsløs nogle måneder endnu, men at der desværre ikke var nogle stillinger i hans branche i Granada, og derfor måtte flytte enten til Madrid eller Barcelona, når den tid kom. Efter morgenmad og en lang lur, viste han mig rundt i det rigtige Granada, og jeg var utroligt lettet over at det rent faktisk fandtes. Varmen var forfærdelig, men byens centrum utroligt smuk, fuld af arabiske indflydelse, da byen om bekendt var den sidste besat af maurerne. Vi stoppede på "te-gaden" og fik en kop te på et hyggeligt "teteria", og derefter ud til en af byens centrale pladser og derfra videre langs den lille å, der løber imellem byen og det bjerg Alhambra ligger på. Vi besøgte et lille arabisk bad (den fungerede ikke længere, men der findes stadig nogle der gør i byen), og gik derfra op gennem de små snørklede gader fyldt med små hvide villaer op til en kirke og en plads med direkte udsigt over byen og Alhambra, så ligger meget tættere på end jeg havde regnet med. Da jeg gik op til Alhambra dagen efter føltes det ikke tæt på, men det skyldtes i høj grad varmen. Ved siden af kirken lå en lille moske, med en fin lille have, hvor vi kunne nyde udsigten fri fra andre turister og romaer der sang flamencomusik. Lidt uden for byen ligger en række 'huler' hvor romerne bor, og hvor man kan komme til flamencoshow, men det nåede jeg ikke. i stedet fik jeg spist en masse tapas, og i Granada følger de gratis med drikkevaren, så det var også billigt. Midtbyen og området omkring tyreringen havde de bedste tapas, men også et par mærkelige (pommes frites med ost og bacon??). Dagen efter var det tid til Alhambra, Spaniens mest besøgte turiststtraktion. Det anbefales at købe billet over nettet, især i højsæsonen, men om eftermiddagen kan det sagtens lade sig gøre at komme ind, hvis man kan holde til varmen. Mine ord rækker ikke til at beskrive Alhambra tilstrækkeligt. Især Nazaries paladset og de omkringliggende haver var imponerende. Efter at have bestemte det højeste tårn i slottet kunne jeg ikke holde til varmen længere, og tog hjem, til trods for at jeg endnu ikke havde været i Generalife paladset som ligger fem minutters gang fra Nazaries paladset. Resten af opholdet i Granada bød på mere tapas, bl.a. på pladsen bag den store kirke (som jeg aldrig nåede ind i), og på stamgaden tæt ved tyreringen. Det kommer jeg til at savne allermest ved Granada. Tapas er bare ikke det samme andre steder.

[sarahispanien]

Flamencoshow @Museo Flamenco Sevilla

[sarahispanien]

Dårlige panoramafotos fra Torre Tavila i Cadiz

[sarahispanien]

Sevilla er fantastisk!

[sarahispanien]

Ronda til Cadiz

[sarahispanien]

Valencia

Spaniens tredjestørste by er en noget anden størrelse end Barcelona. Selve bymidten er temmelig lille, men forstæderne strækker sig uendeligt langt. Bymidten er forholdsvis gammel og meget smuk og elegant. Fra byens nordlige del og øst på strækker sig et langt og stort parkområde. For længe siden var en en stor flod, men den er nu udtørret. For enden af den døde flod ligger Valencias hovedattraktion Ciudad de las artes y de las ciencias. I skarp kontrast til Valencias gamle gader er denne park ultramoderne. Den består af adskillige museer, broer og et aqualand hvor man kan se sæler, delfiner og pingviner. Jeg besøgte dog ikke parken før den tredje dag i Valencia. Jeg ankom om aftenen efter tre timers togtur fra Barcelona, og min vært, italienske Fabrizio, hentede mig på stationen. Hans store lækre lejlighed, med tagterrase, var et velkomment syn efter to mindre skønne lejligheder i Barcelona. Vi mødtes med to af hans venner til pinxos (den baskiske udgave af tapas) i Muzafa-kvarteret, som ifølge Fabrizio er det bedste og hyggeligste område at gå ud i. Derefter fangede vi afslutningen på en intimkoncert med en af hans cubanske venner. Dagen efter udforskede jeg bymidten, og Valencias mange små hyggelige gader. Jeg kom bl.a. forbi rådhuspladsen, det smukke indendørsmarked Mercat Central, tyreringen, og den store shoppinggade Calle Colón. Om eftermiddagen kørte vi på Fabrizios vespa ud til den lille landsby El Saler, og solede os på stranden, og om aftenen stod den igen på bar og guitarkoncert med hans venner. Om fredagen var det tid til at skifte vært, da Fabrizios forældre kom på besøg fra Torino. Min nye vært var colombianer, og havde spøjst nok boet seks måneder i Aarhus, for mange år siden. Carlos er meget engageret i sit arbejde, og jeg var derfor overladt til mig selv. Hans kontor lå tæt ved Ciudad de Las artes, så det var oplagt at besøge parken. Jeg vandrede hele parken igennem og nåede også forbi Valencia CFs stadion Mestalla, før jeg vendte tilbage til Carlos's kontor, og kl 22 var han endelig færdig med at arbejde, og vi kunne gå hjem til hans lejlighed, solhat deler med tre andre. Lejligheden lå i udkanten af byen, ude ved det polytekniske universitet. Langt mindre skøn end Fabrizios centralt beliggende lejlighed, men jeg skulle kun overnatte der en enkelt gang. Lørdag var nemlig tid for afrejse mod Granada, men først fik jeg set lidt mere af midtbyen; katedralen, et af de tilbageværende bytårne, og fik prøvet horchata, som er en valenciansk drik lavet på chufas (tigernødder?). Den var for kvalmende sød til mig (der skal ellers meget til), men nu har jeg prøvet det. Kl. 23.30 blev det tid at tage nattoget mod Granada. Valencia har klart færre seværdigheder en mange andre større spanske byer, men det er en enormt hyggelig by, og den virker som et godt sted at bo. Stemningen i midtbyen er meget levende, især om aftenen, og der er mange små gratis koncerter rundt omkring, helt sikkert en by jeg gerne vil besøge igen.

[sarahispanien]

Den betagende og halsbrækkende tur gennem de andalusiske bjerge til Ronda

[sarahispanien]

Barcelona (12. juli-16. juli)

(Det følgende er skrevet i toget fra Barcelona til Valencia 16. Juli)

Der er mange måder at rejse på, og mange måder at opleve en by på. På denne rejse i Spanien har jeg valgt at couchsurfe, hvilket vil sige at jeg finder folk på nettet i den by jeg skal besøge og spørger omveje kan sove hos dem. Det lyder i bedste fald lidt grænseoverskridende og i værste fald farligt, men de to værter jeg har haft i Barcelona har begge været utroligt søde, og det har helt sikkert givet et andet indtryk af byen at bo hos lokale, frem for et hostel. Første vært var Henry, en midaldrende lektor i business management på et af universiteterne i Barcelona. Hans lejlighed lå i udkanten af Barcelona tæt ved Tibidabo bjerget og Parc Güell. Da jeg ankom den første aften kørte vi på hans motorcykel ned til Ciutadella Vila Olimpica, den store strandpromenade, hvor vi nød lidt koldt at drikke, før vi drønede tilbage til lejligheden for at se fodboldkampen. Dagen efter foreslog han en rute, så jeg kunne nå at se lidt af byen. Jeg startede i Antonio Gaudis Parc Güell, men den indre del af parken er ikke længere gratis at besøge, og billetterne er tidsbestemt. Jeg kunne først få en billet kl 16, så jeg havde to timer at slå ihjel før jeg måtte komme ind. Derfor tog jeg ned til Passeig de Grácia, en stor boulevard, delvist designet af Gaudi. Hvis Gaudi ikke havde været fra Barcelona, ville byen være meget mindre attraktiv. de har meget at takke ham for. Jeg kom tilbage til Parc Güell og fik lov at komme ind. Den indre del er noget mindre end jeg havde forvente, og var ærligt talt lidt skuffet, men det er nu stadig et smukt sted, og der er noget helt særligt ved Gaudis design, hvilket også slår igennem i Sagrada Familia, den særlige organiske følelse, som om dele af bygningerne var vokset direkte op af jorden, mens andre dele ligner noget fra et barns fantasi om et land lavet af slik. Efter parken tog jeg ned til vandet igen. Denne gang for enden af La Rambla, og gik langs ramblaen op til byens absolutte centrum; Placa de Catalunya, hvor jeg tog toget tilbage til Henrys lejlighed. Jeg havde lovet ham at jeg ville lave dansk mad til ham til aftensmad, og havde besluttet mig for hakkebøf med bløde løg. Desværre var de fleste supermarkeder lukket, da det var søndag, så jeg kunne ikke få fat i hakket oksekød. Henry havde lidt i fryseren, men fik varmet det for meget, så det var umuligt at forme hakkebøfferne. Et andet evindeligt problem med at lave dansk mad i udlandet er manglen på kulør, så slutresultatet blev lidt langt fra den ret vi kender, men det smagte ok Dagen efter forlod jeg Henry og tog hen til min nye vært, Sateesh, en indisk fyr. Hans lejlighed lå ret tæt på centrum, hvilket var rart. For tiden er han arbejdsløs, så han havde masser af tid til at vise mig rundt, og vi tog hen til Arc de Triompf, og den nærliggende park, og forbi Sagrada Familia, men ikke ind, da de lange køer af turister var for meget for min tålmodighed. Vi var også ude ved Glories området, hvor der lå et stort loppemarked, og den store kontorbygning, som ligner The Gerkin i London, og lyser i mange forskellige farver om natten. Om aftenen lavede Sat indisk mad til mig og vi tog i byen. En meget styg mojito på en bar, fik dog stoppet byturen ret hurtigt, og jeg tilbragte meget af den efterfølgende dag i sengen. Vi kom dog op på Tibidabo bjerget om eftermiddagen, og nød den fantastiske udsigt over hele byen. Man betaler ekstra for at tage den direkte vej op til Tibidabo, men hvis man i stedet tager toget til Peu del Funicular, og derefter den lille vogn op til landsbyen Vallvidrers, og så bussen til Tibidabo, så slipper man for at bruge andet en en metrobillet, og man får en fin lille tur ud af det. Om aftenen mødtes vi meget nogle sf Sats venner nede ved den samme strand, hvor jeg havde siddet med Henry den første aften, hvilket var meget passende siden dette var min sidste. Jeg drak kun sprite den nat, men vi dansede på en natklub ved La Rambla til kl. 5.30 om morgenen. Den sidste dag mødtes vi med nogle af Sats veninder til en kop kaffe, hvorefter vi tog forbi Placa de España, og til sidst til togstationen, hvor jeg tog toget til Valencia. Jeg nåede slet ikke at se så meget som jeg havde planlagt, men i stedet fik jeg oplevet nogle uplanlagte ting, og mødt en masse mennesker, hvilket har været fantastisk især fordi jeg rejser alene. Jeg har heller ikke fået talt så meget spansk som jeg havde planlagt, så jeg må tage mig sammen fremover. Det bliver nok også nemmere uden fra Catalonien. En af de første ting jeg lagde mærke til da jeg kom med bussen fra Girona til Barcelona, var de mange catalanske flag, der hænger ud fra folks vinduer. Jeg har aldrig oplevet den slags nationalisme før, og det er meget interessant for mig. Nu står den på noget mere ‘spansk’ end Barcelona: Valencia, horchata og paella.