Gæsteblog om arkivets tidlige historie, og interessante notater fundet i gemmerne :-)
Jeg lovede jer et gæsteblogindlæg fra stadsarkivaren, og som lovet, så udfriet:
Kolding Stadsarkiv kan i år fejre 50 års jubilæum som byhistorisk arkiv og det giver anledning til et naturligt tilbageblik på nogle af arkivets forgangsmænd og –kvinder. Her må naturligvis først og fremmest nævnes ingeniør Peder Fisher-Nielsen, der var initiativtager til etableringen af det byhistoriske arkiv i Kolding i forbindelse med oprettelsen af ”Arkæologisk og Byhistorisk Samfund for Kolding og omegn” (i dag kendt som Lokalhistorisk forening for Kolding og Omegn).
Herover: Ingeniør Peder Fischer-Nielsen
Fisher-Nielsen, der til daglig arbejdede som ingeniør hos DDMM havde tidligere stiftet bekendtskab med arkivarbejdet fra sin tid i Odder og var desuden en passioneret og rutineret slægtsforsker, som allerede i sin barndom havde hentet den historiske interesse fra faderen, der havde slæbt sønnen rundt til næsten alle landets arkiver.
Fisher-Nielsen erfarerede tidligt et af arkivarbejdets største udfordringer og gjorde ofte opmærksom på, at kildeindsamlingen var et kapløb med tiden – og han beklagede da også, at Kolding var kommet sent i gang med at sikre bevaringen af fortidens dokumentation. For Fisher-Nielsen selv blev det også et kapløb med tiden, og han måtte i foråret 1973 på sit sygeleje give stafetten videre.
Selv sørgede han dog samvittighedsfuldt for at efterlade vidnesbyrd om sit liv og virke, og i arkivet ligger en række af hans håndskrevne notater. Et af dem er et 7 siders håndskreven manuskript om Byhistorisk Arkiv, der tilsyneladende blev afholdt i ”Fredagsklubben” d. 17. november 1972. Altså kort før Fisher-Nielsens bortgang.
Her fornemmede man tydeligt Fisher-Nielsens engagement i arkivarbejdet, men også en mand, der leverede sine pointer med en vis portion humor. Fredagsklubben fik således åbenbaret en af arkivvæsenets helt store udfordringer: Kvinderne!
Herover: Nogle af Fischer-Nielsens håndskrevne noter. Se Transskription af én af dem herunder.
”Men for at få så meget materiale som muligt, må vi især appellere til kvinderne. Der huserer en skrækkelig bacille herhjemme, der to gange om året angriber alle kvinder og som synes uhelbredelig. Bacillen forårsager rengøringsvanvid, og de angrebne kvinder er ikke til at styre selv i en sex-værelses lejlighed med bad. De rydder op og smider væk – og det er ikke småting, der på den måde forsvinder af minder om nu og før. Kunde man bare få disse syge kvinder til at sende bud efter Arkivet, når de opryddede bunker skulde smides væk – Arkivet henter dem gerne og smider væk, hvad ingen interesse har, og det er ikke ret meget.”
-Lene Wul, Stadsarkivar
Herover: Stadsarkiver Lene Wul.
Mange tak til chefen for et særdeles informativt og underholdende gæsteblogindlæg :-)
Undertegnede holder fri i morgen, så vi “ses” først igen på mandag. God weekend, og som altid, god jagt!









