Jeg er høj, virkelig høj… og nej, jeg har ikke røget fjolletobak eller noget i den stil. I dag og sidste søndag stillede jeg mig (på rystende ben) op på scenen hos Caféva foran et veloplagt publikum, kun bestående af kvinde. Jeg var temmelig nervøs, for sidst jeg stillede mig op på en scene, gik den berømte sorte klap ned.
Men jeg bestod! Det var fantastisk, og jeg oplevede en del af den ‘gamle’ Rikke, som gladeligt stiller sig op og holder foredrag. Mit oplæg handlede om passionen for litteratur, hvordan jeg fik den, hvad det har ført med sig og ikke mindst hvordan det er at miste den igen. Anden del af oplægget blev meget personligt og handlede om at gå ned med stress og depression midt i en skilsmisse og et jobskifte – noget jeg aldrig troede skulle overgå mig.
Jeg fik rigtig mange tilkendegivelser om, at deltagere havde nydt mit foredrag, men særligt én fortalte, at hendes datter sidste år gik ned med stress, og ud fra de symptoner, som jeg havde fortalt om, så forstod hun hende meget bedre. Det rørte mig dybt at vide, at jeg havde den indfyldelse.
Nu kan jeg læne mig tilbage med en god lydbog i ørerne og en god følelse i kroppen – og det selvtilfredse smil, som har været plastret over hele mit fjæs siden i eftermiddags, det får lov at blive.
Tusind tak til Caféva for at være med til at få mig op på scenen igen.
Jeg er høj, virkelig høj... og nej, jeg har ikke røget fjolletobak eller noget i den stil.