Dagpengeland - nu som bog
Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på kultunaut.dk
Mens Lau Aaen var i aktivering oprettede han en blog, som hurtigt blev kult, hvor han med den tørreste humor beskrev sit tragikomiske jobsøgningskursus hos privataktøren Integro. Nu er bloggen kommet som bog, og det bliver den ikke mindre underholdende eller tankevækkende af.
Lau Aaen blev i 2010 sendt på et fire ugers jobsøgningskursus hos en af dagpengesystemets private aktører; Integro. Det affødte først bloggen Dagpengeland, og nu bogen af samme navn, hvor man som fluen på væggen følger kursets gang. Et grotesk univers af banal, ubrugelig lommefilosofi ophøjet til videnskab åbenbarer sig, tilsat en god portion panfløjtemusik, håbløse new age-positive slogans, ulidelige hjemmestrikkede teorier, samt en tyrannisk uvidenhed og ligegyldighed ift. de deltagende kursister, som skriger til himlen.
Førstehåndsberetningen fra jobsøgningskurset er så absurd, at det minder om et afsnit af Klovn. Holbergs komedier og Erland Loes prosa kan også passende nævnes som referencepunkter, og undertegnede har grædt så tårerne triller. Lau Aaen har en overbevisende sans for underdrejet humor mixet med en eminent påtaget naivitet, der i den grad undergraver Integros lalleglade logik og frisk-fyr-agtige undervisningsform.
Den opremsende, stramt redigerede stil passede bedre til blog- end bogformatet, hvor man i længden savner lidt mere kød på beskrivelserne, men der er mange gyldne momenter i den knappe, spiddende ironiske distance. Et eks. ud af mange er beskrivelsen af underviseren Britta; ”Nogle ting i tilværelsen er store og komplicerede. Så store, at man ikke begriber deres omfang. Britta er den type, der er god til at forklare selv det allermest komplicerede helt enkelt. Sådan lidt som om hun taler til børn. Det synes jeg at fornemme allerede nu. Små børn og ikke de kvikkeste. Det er dejlig nemt at forstå. Så er alle med.” Effekten bliver, at man netop ikke kun griner, men også dybt begræder, at de arme arbejdsløse skal spilde tiden så eftertrykkeligt, imens samfundet spilder masser af skattekroner.
Alt fra oplæring i den mest basale computerbrug (med det geniale råd om at gå ind på Google og søge: ledige stillinger) til forståelsen af et korrekt jobsøgningshåndtryk med dertilhørende korrekt øjenkontakt bliver med stort gå-på-mod videregivet af de entusiastiske, inkompetente undervisere, der ikke skeler til, at langt de fleste på kurset har lange videregående uddannelser. Niveauet er ydmygende lavt, når der med påkrævet smil på læben skal tegnes jobsole, synges selvudviklende sange og laves kompetencetrapper til en lind strøm af patetiske punchlines og slet skjulte trusler. Man ser det for sig. Det er godt satirisk stof, og Holbæk Teater har da også valgt at opføre Dagpengeland, ligesom DR2 har taget tråden op med jobcenter-satiren; A-klassen.
Aaen har således med denne perfide pokerfjæs-formidling fået en raffineret hævn over sin ufrivillige rolle som klovn i aktiveringscirkusset. Dagpengeland er bidende ironisk og lakonisk skrevet med en indædt, underliggende indignation, som ikke er til at tage fejl af. Bogens sigte er via god underholdningsfaktor at rette en sønderlemmende kritik af galskaben i en beskæftigelsespolitik, hvor offentlige midler bruges til nyttesløse aktiveringskurser, der ikke hjælper andre end de driftige private firmaer, der tjener penge på at udbyde dem. Det er en debat, der fortsat er højaktuel, og Aaen lever idag – lidt paradoksalt – af at skrive og holde foredrag om emnet.
Integro har ikke overraskende taget klar afstand fra hans udlægning, og spørgsmålet om hvor meget der er hhv. fiktion og fakta i denne debatbog trænger sig på. Det er svært at blive klog på, i hvilken grad der er pyntet på historien, men bogen er trods alt gennemillustreret med Integros eget kursusmateriale. Gengivelserne af de mange katastrofalt dårlige slides – der ikke skorter på kiksede stavefejl, udråbstegn og smileys, samt malplacerede citationstegn og tegninger af World Trade Center og floppy disks (i 2010!) – taler mildest talt ikke i Integros favør. Det er urkomisk og meget meget tragisk.
Lau Aaen: Dagpengeland fra Gyldendal
