Ask not what your country has done for you, but what you have done for your country
Som kontekstafklaring til dette lille indlæg må jeg pointere, at jeg hverken er pro eller kontra den ene eller anden opdragelsesform, men derimod mener, at vi skal vælge den vej, der giver mening i konteksten. Det betyder i sagens natur, at vi er nød til at svinge mellem den ene og anden stil i perioder; henholdsvis løsne og stramme grebet i forhold til det meningsfulde.
“If you pull a guitar string too tight, it will snap. If you let it out too loose, it will make no noise. Only medium tensions allow the guitar to work” Buddha
Det er snart en menneskealder siden (i starten af 90’erne), at jeg først gang hørte om Lloyd DeMause. amerikansk sociologisk tænker, der havde beskæftiget sig med opdragelsens udvikling gennem tiderne. Han belyste således, hvordan opdragelse oscillerer mellem det frigørende & autoritære samt overgangene mellem de to ydrepunkter.
Denne viden blev jeg introduceret for midt i tiden, hvor pædagogerne dyrkede selvforvaltning og skolerne ansvar for egen læring. Jeg konkluderede derfor dengang, at vi måtte vær nær toppen af frisættende pædagogik og opdragelse samt at dette måtte ændre sig inden for en overskuelig fremtid (10-20 år).
Jeg forstod nok knap, hvorfor historien viste denne oscillering; at for meget af det ene giver for meget af det andet. Jeg oplevede derimod børn, der havde svære og svære ved at agere i forhold til det, der blev forventet af dem og derfor var det nok først langt senere, at det blev rigtig tydeligt for mig. Som jeg indledte med Buddha, så kan det med jævne mellemrum være nødvendigt at stramme guitarens strenge, når de er blevet for slappe, men vi bør være opmærksomme på, at vi ikke ryger i den anden grøft, hvor de bliver så stramme, at de sprænger. På samme måde bør opdragelse og læring også finde et naturligt leje mellem frigørende og autoritær pædagogik.
Vi må således med andre ord tænke integrativt omkring opdragelse. Vi skal både skabe en kontekst, hvor børnene får lov at udfolde deres individualitet, at tænke kreativt og skabende, men også en kontekst hvor de opdrages pragmatisk i forhold til samfundet, hvor de lærer at tage et medansvar for fællesskabet og hvor de spørger, hvad de kan gøre for samfundet og ikke hvad samfundet kan gøre for dem.
Lad os få en dialog om, hvordan vi skaber et sådant fundament for de næste generationer.