Lidt baggrund om projektet
(Nedenstående handler udelukkende om den del af projektet der omfatter samarbejdet mellem Billund Museum og Sdr. Omme Skole. På bloggen her vil der også snart komme indlæg fra Give-Egnens Museum og Campus Vejle.)
“Elevdesign” er en ny måde at se på børneinddragelse/elevinddragelse på. Med udgangspunkt i Allison Druins* teorier om børn som designpartnere i produktudvikling, arbejder vi tæt sammen med elever fra 7. klasse på Sdr. Omme Skole om at udvikle et museumsundervisningstilbud til Museumsgården Karensminde.
(* hovedartiklen kan læses her.)
Men der er mere i det end det! -Vi arbejder frem mod at være metodeskabende på området. Målet er ikke blot at skabe det mest fantastiske undervisningstilbud til museet, som elever, museumsfolk, lærere og forældre har et dybfølt ejerskab til. Ej heller er det at udvikle elevernes medborgerskabskompetencer, deres innovative kompetencer og deres samarbejdskompetencer. Alt det er (endog meget) vigtigt, men det er kun et heldigt biprodukt i forhold til det overordnede formål: At udvikle en metode der gør det muligt at arbejde med børn som aktive designpartnere i den process det er at udvikle undervisning. Det være sig på museer, skoler eller andre steder man underviser.
Den teoretiske baggrund for projektet er meget bred, og særdeles tværfaglig. udover Druins teorier, som er jeg har forsøgt at adaptere til undervisningsområdet, griber vi ind i områder som adfærdspsykologi, pædagogik, didaktik, sociologi og sikkert et par stykker til jeg ikke har fået med her.
Konkret arbejder vi med kreative processer (og et hav af pædagogiske og didaktiske greb) for at facilitere, støtte og hjælpe alle grupperne til, i fællesskab, at løse den store opgave vi har sat dem.
Vi forsøger bevidst at fjerne modsætningen elev/lærer, barn/autoritetsperson og at nedbryde grænserne mellem eleveksperter og vokseneksperter. Vi forsøger at komme væk fra, at børneinddragelse er noget med en eller flere voksne, der udspørger, observerer eller interviewer en flok børn.
Arbejdsgrupperne er det helt centrale i dette. De består af 3-4 elever og 1-2 voksne med varieret faglig baggrund. (Her bør det bemærkes, at det ikke er vigtigt at det er voksne der er vant til at arbejde med børn. Tværtimod kan det være rigtigt svært for mange lærere og pædagoger at træde ud af deres vante roller som den alvidende voksne, der skal hjælpe og guide barnet frem til en forståelse af et emne.) I grupperne er det vigtigt at der er flere børn end voksne, og at de er sammensat af elever der godt kan lide at være sammen. -Det gør ikke noget at det er de drenge der altid laver ballade når de er sammen, der er i gruppe med hinanden; Det betyder bare, at de kan finde ud af at være kreative sammen!
Den næste vigtige del er miljøet. Alt i og omkring grupperne skal medvirke til, at både børn og voksne føler sig trygge, er glade og veloplagte og ikke mindst fulde af gode, skæve og skøre idéer. Der er snacks, hyggehjørne, ingen restriktive regler om aflevering af mobiltelefoner, hvornår man holder pause, eller at man skal sidde stille på sin stol og arbejde. Ingen skal spørge om lov til at gå på toilettet, eller række hånden op for at sige noget. Grupperne styrer sig selv. De vurderer selv hvad der virker for dem, hvornår der skal holdes pause, hvornår man går fra den ene del af opgaven til den næste, etc.
Og alles meninger, idéer og input er vigtige og tages alvorligt. -ikke kun på selve arbejdsdagene, men hele tiden.
Og her kommer vi til den tredje vigtige del: Alle projektets deltagere har nem og direkte adgang til mig og hinanden, gennem hele forløbet. Denne blog er en del af dette. Den er en måde for projektets deltagere at følge med i hvad der sker når vi ikke lige er samlet på Karensminde. Et sted hvor man kan kommentere, dele og komme med gode forslag. Udover bloggen har vi oprettet en (lukket) facebookgruppe, et instagram hashtag, en snapchatkonto og sidst men ikke mindst har alle fået mit personlige telefonnummer, så man kan sende en sms eller ringe hvis man får en god idé, eller har en kommentar til forløbet. Man kan selvfølgelig også sende en god, gammeldags email :-). Kommunikationsvejene er valgt ved simpelthen at spørge grupperne i plenum hvordan de mest naturligt fortæller en ven eller veninde om noget fedt der lige er sket.
-Derudover håber vi også, at andre interesserede følger med og kommenterer. -Husk dog at holde det hele børnevenligt!
Det var lidt mere baggrund om projektet, mere følger ved en senere lejlighed.
Og på falderebet en opfordring til alle interesserede: Skriv en kommentar, del denne blog, skriv eller ring hvis du er nysgerrig eller har spørgsmål til projektet: 79727496 [email protected]