#emil larsen

[watchaholics]

Sumé – A forradalom hangja (2014)

Sumé – A forradalom hangja (2014)

A Sumé – A forradalom hangjával kapcsolatban is ugyanazon kételyeim voltak, mint az Én, Thor megtekintése előtt: egy dokumentumfilmnek nehéz fenntartania az érdeklődésemet, még akkor is, ha egy számomra érdekes témával foglalkozik. Szerencsére az előbb említett alkotásnak is sikerült átugrania ezt az akadályt, és lebilincselő politika- és társadalomkritikai kommentárral megtámogatva mutatott be…

View On WordPress

[tereozil]

[landsholdet]

[landsholdet]

[landsholdet]

[skyggeroveraadalen]

Emil Larsen til Brøndby. Who gives a f...

Vi modtog i går midt i den underholdende pointdeling mellem de to bundhold fra København, nyheden om at Emil Larsen angiveligt skulle være på vej til det tredje københavnske bundhold, Brøndby.

Vores umiddelbare reaktion var chok, men efter lidt betænkningstid lød det faktisk ikke så dumt igen.

Hvis det er sandt, at der er en frikøsklasul på 1-1,2 mil Euro, med 10% til Lyngby, som der står i BTs artikler om Emil, så græder jeg personligt med det ene øje, og smiler med det andet.

Jeg har aldrig været den store Emil Larsen-fan. God spiller, ja. Vel nok en af vores to-tre bedste, hvis man ser på topniveauet. Men en kantspiller, der ikke tager tilbageløb? Den går ikke i moderne fodbold (og den går heller ikke i Brøndby).

Derudover var han heller aldrig den der gik forrest og leverede mere end det forventede. Eller tog det ekstra løb, når vi var bagud. Eller tog et gult kort for holdet. Emil Larsen har alle dage virket mest som en spiller der primært spillede for Emil Larsen. Hvis OB så fik noget ud af det var det jo fint, og hvis de ikke gjorde, så var det tough shit.

Han har aldrig virket som en spiller der tog et nederlag specielt tungt, eller som tog det personligt når holdet ikke fungerede. Han leverede jo (nogenlunde) hvad man kunne forvente af ham, ikke?

Der har været de OB-fans, der beklagede, at vi ikke kunne holde på de tekniske spillere som Emil, der kunne bryde lidt med de gamle OB-dyder.

Jeg vil sige, at jeg vil til hver en tid hellere have fem Ari Skulasson'er eller ti Martin Spelmann'er, end jeg vil have en Emil Larsen.

Sælg ham, køb en erstatning, måske endda to (hvis rygtet om, at vi har fået Spelmann for under to mil er rigtigt, så burde det kunne lade sig gøre), og lad os så komme videre. Laursen og Lars L****søn til FCK gjorde mig ked af det. Borring og Gisla der skifter til konkurrenter gjorde mig mellemfornøjede. Emil til BIF? Tja, det overrasker mig ikke, og jeg kan knap hidse mig op, ud over den sportslige svækkelse. Og mon ikke der er linet en afløser eller to op?

Men midt I al OB-snakken om manglende offensivspillere og lykkeriddere og Emil til Brøndby vil jeg være den der lægger en lort i lagkagen og nævner ham først:

Christian Sørensen...

Ung kantspiller, dynamisk, god optakt til sæsonen, har allerede tilspillet sig en fast plads i Silkeborg, har allerede scoret en halv håndfuld mål for dem, er ærkefynsk og ung OBer.

Det var en håbløs beslutning at lade ham gå dengang, og nu ligner det et selvmål af rang.

Én ting er sikkert. Den gode Jesper Hansen har nok fået lidt mere arbejde end han havde håbet på her op til vinduets slutning.

- Riflen.

[skyggeroveraadalen]

Eksplosioner af skønhed.

Al OBs marketingssnak om at blive "en del af øjeblikket" fik det til at vende sig i mange af os, fordi vi godt ved, at der er andet og mere til det at være fodboldfan end bare at være med i det øjeblik, hvor alt klapper (som jo må formodes at være det man reklamerer for med sloganet).

Men noget er der dog om snakken, i den forstand, at en fodboldkamp dybest set huskes som en serie af øjeblikke. Når en kamp er slut, kan ingen huske hele kampen i detaljer. Man husker brudstykker og de vigtigste sekvenser, og efter et stykke tid går selv disse i glemmebogen. Om to måneder er der ikke ret mange der vil kunne fortælle ret meget om fredagens kamp mod Silkeborg.  De med gode hukommelser ville sige, at Høegh og Jesper Christiansen spillede en rigtig god kamp. Vi andre vil bare have en svag erindring om en dårlig kamp.

Men der er ét øjeblik fra fredagens kamp, som alle der så den meget sent vil glemme.

I ved hvad jeg taler om.

92 minutter spillet: Silkeborg har presset på det meste af anden halvleg. Kun Jesper Cs sprællemandsmirakler har holdt os inde i kampen til da, og alle har forberedt sig på et enkelt point, der endda må siges at være heldigt.

Silkeborgs Jesper Mikkelsen hælder endnu en bold ind i OBs felt, men den går over Silkeborgspillerne og falder ned til Bashkim, der first-timer den ud af feltet til Emil Larsen, der står fri lige uden for eget felt.

Og så begynder løbet. Et af de desperate løb, der aldrig fører til noget. Et af de løb man ikke har kræfter til at lave i overtiden. Men Emil gør forsøget. Mod al fornuft. Silkeborgspillerne forsøger at sætte tacklingen ind.

"Hvis de gør, bliver kampen sandsynligvis fløjtet af", når man at tænke.

Han sætter én mand. Èn mere. Han løber i slalom mellem Silkeborgs midtbanespillere op mod feltet. Det virker som om det udspiller sig i slowmotion. Man kan se hver en detalje. Han kommer til feltet. Der er tre mand mellem ham og målet nu.

"Nu løber sådan en chance normalt ud i sandet", når man at tænke.

HHA og Falk løber på tværs ind i feltet mod højre, Skoubo er trukket ud til venstre.

"Han står meget fri", når man at tænke.

Den reddende tackling bliver endelig sat ind fra Silkeborgs forsvarer. Men han kommer for sent. Emil har allerede prikket den videre til Skoubo. Morten Skoubo sætter en forkølet venstrefod på bolden. Silkeborgs målmand er gået ud for at møde afslutningen. Men med et lille *pif* glider bolden forbi ham og ruller afslappet og morfaragtigt over stregen.

Tiden springer et sekund over...

og så kommer brølet fra OBerne bag målet. "UWHARRRRRRRH". Vi springer rundt i stuen og brøler selv. Det er ufatteligt. Sådan vinder OB ikke. Aldrig. Det står ikke i manuskriptet. Vi skulle have været glade for vores ene point.

Det føles lidt som at onanere i tre kvarter i en brandert, og man er tæt på at opgive at komme, men så rammer man præcis det rigtige billede, og forløsningen er monumental...

Genset dagen efter er sekvensen endnu mere syret. Silkeborgspillerne gør alt det forkerte. Hvis der bare er én af dem, der tager kortet for at slagte Emil på midten, er kampen slut. Hele sekvensen går så langsomt! Der er hundrede ting der kunne have gået galt, men alle øjeblikkene passede sammen, som en perfekt klippet sekvens i en film.

Min gamle ven finansanalytikeren ramte på kornet, da han sagde, at Emils løb lignede en af de scener i en dårlig actionfilm, hvor helten løber uskadt gennem en regn af kugler, fordi skurkene alle sammen skyder bagved ham.

Og når kampen for længst er glemt, så vil Emil Larsens eksplosion af skønhed stå tilbage sammen med følelsen den fremkaldte. Den følelse man aldrig vil kende, hvis man ikke har prøvet at lide, juble, græde og græmmes med sit hold. Den følelse der er en stor del af grunden til at man følger sin klub.

Vores klub.

Odense Boldklub.

-Riflen

[thomasjouvin-blog]

Emil Larsen

15 years old ? nice !

Shot by Ola Sollie & Fredrik Torsvik Edited by Ola Sollie Song: crap...