”Det sejeste dengang var at hænge ud foran Brugsen med en Klar Cola”
I halvfjerdserne tog vi farven ud af colaen – og skabte hittet Klar Cola. Nu er den tilbage og er lige så hipsterhip som dengang.
Jeg har ikke været mere end 9-10 år. En frisk knejt, som det hed dengang, der kunne lide at bruge lidt af lommepengene på en sodavand. Sodavand var ikke noget, man bare fik dengang. Den hørte til fest og særlige lejligheder. Men for to-tre kroner kunne man få en lunken glasflaske med Klar Cola og drikke den uden for butikken. Det var noget af det sejeste. Så var man stor. På en eller anden måde. Nu er den tilbage. Klar Cola. I anledning af vores 150-års jubilæum, hvor vi har relanceret adskillige klassikere fra vores historie. Den smager lige som dengang – og den er stadig klar som glas.
”Nu fik man ideen om at tage farvestofferne ud af colaen og lave en gennemsigtig cola. Det blev et hit.” - Jens Visholm
Klar Cola – fra den kritiske forbrugers ungdom Coop, eller FDB, som vi hed dengang, introducerede første gang Klar Cola i 1978. På det tidspunkt var vi aktivt begyndt at have fokus på tilsætnings- og farvestoffer i vores madvarer. Man havde solgt cola fra Wibroe i mange år, men nu fik man ideen om at tage farvestofferne ud af colaen og lave en gennemsigtig cola. Det blev et hit. Endda så meget at mange bryggerier med det samme fulgte trop – og hylderne med sodavand blev mere og mere gennemsigtige. Der kom endda klar appelsinvand. Faktisk var ideen så god, at selveste Pepsi i USA fandt på at lave en klar cola i 1992, som de kaldte Crystal Pepsi. Det er dog langt fra sikkert, at inspirationen kun kom fra vores Klar Cola, måske kom den også fra de sundhedsidealer og ”light”-produkter, der var begyndt at dukke op i USA på det tidspunkt.
VIDEO: Klar Cola er tilbage – og minder os om dengang, hvor en sodavand kostede et par kroner og blev serveret på glasflaske.
Den er Limited Edition – og også for voksne Det er det hyggelige, lille bryggeri Frem Vand i Ribe, der ligesom dengang producerer den relancerede Klar Cola. De har brugt den originale opskrift, så colaen har samme genkendelige smag og samme manglende farve. Vi har ændret lidt på etiketten, så arven fra halvfjerdserne kan fornemmes i farvevalget og designet. Men selv om Klar Cola smager ligesom sodavandsdiskotek og børnefødselsdag, kan den sagtens drikkes af alle os over de tredive. Du kan også servere den til temafest på kontoret, for eksempel, som en gennemsigtig rom og cola. Men skynd dig at slå til: Den relancerede Klar Cola er limited edition og sælges kun i en begrænset periode.














