Alt er ikke kun idyl og skønne oplevelser
Hej alle sammen Så er her ny læsning om mit ophold på børnehjemmet i Nepal. Jeg har den her gang haft brug for at sætte ord på nogle af de frustationer jeg har haft over nogle situationer, som for mig har været ubehagelige. Der er derfor den her gang en lidt mere dyster stemning i mig end tidligere, men det kan jo ikke være idyl og skønne oplevelser det hele 😊
En hyggelig stund med et spil Skipbo sammen med Rita mens “Mommi” og vores nye køkkendame Mani sidder ved siden af og griner og snakker. Gryderne syder med aftenens portion af Dahl Baht'n curry og i aften står den også på gedekød og kylling. Ungerne er lige kommet hjem fra skole og sidder i studieværelset og laver lektier sammen med de fire nye lokale frivillige, der er kommet for at hjælpe dem med lektierne. Det er rigtig godt at de er kommet til, de er alle sammen studerende og studere et eller andet med socialt arbejde. Søde og flinke er de og børnene kan lide dem og får nu noget mere hjælp, end den som jeg har kunnet bidrage med. For ærligt talt må jeg sige, at jeg var kørt træt i lektiehjælpen. Børnene råbte i munden på hinanden og ville alle sammen have hjælp på samme tid, ofte ville de have mig til at lave deres lektier i stedet for kun at hjælpe, og ofte var der matematik stykker eller grammatik, som jeg længe har glemt eftersom det er temmelig lang tid siden, jeg sidst var på skolebænken. Jeg havde rigtig mange frustrationer over hvordan hele deres skolesystem er bygget op og hvordan de skal lære lektier. Der bliver brugt utrolig meget copy-paste og mange af de små børn kigger bare efter ved de andres lektier, og selvom jeg gentagne gange har prøvet efter bedste pædagogiske evner at lære fra mig og hjælpe dem med at lave deres egne lektier i stedet for bare at kopiere, så lykkedes det kun 2 ud af 10 gange. Lektielæsningen endte ofte ud i skænderier og slagsmål mellem børnene, og jeg prøvede også her at dæmpe flokken og “opdrage” lidt på dem, men det var ganske umuligt, og endte som regel med de blev sure på mig. En aften jeg sad med tre af drengene og pigen på 10, måtte jeg simpelthen gå ud af lokalet efter jeg havde talt til 10 gentagne gange og havde forsøgt at få dem til at holde op med at skændes om, hvem der nu havde fået flest point i skolen og holde op med at mobbe pigen på 10 over, at hun ikke er så god til engelsk, og forsøgt at skille to af drengene ad, som var røget i totterne på hinanden og slog med enorm kraft på hinanden. Jeg sagde til sidst, at hvis ikke de holdte op med at slås og råbe, så ville jeg ikke hjælpe dem med lektier, og da de ikke hørte efter gik jeg i ren frustration over at intet af det jeg gjorde virkede, og at de var totalt ligeglade med den hjælp, jeg gav dem. Da jeg nåede hen til døren, kom de alle løbende efter mig og bad mig om at blive, og at de nok skulle holde op med at skændes og slås, og jeg endte med at vende om og give det endnu et forsøg. Vi kom ikke helt skænderi frit igennem lektierne, men der var dog lidt mere ro på efter de mærkede, at det altså havde en konsekvens, hvis ikke de holdt op med at slås, nemlig at så ville de slet ingen hjælp få. Den sidste uges tid har jeg derfor ikke hjulpet med lektier, da jeg har kunnet mærke på mig selv, at jeg er blevet mere frustreret og sur over, hvordan de nogen gange kan være enormt uopdragne og en kæmpe stor mundfuld, så for ikke at sætte mig selv i en situation hvor jeg af ren afmagt siger eller gør noget dumt, har jeg derfor besluttet at tage en pause fra lektiehjælpen, og jeg er derfor rigtig glad for at der for to dage siden pludselig dukkede fire lokale op til at hjælpe med lektierne.
For tiden synes jeg børnene er en kæmpe mundfuld, og jeg er ofte frustreret og har ikke så meget lyst til at være sammen med børnene. De slås meget og skændes, og det eneste der kan få dem til at opføre sig nogenlunde er når Rita råber meget bestem til dem, og jeg bryder mig ikke om alt den råben der er for tiden, og har ikke lyst til selv at gøre brug af det, men det har så ført til at de absolut ingen respekt har over for mig og jeg derfor intet kan stille op når de ryger i totterne på hinanden - hvilket de gør meget ofte. Det har medført stor frustration hos mig og har indimellem lyst til at kaste håndklædet i ringen.
Nu har jeg taget en anden taktik i brug. I stedet for at blande mig når de skændes og slås så bekræfter jeg dem og giver dem min opmærksomhed når de er gode ved hinanden og leger stille og roligt, og det har medført at jeg er sluppet af med nogle af mine frustrationer og magtesløshed og at børnene rent faktisk også kommer til mig for at få en stille stund og et klap på skulderen. Jeg bruger også meget af min tid sammen med de to små piger på 5 år som er utrolig sjove og underholdende. Særligt den ene Robina er virkelig en lille charmetrold. Næsten dagligt kommer hun hen til mig og giver mig et stort smil og vil holde i hånden. Det er blevet et helt ritual for hende at hun viser mig hvordan hun kan vaske sine hænder og fødder mens jeg sidder med opvasken, og det er rigtig hyggeligt og dejligt der er en som er så rolig og som sætter pris på min opmærksomhed og omsorg.
At være her på et børnehjem på landet i Nepal har både op- og nedture. Det er bestemt ikke hele tiden at det er en fornøjelse. Der er ofte frustrationer over sprogbarierer eller kulturforskelle hos mig. Selvom jeg på sin vis nyder det simple og primitive liv, hvor man egentlig ikke skal andet end sørge for at der kommer mad på bordet og at børnene får en god skolegang og har en pæn skoleuniform, så er det til tider også meget frustrerende at det er det ENESTE de har i deres liv. Her på det sidste har det også slået mig hvor uvidende og uoplyst folk er ude på landet. Fx må man som kvinde ikke hjælpe til i køkkenet (man må slet ikke røre noget i køkkenet OVERHOVEDET) når man har menstruation, for de betragter en kvinde som uren mens hun menstruere og maden kan derfor blive “forgiftet” hvis hun røre en kniv eller madvarer. Hun må heller ikke spise med ved bordet men på en skammel ved siden af. Det skabte selvfølgelig lidt frustrationer og kultursammenstød da jeg selv ramte ind i den månedlige cyklus, og jeg kunne ikke lade være med at blive enormt frustreret over ikke at kunne deltage i det huslige, når jeg kunne se at der kun var køkkendamen til at stå for det, og med 14 ustyrlige unger omkring sig kan det være en stor udfordring! Men der var ikke noget at gøre, jeg måtte pænt vente et par dage før jeg kunne røre køkkentingene igen og hjælpe til.
Uvidenhed omkring børneopdragelse er nok det jeg er mest frustreret over. Mina, køkkendamen, bor her sammen med sine to piger på 10 og 5 år, og hun kan virkelig være en strid banan for at sige det mildt. I stedet for kærlig omsorg og ord får de to piger tit et klask på ryggen, ryk i armen eller råbende skældud mens moren ser på dem med væmmelse. Der har været episoder hvor jeg virkelig har skullet tælle til 10 for ikke at blande mig eller selv har haft lyst til at vappe hende (køkkendamen) en på hovedet, når jeg er vidne til hvordan hun behandler sine børn. Forleden dag bed hun datteren på 5 i fingeren fordi hun havde bidt den anden lille pige, og i stedet for at fortælle hende at det måtte hun ikke, bed hun hende som straf - ja så er der jo ikke noget at sige til at pigebarnet er hysterisk og græder konstant og hele tiden slår på de andre børn, hun lærer det jo fra sin mor!
Her til aften var jeg vidne til en af de hidtil mest ubehagelige situationer: Efter aftensmaden gik køkkendamen lige en tur over til naboen, og hendes datter på 5 sad og spiste, og da hun opdagede hendes mor gik stak hun i dyb ulykkelig gråd og fulgte efter hende, for kun at blive holdt tilbage af hendes storesøster. Hun græd og græd så hjerteskærende at det næsten ikke var til at holde ud. Resten af familien befandt sig i tv stuen og jeg og en af drengene var de eneste der stadig spiste. Pludselig begynder Mommi at snakke højlydt og i et tonefaldet så man kan høre der er noget hun er utilfreds med. Den lille pige er blevet slæbt modvilligt med ind i tv stuen og græder stadig mens Mommi skælder ud. Da køkkendamen kommer tilbage, er det tydeligt at Mommi fortæller hende noget i retning af “få dit barn til at stoppe med at græde”, for hun har flere gange givet udtryk for at hun ikke kan holde pigens gråd ud. Jeg har i mellemtiden rejst mig fra min plads over tallerknen i køkkenet og står og ser det hele fra døren i køkkenet, og står og overvejer om jeg skal blande mig. De to damer skælder ud på hinanden i meget lang tid mens den stakkels pige bliver ved med at græde ulykkeligt. Pludselig bliver der stille, jeg sidder udenfor bøjet over opvasken med et par øjne i nakken så jeg kan holde øje med om de begynder at slå på hinanden, køkkendamen går ind i køkkenet med sin grædende datter på armen, jeg kan høre hende (køkkendamen) begynde at græde stille mens datteren også græder, to af drengene er fulgt efter hende og står i døren ind til køkkenet og lytter efter hende. I tv stuen vænner de andre langsomt tilbage til Bollywood serien i tv'et mens jeg kan høre Mommi mumle surt for sig selv. Efter nogle minutter hvor man kan mærke at luften er tyk af dårlige vibrationer, kommer køkkendamen ud til mig ved opvasken med sin snøftende datter ved sin side, men da Mina har tørret datterens næse kan og hun stadig klynker lidt, kan Mina ikke selv klare det mere og vælter datteren voldsomt omkuld og rykker hende hårdt i armen og skælder hende ud. Jeg sidder nærmest helt lammet ved siden af og har været vidne til alt det hele og kan ikke gøre noget som helst, da hun vælter datteren omkuld og rykker hende hårdt i armen, jeg kan kun konstatere at datteren endnu en gang bliver dybt ulykkelig over sin mors manglende omsorg og at ingen kan se hendes behov for trøst andre end mig, men jeg er den eneste der ikke kan give hende den. Eller er jeg? Kan jeg tillade mig at blande mig i en kultur som er så anderledes end min, og hvor trøst og kram er noget der slet ikke findes? Skal jeg gribe ind? Skal jeg begynde en diskussion om hvorvidt man bør slå, skælde ud og rykke i armen, når jeg gentagne gange har hørt Rita sige til mig at “det er ikke så slemt, sådan gør vi i Nepal”? Skal jeg tage den stakkels pige op og give hende den omsorg og trøst hun så inderligt hungrer efter og har brug for? Bør jeg gøre noget?
Alle disse spørgsmål flyver gennem hovedet på mig, når jeg er vidne til, hvordan børnene indimellem bliver behandlet. Efter aftenens hændelse vaskede Mina og jeg op i stilhed, mens jeg kunne høre hende snøfte og jeg inderst inde også havde lyst til at give hende et knus og noget omsorg, for jeg kunne mærke hendes frustration og afmagt over, at hun ikke aner, hvad hun skal stille op med hendes pige, som altid er så ulykkelig og altid hungre efter sin mors opmærksomhed, men hvor det at give hende den trøst og omsorg hun har brug for ligger så fjernt i hendes bevidsthed, at tankerne om at hun kan behandle hende anderledes måske ikke en gang er eksisterende i hende. Dybest set havde jeg lyst til at give dem begge et kram og forene mor og datter i et varmt trygt kram og vise moren at det er den måde de bør omgås hinanden. I stedet måtte jeg trække mig og gå over til mig selv, og prøve at huske mig selv på de mange gode stunder der også er her på børnehjemmet, hvor jeg hygger mig med børnene og de er glade og smiler og omgås hinanden på en rar måde.
Alt er ikke det rene idyl, og det har virkelig sat mange tanker igang i mig om hvordan man bedst kunne hjælpe sådan et sted som Light for Nepal. For er det virkelig en hjælp for dem at have frivillige? Jeg ved det ikke og jeg tænker ofte, at hjælpen kunne gives på en anden måde, og at alle de penge jeg har betalt for mit ophold kunne have været givet ud på en bedre måde. I min optik burde de snarere få noget professionelt vejledning til at kunne give børnene en opdragelse der ikke indeholdt vold og hårde ord. Jeg er ikke sikker på hvor meget, jeg har kunnet bidrage med. Jeg kan mærke på børnene at de har en afstand til mig, fordi de godt ved at jeg kun er her en begrænset periode, og de derfor ikke respekterer mig. Samtidig er det også svært ikke at knytte bånd med børnene, men jeg er også bevist om ikke at knytte for stærke bånd, for jeg ved jeg skal herfra igen. Det er dog indimellem rigtig svært når der kommer en lille charmetrold som Robina imod mig og vil løftes op og sidde på skødet. Meget af det jeg hjælper med i husholdningen og gøre børnene klar til skole, er alt sammen noget hvor jeg finder min hjælp overflødig. Selvfølgelig er det rart med et par ekstra hænder til opvasken, madlavningen og rengøringen, men ofte er det kun mig og en af de andre voksne, der gør det mens de to andre voksne enten ser tv eller sidder og slapper af på en skammel. Så i bund og grund behøvede de ikke min hjælp til det for vi er sjældent alle voksne igang på samme tid - på den måde kan vi selvfølgelig alle sammen få en pause indimellem når der er et par ekstra hænder. Jeg tror dog alligevel at jeg vil holde på at de kunne få en bedre hjælp, ved fx at få noget vejledning omkring børneopdragelse, eller at de ikke skulle bekymre sig om, om der er penge til at børnene kan komme i den gode privatskole igen til næste år, eller at der altid var penge til at kunne købe nye skoleuniformer, tasker og bøger. Selvfølgelig får både børnene og de voksne noget ud af det, når der er en frivillig, og ikke mindst er mødet mellem to kulturer givende, og det er også vigtig at børnene møder folk fra andre lande og kulturer, men hvor kan det være hårdt at blive sat i en så fremmed kultur, og hvor det ikke altid føles som om at min hjælp er værdsat, men hvor jeg gentagne gange er blevet spurgt om ikke jeg vil købe dit og dat til dem, hvilket har fået mig til at føle at de til tider mest ser mig som en rig pengemaskine fra vesten, som bare kan købe alt muligt til dem - alt lige fra skopuds, cricket bolde, skoletasker, bøger og papir. Når man i forvejen har betalt en god sum penge for at komme hertil og frivilligt kunne give sin hjælp, så er det meget frustrerende at blive mødt med en forestilling om, at jeg kan købe alverdens ting til dem, også selvom det er små ting.
Der er heldigvis mange gode stunder sammen med børnene, og selvom det 80% af tiden er frustrerende, der intet er at lave eller kulturen er for stor en omvæltning, så tæller de sidste 20% som består af gode oplevelser så ufatteligt meget. Det er de 20% der gør det værd at være her, og som bringer smilet og glæden frem i mig, og hvor jeg kan mærke at jeg får noget ud af at være her som frivillig, og at børnene forhåbentligt også vil kunne huske mig og noget af det jeg har været for dem bare en lille smule. Så for at slutte af med et positiv indslag fra hverdagen her på børnehjemmet er her en lille film med 5 årige Robina og jeg 😊
