Den glade gris er ingen myte – se bare Poppelgrisen fra Hestbjerg
Nu kan du finde kød fra en ægte velfærdsgris i Coops butikker. Mød Danmarks største producent af økologiske grise, Bertel Hestbjerg.
Poppelgrisen er ambassadør for vores nye mærke I sidste blogindlæg fortalte jeg om vores nye mærkningsordning, Dyrevelfærdshjertet. Måske har du endda læst om det nye mærke i medierne. Vi har, kort fortalt, skabt en mærkningsordning for dyrevelfærd. Vi mærker de produkter, der har gjort en indsats for at forbedre dyrevelfærden med et til fire hjerter. Et hjerte gives til den produktion, som har gjort en indsats for at forbedre dyrevelfærden, så den ligger over almindelig praksis og hvad lovgivningen forlanger, mens fire hjerter tildeles de produkter, hvor der er gjort en ekstraordinær indsats for dyrevelfærden. Og som et godt eksempel på, hvordan det ser ud, når man får fire hjerter, kan jeg i dag skrive lidt om den fantastiske Poppelgris.
Mød en gris i sit naturlige miljø Vi skal til Idom ved Holstebro i Vestjylland. Her bor Bertel Hestbjerg – på en skøn gård ved navn St. Hestbjerg. Bertel er i al beskedenhed gået hen og blevet Danmarks største producent af økologiske grise, endda i en ung alder. Da vi besøger Bertel første gang, følger vi efter ham ud af gården og ud på en åben mark – med poppeltræer, der samler sig i en lille skov. Træerne har særlige runde kroner, der høstes til økologisk biobrændsel, når de når en vis størrelse. Og på marken og mellem træerne kan man se grisene, flere end man kan tælle. De løber rundt og snuser og roder i jorden. Det er et herligt syn. Som barn voksede jeg op på landet og oplevede nærmest kun grise, der levede i stalde. Men på St. Hestbjerg er det tydeligt – at grisen er skabt til leve på denne måde, frie og legende.
Grisen er i virkeligheden et skovdyr De åbne marker og plantede poppeltræer giver mange af grisene mulighed for at udfolde deres natur som skovdyr. De kan rode i jorden efter rodfrugter, de kan finde nedfaldne æbler og blommer fra frugttræerne. Eller de kan ligge og sove i skyggen under poppeltræerne. Bertel fortæller, at den lille skov tæller knap 150.000 poppeltræer. Han har nærmest givet skoven tilbage til grisene. Det geniale ved poppeltræerne er, blandt andet, at de optager næring fra jorden. Og derved optager de også griseafføring, som ellers kan forurene naturen. En fin balance mellem natur og dyr.
Dyrevelfærd, der kan smages Soens smågrise kommer til verden i små, varme hytter – og smågrisene får bedre tid sammen med soen end ved almindelig økologisk produktion. I hver indhegning er et lille vandhul, de kan bruge til at lege og bade i. Smågrisene får lov til at vokse fredeligt op og bliver stærke og robuste uden behov for kosttilskud - og med meget restriktiv brug af antibiotika. Når de kommer i stalde, er det med ekstra plads, masser af hø og adgang til et lille såkaldt wellness-område flere timer om dagen, så grisene fortsat kan få tilfredsstillet deres naturlige behov for at rode i jord, kviste og rødder. Man kan tydeligt se og fornemme på dyrene, at de er glade, rolige og har det godt. Forhold, der sætter helt nye standarder for god dyrevelfærd – og anerkendes med fire hjerter i vores nye mærkningsordning. For dyrenes skyld, men også af hensyn til naturen – og til smagen. Det rolige liv i trærige omgivelser gør dyrenes kød smagfuldt, fast og saftigt. Det sidste er også årsagen til, at poppelgrisen er et af Coops Smag forskellen-produkter.








